Pharoahe Monch : Sun Ra Stage, Vanguard Music Festival

Pharoahe Monch , Sun Ra Stage, Vanguard Music Festival

Pharoahe Monch : Sun Ra Stage, Vanguard Music Festival

Anmeldt af Zenia Menzer | GAFFA

Det var ikke uden attitude, da den 41-årige amerikanske rapper Troy Donald Jamerson, aka Pharoahe Monch, trådte på scenen under den tidlige eftermiddag på dette års Vanguard Festival. Allerede fra starten var der god, naturlig publikumskontakt, og lyden var et godt miks af tyngde og rytme. Den veletablerede rapper fik hurtigt vist, hvorfor han var et af tyngdepunkterne på Vanguard Festivals jomfrutur, da han med lyrik som "basicly I'm the worst nightmare you've ever had" gjorde det klart, at der er en mørkeside til hans rap. Dette kom også til udtryk, da han spillede et nummer fra det nyeste album, "Post Traumatic Stress Disorder (PTSD)", hvor han øjeblikkeligt trådte over på den dæmoniske side, der præger hans lyrik. Gennem kropsholdning fik han også vist en tydelig påvirkning, der tilførte koncerten en alvor, der dog også blev kanaliseret ud gennem det tunge instrumentale forløb.

Den flabede attitude, man kender så godt fra hiphoppens verden, skulle da også manifesteres godt og grundigt, hvilket blandt andet skete gennem "Fuck You", der indeholder elementer af rock, men som samtidig repræsenterer den energi, der netop stammer fra hiphop. Sigende for hele koncerten var, at det ikke blot var en demonstration i hiphop, men at der samtidig var inddraget elementer af rock og specielt soul. Dette var særligt til stede, da miss Mela Machinko gjorde sin entré og bidrog som gæstevokal på adskillige numre. Det tilføjede et ekstra lag til musikken at have en kvindelig vokal på, og de to stemmer supplerede hinanden på ganske forrygende vis. Samtidig stod Machinko fremragende alene, når hun med sin lettere hæse og kraftfulde vokal fremførte passager på egen hånd.

"Push" var endnu et nummer, hun deltog i, og det skabte en følelsesladet optræden med en masse nerve, at Pharoahe ikke stod alene – som han heller ikke gør på studieindspilningen. Dette var afgjort et af de øjeblikke, der bidrog til at skabe den tykke stemning af soul, der fik hårene til at rejse sig i nakken af begejstring.

"Oh No" var et andet nummer, Machinko deltog i, selvom det oprindelige nummer er indspillet med gæstevokal af Mos Def. Det trak dog ikke nummeret ned, at vokalen var blevet skiftet ud, og selvom den oprindelige mandlige vokal var blevet erstattet med en kvindelig, fratog det ikke nummeret sit groovy udtryk. Tværtimod stod Pharoahe mere tydeligt frem på denne version, fordi kontrasten mellem vokalerne blev det større, og det fungerede på alle måder godt.

Ud over at omfavne forskellige musikalske udtryk såsom rock og soul, stod hiphoppen selvfølgelig også som en stor og naturlig del af Pharoahes optræden, hvilket blev leveret gennem numre som "My Life", "Desire" og selvfølgelig "Simon Says (Get the Fuck Up)", der afsluttede hele showet med manér. Overgangen fra den mørke stemning fra albummet "PTSD" til "Simon Says" kom som en forhammer og skabte med sit retro-beat så stabil en hiphop-stemning, at det var alt, der stod tilbage efter koncerten. Det var en effektiv afslutning på en medrivende koncert, fremført af en veloplagt og tilstedeværende Pharoahe Monch.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA