x
Mother Lewinsky : Bonzai Scenen, Danmarks Grimmeste Festival

Mother Lewinsky , Bonzai Scenen, Danmarks Grimmeste Festival

Mother Lewinsky : Bonzai Scenen, Danmarks Grimmeste Festival

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Opmærksomme læsere vil måske have opdaget, at det kun er en måned siden, GAFFA sidst anmeldte Mother Lewinsky live, nemlig på Roskilde Festival – med samme anmelder. Normalt anmelder vi ikke bands med så korte mellemrum, men det er kun anden gang, vi anmelder Mother Lewinsky, og nu var vi alligevel på Danmarks Grimmeste Festival, og Mother Lewinsky virker som et band stærkt på vej frem. Derfor får de lidt ekstra opmærksomhed.

Mother Lewinsky udgav dette forår deres selvbetitlede, velanmeldte debut-ep og spillede foruden Roskilde også blandt andet på forårets Spot Festival. Den unge gruppe består af erfarne musikere: Marc Facchini-Madsen (sang, Mescalin, Baby), Søren Stensby (violin, Tako Lako) og Michael Vitus (trommer, Surf in Stereo) og er som udgangspunkt en trio, men udvides live med flere musikere i lineuppen. På Den Grimmeste bestod besætningen af sang, guitar, bas, trommer, keyboard og hele tre strygere – to violiner og en cello. Altså otte m/k på scenen.

Mother Lewinsky sætter nemlig en ære i at have strygere som en central del af lydbilledet og adskiller sig hermed fra de fleste andre pop-rock-grupper. En god idé, hvis man tænker i branding – og det er jo vigtigt i disse tider – men musikalsk giver det også god mening. Strygerne giver simpelthen masser af ekstra liv til Mother Lewinskys sange, der i forvejen emmer af følelser, noget som også kommer til udtryk i Marc Facchini-Madsens intense og udtryksfulde vokal, der ligesom strygerne er mikset langt frem i lydbilledet.

Strygerne fungerede både som melodilinjeførere og rytmemarkører i smuk vekselvirkning og var doseret omhyggeligt, så de hverken fyldte for meget eller for lidt. De øvrige instrumenter kom dog til at fremstå en smule anonyme i lydbilledet, om end bas og trommer godt kunne fornemmes. Flere gange kom jeg til at tænke på The Verves "Bitter Sweet Symphony", hvilket bestemt skal tages som en kompliment.

Sangene var generelt udmærkede. Blandt højdepunkterne var den tempofyldte og hitpotentielle "Running out the Door", den langsomme, lange og crescendo-opbyggende "313" og ikke mindst den afdæmpede og dog energimættede "Some Kind of Fight", hvor Marc Facchini-Madsen var alene med strygerne – indtil bassen til sidst faldt diskret ind. Trods de manglende trommer var der masser af drama i sangen, ikke mindst når omkvædet satte ind med linjen "I spit on my pillow sometimes", og Marc Facchini-Madsen nærmest, ja, spyttede ordene ud, og strygerne samtidig rejste børster. Simpelthen fremragende.

Dette niveau nåede Mother Lewinsky ikke helt under resten af koncerten, men de er absolut værd at holde øje med. Og det kan heldigvis gøres, når de tager på Danmarksturné i september.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA