Kissaway Trail: Breach

Kissaway Trail
Breach

Kissaway Trail: Breach

GAFFA

CD / Playground Music
Udgivelse D. 19.08.2013
Anmeldt af
Christian Erin-Madsen

Selvindsigt og selverkendelse er store ord ofte forbundet med alderdom og deraf ofte visdom, men drengene i Kissaway Trail har allerede været face-to-face med det fænomen, trods deres unge alder. På rock-klassisk manér førte stoffer og alkohol til skænderier og rådden opførsel på deres massive turnétid, og til sidst tårnede et ultimatum sig op: Løs stridighederne eller gå hver til sit.

Beviset på deres beslutning hedder Breach og er et yderst spændende bekendtskab. Førstesinglen Nørrebro er intet mindre end fremragende. Med sin egen dystre, kraftfulde, enkle patos suger den lytteren hen til repeat-knappen. Resten af albummet besidder også det episke, storladne, følsomme som den fortrinlige forgænger, Sleep Mountain, men er blevet tilført en helt anderledes dysterhed med en postpunket og mere massiv og mættet lyd.

Ofte lægger en synthesizer eller guitar en konstant murren i baggrunden, som på Beauty Still Rebels eller So Sorry I'm Not. Det giver et langt mere lytte-krævende resultat, der tvinger sig længere og længere ind i en efterårsfarvet bevidsthed for hver gennemlytning.

Det siges, at bands gerne skal forny sig. Det siges også, at stærke følelser, som vrede, afmagt, knust kærlighed, sorg og sårede følelser klemmer det bedste ud af kunsten.

Kissaway Trail var ved at gå i opløsning inden deres andet album, fordi de savnede retning. Dengang landede de bemærkelsesværdigt. Denne gang var de igen ude på overdrevet og lander med et yderst anbefalelsesværdigt album. Nok netop fordi de mere end nogensinde kanaliserer deres stærke følelser med fornyende selvindsigt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA