Honningbarna: Øyafestivalen, Oslo

Honningbarna, Øyafestivalen, Oslo

Honningbarna: Øyafestivalen, Oslo

Anmeldt af Nikolaj Jonas Blegvad | GAFFA

Det var en total umulighed at undgå medrivelsens kraft, når de fem unge knægte i Honningbarna gav alt, hvad de kunne, så cellostrengene sprang og mosh-pit'en gik fuldstændig amok. Forsanger og cellospiller Edvard Valberg var også en aktiv deltager i tumulten foran scenen et par gange, hvor han på et tidspunkt bliver hamret omkuld af en ung kvinde med blåt øje og en grøn T-shirt med trykket Natur og Ungdom.

Op på scenen sprang han igen, og de fortsatte med deres ustoppelige energi og drønede fra det ene nummer til det andet fra deres to album "La Alarmene Gå" (2011) og "Verden Er Enkel" (2013), mens guitarist Fredrik Justnes klatrede op på nogle højtalere og sprang et par meter ned og fortsatte ubemærket med sine punk-riffs på den lyse Telecaster.

"Er det ikke deilig å ha noen å hate? Føles det ikke godt å ha noen å hate? Er det ikke herlig å slå dem flate?" råbesynger Honningbarna samstemmig i nummeret "Noen å hate", som de i dagens anledning havde dedikeret til Pepsi, som er en af Øyafestivalens hovedsponsorer.

Security-vagterne havde travlt, for honningrødderne var ustyrlige og sprang rundt som gale, og på et tidspunkt var der en ung kvinde og to mænd fra publikum, der klatrede over kanten og løb op mod scenen. Valberg råber "Det er greit! Det er greit!" til vagterne, mens musikken fortsatte, og de tre indtrængere blev inviteret op med tilladelse fra forsangeren til at give deres bidrag med sang og dans.

I de få år, de har været i gang, har Honningbarna kørt igennem med deres gode kraftfulde og energiske stil og udviklet sig som band. Særligt kan man høre forskel i produktionen på deres to udgivelser, hvor det sidste er produceret af Hives-producer Pelle Gunnerfeldt. Og selv om de har ganske banale og uoriginale titler som "Fri Palestina", så bruger og udnytter de punkens konventioner på en raffineret måde til at skabe en drivkraft i deres musik, som man skal lede virkelig længe efter i nutidens skandinaviske musik.

Antifascistisk aksjon-banner og Palæstina-flag prydede de unge punkeres højtalerkabinetter, da den 15 numre lange koncert trak tilhørerne gennem en blanding af sange fra bandets to plader med energiske numre som "Offerdans", "Verden er enkel", "Fuck kunst (dans dans)" og en cover-version af Clash-nummeret "Police On My Back", som er 14. og sidste nummer på deres seneste album.

Det blev også koncertens afslutning, og da de gik derfra, havde de givet alt, de absolut kunne, og mere kunne man ganske enkelt ikke forvente fra de politisk bevidste, teknisk dygtige og solidt sammenspillede Honningbarna. Det var punk, det var oprør. Det var en kamp om frihed, som de kæmpede med oprejst pande, og der var absolut intet i verden, der kunne stoppe dem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA