Blur: Øyafestivalen, Oslo

Blur, Øyafestivalen, Oslo

Blur: Øyafestivalen, Oslo

Anmeldt af Tord Litleskare | GAFFA

Sidste sommer stod de gamle britiske helte fra Stone Roses for lidt af en tam optræden på Øyafestivalens største scene, men i år fik festivalpublikummet en opløftende oplevelse allerede den første aften i Middelalderparken, da Blur stod på samme scene. Allerede fra første sang, "Boys & Girls", var stemningen i top. Dette var i høj grad på grund af Damon Albarns kariskmatiske fremtoning, hvor han kastede vand på publikum og fotograferne foran scenen, mens han slentrede rundt med et stort smil.

Bandet, som blev genforenet i 2008 efter at have ligget i dvale i fem år, har et solidt bagkatalog, og fra og med guitarist Graham Coxons signatursang "Coffee and TV", fortsatte det med en god gennemspilning af bandets største hits fra 90'erne. Det var sikkert en nostalgisk oplevelse for dem, som var så heldige at følge bandets første turné-runde back in the days, men også en oplagt mulighed for os, som var lidt for unge dengang, og som først og fremmest husker mælkekarton-musikvideoen til førnævnte "Coffee and TV" fra hitlisterne.

Det blev i det store og hele en energisk forestilling på Enga-scenen. Damon Albarn sang ikke altid lige rent, men han kunne alligevel charmere sig ud af det meste. Graham Coxon fik vist sin distinkte spillestil frem og holdt sig heller ikke tilbage for at larme lidt med guitaren undervejs. Bassist Alex James og trommeslager Dave Rowntree holdt sig mere i baggrunden i løbet af den halvanden time lange koncert, men er samtidig uerstattelige, når det kommer til Blurs lydbillede - James' basgang på Country House er et godt eksempel på dette. Samtidig blev bandet støttet og styrket af en række blæsere og korsangere, som løftede mange af sangene i koncertsammenhæng.

Det skal tilføjes, at Phil Daniels var savnet under "Parklife", og at sangen mistede lidt, da Albarn snublede sig gennem hans tekstlinjer. Alligevel er det vanskeligt at klage, når man får så fantastiske versioner af den bittersøde "To The End", sidste års single "Under The Westway" og en gåsehudsfremkaldende "The Universal". Så var der bare den obligatoriske afslutning med "Song 2" tilbage, og "woohooo"-omkvædet med fællessang fra et super tilfreds publikum. En bedre afslutning af festen kunne man egentlig ikke få.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA