Tenacious D: Tap1, København

Tenacious D, Tap1, København

Tenacious D: Tap1, København

Anmeldt af Henrik Tuxen | GAFFA

Først og fremmest stående klapsalver herfra til aftenens publikum, hvis adfærd pludselig gav indlysende mening til begrebet "dedikation". De 6000 mennesker skrålede med på Jack Black og Kyle Gass' spas og løjer både før, under og efter koncerten. Sing-along på sing-along, og alle de rituelle tilråb mellem numrene som "Tenacious D", "KG", "roadie" og så videre. Imponerende i en tid, hvor ikke mindst det danske rockpublikum tit kan gøre selv koncerter med topnavne til en halvtam affære. Jeg så for eksempel Pearl Jam med tre dages mellemrum sidste sommer i henholdsvis Berlin og København, begge koncerter udsolgt, før mange havde noget at trykke billetudbyderens nummer. Hvor førstnævnte udviklede sig til en fuldt fokuseret, berusende massepsykose blandt 18.000 mennesker, gik der i perioder i Forum plaprende kaffeklub-stemning i salen. Samme band, samme uge, den sidste koncert bare 600 kilometer længere nord på, hmm.

Fugl eller pik
Ikke alene af den grund var det en fornøjelse at være blandt publikum til Tenacious D's, utroligt nok, første koncert på dansk grund. Comedy-duoen har snart 20 år på bagen sammen og albumdebuterede tilbage i 2001. Og for størstedelen af publikum var det efter reaktionerne at dømme ventetiden værd. Lyden var okay, uden at være fantastisk (specielt med gårsdagens "The Wall" i Parken i frisk erindring), men ellers var der ikke gjort meget ud af opsætningen i Tap1. Okay, TD havde den obligatoriske, gigantiske fugl bagerst på scenen, der i bandets ånd naturligvis til forveksling ligner et top-erigeret lem, med tilhørende sidevogne.

Det var så også det eneste, mange kunne se. Ingen storskærme og en noget lav scenekonstruktion, salens størrelse taget i betragtning. Selv stod jeg så tæt på som muligt uden at blive mast, og jeg vil skyde på, at det ville tage Usain Bolt 10 sekunder at løbe op til scenekanten i en tom sal. Der står 183 centimeter i mit pas, ingen Nikolaj Markussen, men alligevel, og det meste, jeg så var Kyle Gass' skaldede isse, og så omtalte fugl, eller hvad vi nu skal kalde den.

To små tykke mænd
De diskutable forhold lagde dog ingen dæmper på publikums begejstring, de var kommet for at ha' det sjovt, og de fik det sjovt. Først og fremmest fordi Tenacious D, og specielt Jack Black, er selvrionisk, fladpandet musikalsk stand-up af fineste karat, selvom korpulente Kyle egentlig ikke gjorde så meget væsen af sig (ud over at være særdeles ferm på den akustiske guitar). Jack Black har det bare; man ser den lille, tykke mand dukke op og griner nærmest per instinkt.

Men hånden på hjertet er det lige så sjovt, eller sjovere, at se bandets videoer til hits som "Tribute" og "Beelzeboss", eller et YouTube-klip hvor Jack Black kommer på scenen til American Idols, hjemme i divanen, end at stå og forgæves famle efter kikkerten i Tap1, og i stedet kigge vedkommende foran i nakken. Jo, Jack var Jack, og strøg om sig med afsindige, perverse, absurde, fornærmende, men også kærlige bemærkninger aftenen igennem, men det var publikum mere end i hvert fald den musikalske performance, der gjorde aftenen mindeværdig.

Mockrock
Bandet har selv givet sig prædikatet "mockrock", hvilket dækker en kombination af kærlighed til og forståelse af, folk, stadion- og heavyrock, og en dyb ironisk distance til selvsamme, særligt heavy, hvilket bandets sange til og om nu hedengangne Ronnie James Dio – og hittet "Metal" – er de mest tydelige eksempler på. Tenacious D spillede længe kun som duo, men har nu igennem mange år både optrådt og indspillet med fuldt band. Og det med intet mindre end fantomet Dave Grohl på trommer på samtlige studiealbum, men han var desværre ikke at skue i Tap1 i går.

Hele holdet kan deres kram, hvilket blandt andet blev demonstreret i den heavy attitude-agtige sætafslutter "Dobule Team", hvor alle bandmedlemmer blev behørigt præsenteret og efterfølgende lirede den af. Men hvad kompositionerne angår, er der ikke meget substans at komme efter. Bandets ubetingede force er humoren, der er så at sige ikke en original tone at opspore, og flere af sangene er ganske tyndbenede. "Metal" er et hit, den er sjov, men en stærk komposition, det kan man ikke lige kalde den. Så var man ikke med på de interne jokes og de hel- og halvperverse tekster og andre teatralske optrin – som for eksempel hovedpersonernes skænderi, hvorefter Kyle efterfølgende udvandrede i protest – havde man en lang aften i går.

Piger, vi kan li'
Tenacious D har udgivet tre album, en film plus det løse. Publikum var med på det hele, selvom der dog ikke er tvivl om, at det fortsat er debutalbummet, der trækker det tungeste læs. "Wonderboy" fik tungerne på gled, og så kammede det, ikke overraskende, totalt over i "Tribute", der måske ikke er "the greatest song in the world", som teksten postulerer, men til gengæld noget af det bedste at skråle med på sammen med 6.000 hengivne fans.

Tenacious D takkede behørigt af med tidligere nævnte, alenlange "Double Team", men alle vidste, at de havde i hvert fald én skarp kniv tilbage i skuffen. Sidste skæring blev, som det sig hør og bør, signaturmelodien "Fuck Her Gently". Og der er altså noget særligt over at høre denne bløde ballade til pigerne, hvor en hel flok, smukke, unge af slagsen står klos op ad undertegnede i salen, og med store smil og åbne arme, indfølt og hengivent synger mandens parti:

"I'm gonna fuck you softly
 / I'm gonna screw you gently / 
I'm gonna hump you sweetly / 
I'm gonna ball you discreetly".

Tenacious D er langtfra nogen musikalsk åbenbaring, men det er svært at undgå at blive i godt humør i spradebassernes, og deres fans' selskab.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA