x
Godspeed You! Black Emperor: Tivolis Koncertsal, København

Godspeed You! Black Emperor, Tivolis Koncertsal, København

Godspeed You! Black Emperor: Tivolis Koncertsal, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Canadiske Godspeed You! Black Emperor er ikke sådan en gruppe, der har hits i traditionel forstand, eller som man kender for det og det nummer fra det og det album, for med kompositioner, der gerne løber over ti minutter eller mere er der ikke just tale om radiomateriale, og da slet ikke i disse tider, hvor store og kommercielle radiokanaler sjældent giver sig tid til meget andet end dikterede A-liste-rotationer. Dette taget i betragtning må det vel siges at være ganske flot, at gruppen stort set kan fylde hele Tivolis Koncertsal, og så på en onsdag aften. Jojo, det er sommerferie for de fleste, men alligevel.

Den syv mand og en kvinde store gruppe indtog scenen omkring 21:30, og det hele begyndte lidt famlende, for en violin og en kontrabas skulle lige stemmes på plads, så det var en smule svært at sige, hvornår koncerten reelt gik i gang. Scenen var fyldt med instrumenter; udover førnævnte kontrabas og violin også to trommesæt og elektriske guitarer samt, naturligvis, et læs af effektpedaler. Lyset var sparsomt og i stedet, som eneste reelle sceneshow-element, var bagvæggen dækket af et stort lærred, hvorpå der blev vist forskellige sort/hvid-film undervejs. Disse bevægede sig fra det direkte abstrakte over David Lynch-agtige stemninger og til det mere fortænkte (vi taler ensomme kirker gennem regnvåde ruder).

Åbningsnummeret "Albanian", også kendt som "Mladic", byggede langsomt op, steg i styrke og intensitet, kulminerende med trommernes og de elektriske guitarers crescendo, og det stod hurtigt klart, at Godspeed You! Black Emperor havde godt styr på deres virkemidler såvel som på skiftende tempo og taktarter undervejs. Nummeret modtog da også solide klapsalver fra publikum, før det gled videre over i næste lange omgang, "Dead Metheny", og sådan fortsatte også resten af koncerten, som et langt forløb, uden egentlige pauser eller nogen form for kommunikation mellem musikere og publikum. Det kan man måske kalde en smule prætentiøst, men det er nu engang stilen, og det virkede ikke, som om folk savnede et "er I med derude?" undervejs.

En udfordring i lyd
Et setup med otte musikere og et hav af pedaler er ikke nødvendigvis verdens letteste opgave for en lydtekniker, og selvom man i det store hele må sige, at lyden var godkendt, så må det nok samtidig understreges, at den også, i passager, kunne have været bedre. Generelt fungerede musikken bedst i de lange opbyggende perioder, men når der så kom fuld tryk på, og alle otte musikere arbejdede løs på deres respektive instrumenter, så blev det svært lydmæssigt. Jeg sad fra tid til anden og spekulerede på, hvor mange af gruppens medbragte pedaler, der mon var rumklang af varierende art, for der var en tendens til, at flere elementer flød sammen frekvensmæssigt når der blev budt på crescendo.

I flere tilfælde kunne man følge musikernes fingersætning, men reelt ikke høre, hvad hver enkelt spillede, for det druknede i en mur af lyd, som muligvis ville have givet Phil Spector en våd nat i den gamle have, men som ikke altid gavnede de musikalske finesser, som er en del af Godspeed You! Black Emperors udtryk, og som i disse ører er med til at skille dem ud fra den efterhånden voksende mængde af støj- og postrock-inspirerede grupper derude med hang til endeløse guitarkaskader.

Men, men, men - i koncertens bedste passager skinnede gruppens evner og idéer helt bestemt igennem, og når der ikke var dømt lydmur badet i rumklang, så kunne man nyde de mange detaljer og referencer, måske ikke mindst omkring den alsidige brug af guitarerne, hvor man nåede at sende mange helte en tanke undervejs, fra Jimi Hendrix' pedalstøj over Dave Gilmours monumentale dommedagstoner, fra Ry Cooders ørkenslide til Mike Oldfields lydtryllerier. Og ja, lad os da naturligvis nævne Sonic Youth også. Og Godspeed You! Black Emperors styrke består i høj grad i kombinationen af flere forskellige inspirationer, for det er en kombination, der skaber variation, en variation som en del af gruppens ligesindede og kopister lidt for ofte savner.

Alt i alt leverede canadierne en absolut godkendt indsats, i passager lyste de virkelig. I det store hele tror jeg dog ikke, det ville gøre noget at lade en enkelt taske eller to med rumklangspedaler blive hjemme næste gang, for der gik lidt vel megen sovs i crescendopassagerne. Men det vil vi nu lade ligge.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA