x
Emiliana Torrini: Tookah

Emiliana Torrini
Tookah

Emiliana Torrini: Tookah

GAFFA

Album / Rough Trade Records
Udgivelse D. 09.09.2013
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

"Tookah" dækker over noget smukt. Når man føler, at alt er muligt, at man er lykkelig og taknemmelig, og når man mærker kærligheden, så er man i en tilstand af "tookah" – islandske Emiliana Torrinis selvopfundne ord, som kom til hende, efter at hun var blevet mor og pludselig følte en frihed og inspiration stærkere end nogensinde før.

Kvindens første album i fem år besidder et afbalanceret format med masser af overskud og lader til fint at afspejle Torrinis sjælelige forfatning. I tæt samarbejde med Dan Carey har sanger/sangskriveren kreeret et ambitiøst album, der først og fremmest demonstrerer en mere udtalt synthpop-side af kunstneren, end vi nogensinde før har set.

Torrini har puslet med albummet i fire år, og det ér også gennemarbejdet – kvindens sødmefulde stemme står knivskarpt, og instrumenteringen synes konstant velovervejet, hvad end den er sparsom og akustisk eller mangefacetteret og elektronisk. Torrini er et rørende og reflekteret bekendtskab, der giver stof til eftertanke, og som har det med altid at vælge de elegante løsninger.

Undertegnede kunne dog godt have ønsket sig et mere omfattende værk – albummets blot ni numre syner ikke af meget, når nu et par af de ganske vist generelt vellykkede sange trods alt fremstår en smule banale, og når den ellers herligt uforudsigelige finale Fever Breaks bærer præg af outro. Meget kan man dog tilgive Torrini, der fortsat har noget magisk dragende og fascinerende tidløst over sig, og som til stadighed hører til Islands mest spændende og stilsikre sanger/sangskrivere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA