x
Mont Oliver : Bonzai Scene, Danmarks Grimmeste Festival

Mont Oliver , Bonzai Scene, Danmarks Grimmeste Festival

Mont Oliver : Bonzai Scene, Danmarks Grimmeste Festival

Anmeldt af Nicoline Steen | GAFFA

De nordjyske drenge dannede oprindeligt Mont Oliver som et indie-rockband, og med kun et halvt år på bagen blev de blandt de 24 udvalgte til P3's KarriereKanon. Efterfølgende havde gruppen en periode, hvor de spillede drømmende og melankolsk indie-pop, men drog den konklusion, at det ikke var noget for dem. De ville finde ud af, hvad de var gode til, og hvilken lyd, der kunne komme ud af det. Resultatet af de overvejelser bragte Mont Oliver frem til den trio, de er i dag. En trio, der udfører en genre, som de selv beskriver som indie-hiphop. Efter bandets andet stilskifte udgav de i maj nummeret "White Sheets", der blev taget særdeles godt imod, og de sidste seks uger har været placeret på Det Elektriske Barometers Barometerliste.
Mont Olivers pladeselskab er i øvrigt det interessante Fake Diamond Records, der tidligere har huset navne som Oh Land og Balstyrko og i dag har blandt andre EaggerStunn og Giana Factory i stalden.

Street-vibes

Mont Oliver består af Jakob Hammershøj, Mads Bernt Pedersen og Niels Christian Sommer, men det er ikke udelukkende disse tre herrer, der træder ind på Bonzai Scenen denne aften. Foruden gruppen selv, har de nemlig medbragt to ekstra på scenen: en bassist og en perkussionist.

Bonzai Scenen befinder sig på en gammel gårdsplads, og tæt på scenen finder man en skaterampe, hvor skaterne er i fuld gang med at udføre deres tricks. Dette bliver imidlertid også kommenteret af aftenens konferencier, der gør publikum opmærksom på, at det der kommer til at ske på scenen, er mindst lige så interessant. Og det har han ret i, heldigvis.

Mont Oliver og co. er i aftenens anledning alle iført hovedbeklædning, af den ene eller anden art, hvilket giver en street-vibe, der passer særdeles godt til både stemningen omkring scenen og musikken, der skal til at gå i gang.

Gruppen lægger ud med nummeret "Golden Sans", der uden nogen former for referencer til hverken Klaxons-sangen "Golden Skans" eller feriestedet "Golden Sands" giver os en house-inspireret intro efterfulgt er et klassisk og lækkert hiphop-beat. Beatet bliver dog ikke udelukkende spillet på akustiske trommer, men også elektriske, der blandt andet i form af drum pads er placeret hos både perkussionisten og blandt de "rigtige" trommer. Indlevelsen hos førstnævnte er i øvrigt imponerende.

Mont Oliver følger op med nummeret "19", der byder på en start, der kunne være besjælet med Frank Ocean, og derefter føres os ind i et udmærket nummer, der dog bliver distrahereten en del af skrigene fra publikum omkring skatescenen, og en vokal, der ikke lykkedes med at komme op i den ønskede falset i omkvædene. Efterfølgende indslag hedder "WFFTP" og bevæger sig rundt i nogle militær-inspirerede rytmer og synths, men indeholder samtidig et meget melodisk syng-med-omkvæd.   

Funkede grooves og gåture i NYC

Under de næste tre numre, "Don't Ever", "Oh Oh Dilla" og "Drag A Saint", formår den charmerende gruppe på mange måder at vise et format, der rækker langt ud over de danske landegrænser. Her møder vi alt fra lækre og funkede grooves til sprøde soulvokaler, og samtidig også et mere dedikeret band end tidligere på aftenen: Niels Christian Sommer styrer sine synths med hård hånd, perkussionisten indlever sig om end muligt mere end før, trommeslageren Mads Bernt Pedersen og bassisten følger trop, og forsangeren Jakob Hammershøj dykker intenst ned i sin groovebox. Det tyder på, at de med disse tre numre for alvor bevæger sig ind i deres rette element, og nummeret "Drag A Saint" giver mig med sine pitch-down vokaler associationer til en gåtur gennem New York, og synes desuden at kunne været yderst radiovenligt.

Aftenens næstsidste indslag er nummeret "Gimme Your Love", der trods sin meget klassiske sangtekst og til tider lidt for skrøbelige vokal er et ret overraskende islæt. Nummeret forener nemlig både rock, hip hop og elektro på samme tid, og det fungerer faktisk.

Koncerten afsluttes med Mont Olivers første, og eneste, hit "White Sheets". Nummeret har, ligesom flere af de foregående, en karakteristisk pitch-down vokal, og eftersom det var det eneste blandt aftenens numre, at undertegnede havde stiftet bekendtskab med på forhånd, var jeg spændt på at se, hvordan det ville fungere live. Det hiphop-inspirerede nummer, med af Jakob Hammershøjs sprøde vokal i front, og de to andre bandmedlemmer som kor, var i sandhed også velfungerende live. Og det var da også uundgåeligt under selvsamme nummer, at publikum, og specielt trioens selvmedbragte fanskare, var mest til stede og endeligt overlod deres dyrebare opmærksomhed på scenen, frem for på skateboardrampen på sidelinjen. Måske en kende for sent.

Kort, men veludført

Efter tre kvarter i indie-hiphoppens tegn sidder man tilbage med mindet om en optræden, der, for mit vedkommende, vidnede om stort potentiale. Med lækre grooves, funk, hiphop, indie samt nogle få elementer fra rock og elektro overværede vi en aldeles veludført koncert og et lydbillede, der gav associationer til alt fra Kendrick Lamar til J Dillar og Slum Village.

Skulle aftenens koncert have affødt en ekstra stjerne, havde vokalen været nødsaget til at sidde en anelse mere i skabet på visse numre, og barometer-hittet "White Sheets" have været bragt tidligere i sættet (eftersom det var det eneste, der kunne bringe genkendelse hos det ellers lidt sløve og ufokuserede publikum).

En anden sidebemærkning, som Mont Oliver naturligvis ikke selv er herrer over, er, at femogfyrre minutter ikke er nok til at få en samlet musikalsk oplevelse af et nyt band. Dog spår jeg alligevel, ud fra dette indslag, trioen særdeles positive fremtidsudsigter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA