x
Prince : Bøgescenerne, Smukfest

Prince , Bøgescenerne, Smukfest

Prince : Bøgescenerne, Smukfest

Anmeldt af Per Bloch | GAFFA

Det skulle blive en meget blandet oplevelse. Fra helt oppe at ringe til det stik modsatte. Hele spektret var dækket ind, heldigvis og desværre.

At lægge ud med at forbyde publikum at tage billeder, først leveret på engelsk af trommeslager Hannah Ford og siden oversat til dansk af bassist Ida Nielsen, kan ikke komme bag på nogen, som har holdt bare sparsomt øje med Prince. Sådan har det været længe, og det er måske endda på sin vis et sympatisk ønske fra bandet, i en tid, hvor mange ser koncerter igennem elektronikken og ikke live. Men det er samtidig også håbløst og helt skævt. Og som ventet udløste det hånlig latter.

I min verden kan Prince slippe af sted med meget. Eksempelvis at være arrogant og knejsende. Fordi han har noget at have det i. Han beviser til stadighed og har gjort det i en menneskealder, at han er så tindrende en musiker og live-performer, at man forbløffes og somme tider står åndeløst tilbage. Alene mandens musikalske overskud og udstråling er sønderrivende - uanset musikalsk smag og uanset om man kan lide det kapitel, som han er nået til i sin musikalske dagsorden. Denne aften på Smukfest var det et rocket og rodet kapitel i en hovedløst overfyldt bøgeskov, som muligvis kaldes smuk, men det var ikke til at få øje på eller mærke for bare mennesker.

Og jeg kunne blive ved med at opremse ting, Prince kan tillade sig, fordi han kan spille musik som ingen anden: Han må for min skyld atter engang undlade at spille på sine signatur-guitarer og efterlade mig måbende over de karakterløse guitarer, han medbringer. Lyden må sågar være dårlig og ubalanceret (alt for langt ind i koncerten) og han må også gerne blive ved med at udgive ligegyldige og tamme albums. Og han må sågar også spille en koncert, der er mærkeligt usammenhængende og klumpet.

Men der er én ting, han ikke må: han må ikke ignorere, at han står foran et festivalpublikum og ikke en solo-Prince-koncert-folkemængde. For nok var hver en node og hvert et slag, som altid, perfektioneret og overmenneskeligt musikalsk, men derfor kan det godt blive kedeligt at overvære. Og det kunne mærkes blandt publikum, som tabte fokus og energi.

Han lagde ellers godt fra start og satte barren højt med et vognlæs rock'n'roll - skarptskåret, snerrende og præcist. Sidst han var på dansk grund, var det med NPG-bandet, og nu var det med 3rdeyedgirl-bandet, hvor kun danske Ida Nielsen er genganger fra NPG-tiden. De tre kvinders samspil er tungt og energisk. Den nye orkestrering giver nyt liv til gamle kendinge, som f.eks. "Let's Go Crazy", og det var en på mange måder revitaliseret og sprudlende levering fra Bøgescenen.

Bagkataloget bliver vendt og drejet med numre som "The Max", der indledes på tangenter af Prince, den altid friske "She Is Always In My Hair" og sågar "Electric Chair" fra hans Batman-soundtrack. De tre numre var højdepunkter for mit vedkommende - på grund af overraskelsen, og fordi besætning og lydbillede matchede perfekt: det var rock, fra Princes spydige guitar-periode, som jeg synes står stærkest siden hans storhedstid. Der var bogstaveligt talt noget på spil.
Desværre gik det derfra ned ad bakke og blev til en flakkende og upotent stribe af lange jam-agtige passager, som manglede docering og relevans og skrabede bunden med "Colonized Mind" fra hans "Lotusflow3er"-album (2008). Det kunne ellers nemt have været reddet med et par kendinge eller hits, men det var manden åbenbart ikke indstillet på at give fra sig. Crowd control, ja, men ikke crowd pleaser. Ærgerligt.

Det sampler-sæt, som var en væsentlig del af hans London-koncerter i 2007, havde fået det pift, at bandet spillede til og oven i de forindspillede sekvenser. Effektfuldt. Dernæst igen lidt tomgang, inden den afsluttende "Purple Rain" sendte folk ud i festivalnatten i lilla nuancer.

En væsentlig del af oplevelsen, fordi det nu engang er umuligt at adskille musikken fra omgivelserne, var, at festivalen i dén grad havde undervurderet Bøgescenens kapacitet. Og hvis det er prisen for at få navne som Prince til Smukfest, så bliver konsekvensen på sigt, at ordet Smuk må stryges, for det var alt andet end yndefuldt og smukt at være Prince-publikum denne aften. Overmodigt, skamløst og måske endda ligefrem uansvarligt.

Prince kan noget på en scene og med musik, som ingen andre nulevende kan. Det kan ingen tage fra ham, måske lige med undtagelse af ham selv samt fornemmelsen af at være sild i en tønde. At vide, hvad manden kan præstere og hvor gode koncertforhold kan være, gør det ikke bedre. Personligt mister jeg jordforbindelsen, når Prince musicerer, og det er nok derfor, jeg er ukuelig og har lang line. Denne koncert på Smukfest var lige til grænsen i både positiv og negativ retning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA