Nils Bech: Øyafestivalen, Oslo

Nils Bech, Øyafestivalen, Oslo

Nils Bech: Øyafestivalen, Oslo

Anmeldt af Nikolaj Jonas Blegvad | GAFFA

Vi kan jo regne ud, at det er Nils Bech, der ligger der til lyden af de to violinister, og vores fornuft siger os, at han er i live. Alligevel er der noget uhyggeligt dødt over situationen. Langsomt står han op fra sin døde stilling med stoffet stadig hængende over sig, indtil han endelig står op og begynder at synge uden at være tildækket og skjult.

Det er ikke en hvilken som helst koncert, men måske nærmere en forestilling. Det er som om, at han begynder en fortælling, når han med alvorlige øjne skuer ud i det uendelige og løfter sine arme op i langsomme bevægelser til de blide og sørgelige strygere.

Nils Bech er gået i gang med sin optræden på den næststørste scene, Sjøsiden, på Øyafestivalen, og det må siges at være en utrolig trist begyndelse. Altså i den forstand, at han med både sang og dans fortæller en trist historie. For formen på fortællingen er nemlig utrolig velspillet. Man kan være lidt i tvivl om, hvorvidt forestillingen egentlig er parodisk, men hans alvorlige øjne fortæller noget andet; nemlig at han formidler en  smerte, som han har brændt inde med. Det føles i hvert fald sådan, når man står over for hans hvidklædte og sårbare skikkelse.

Mens nogle norske medier roser ham til skyerne og andre fokuserer på hans manglende evne til engelsk udtale, så hersker der en positivitet omkring den unge norske performer og sanger. Både anmeldere og publikum har mange steder taget imod ham med kyshånd som for eksempel efter koncerten på by:Larm i begyndelsen af året, hvor anmelder Ola Vikås fra det norske GAFFA skrev: "Nils Bech er en hypnotisk gallionsfigur og en unik skikkelse i norsk musikliv, som vi skal holde af og være glade for, der findes."

Og man kommer netop til at holde af ham, når han står der på scenen og med både kropssprog og sang forlanger medfølelse, når hans pompøse vokal slipper fri. Hans barndomsdrøm var at blive operasanger, og vi kan høre, at han har en trænet stemme, også selv om de engelske ord måske ikke er helt perfekte. Men som har har udtalt, så er det budskabet, der er det essentielle for ham.

Forestillingen fortsætter, og efter omkring 30 minutter tager handlingen en drejning mod lysere sider for vores hovedperson, da violinerne suppleres med house og elektroniske beats, hvortil stemningen bliver lettere løssluppen, og Nils Bech klæder sig delvist af og kommer mere til syne.

Den sidste del af koncerten fortsætter og afsluttes som en fest med vild dans og afklippede palmeblade fra indkøbsvognene, som Nils Bech deler ud til publikum og selv vifter med, når han flyver rundt i sit hvide outfit, hvor han til sidst takker af til stor applaus fra publikum.

Hans rejse fra den døde og triste begyndelse til en levende og festlig afslutning var en gennemført, berigende og på alle måder anderledes festivaloplevelse, hvor Nils Bech beviste, at han kan formidle stærke følelser gennem sin musik og ejendommelige perfomance.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA