x
Of Monsters And Men: VoxHall, Aarhus

Of Monsters And Men, VoxHall, Aarhus

Of Monsters And Men: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Den første gang i Aarhus for de unge stjerneskud i det islandske monster-band blev noget i krydsningen mellem festligt og ensformigt. Jeg er helt klart med på, at folk-popperne har rigtig meget guf i posen, og deres debutalbum "My Head Is An Animal" har fræset flittigt ud gennem denne anmelders anlæg – og det vil den også blive ved med efter, at jeg har oplevet dem i levende live. Når man som Of Monsters And Men spillede på Roskilde Festival for ikke mere end to måneder siden og alligevel kan sælge VoxHall ud en tirsdag sidst i sommerferien, så er det fordi, man har noget at komme med.

Den kun 70 minutter lange islandske folkedans åbnede med et herligt brag. Scenen var smukt badet i blå lys, og som i flere af de senere indslag åbnede den yndige forsanger Nanna Bryndis Hilmarsdóttir på sin akustiske guitar, hvorefter alle andre seks medlemmer stemte ind med hver deres instrument. "Dirty Paws" satte fra start ild til stedet, hvor publikum i store dele af salen også virkede ualmindeligt tændte på islændernes besøg.

For meget af det samme
Som jeg ser det, er en af ting, der trækker islænderne ned, den enorme ensformighed i repertoiret. Efter den feststemte åbning satte Of Monsters And Men gang i "From Finner", der et eller andet lød ligesom "Dirty Paws". Selvfølgelig ikke helt, men skabelonen med en akustisk start og så fuld knald på gik igen lidt for mange gange i løbet af aftenen. Bandet har også nogle lidt mere stille og smukke sange, som fik vi serveret, men tre-fire indslag i streg med fuld pedal var lige i overkanten.

Efter de første tre sange kom frontkvindens mandlige makker Ragnar Þórhallsson også på banen og indgik i resten af aftenens sange. Ikke at han først nu kom på scenen, forstås. Indtil videre havde han bidraget med sin akustiske guitar, men det var dejligt, at han også begyndte at synge. For det gjorde han godt, og det gav et eller andet positivt til koncerten. Også fordi det var muligt at høre, hvad han sang. Nanna Bryndis Hilmarsdóttir blev til tider overdøvet af et storswingende band med klaverer, trompet, harmonika, guitarer, bas og trommer.

Nu skal det ikke lyde som om, at var en dårlig koncert. Det var det bestemt ikke. Tværtimod vil jeg sige. "Your Bones" med Ragnar Þórhallsson på leadvokal var præget på den helt rigtige måde af den ungdommelige energi, bandet lagde for dagen. Her brillerede også den meget smukke Ragnhildur Gunnarsdóttir på trompet, hvilket hun for øvrigt gjorde flere gange. Hendes medvirken gav noget ekstra – noget bigband-agtigt. Den efterfølgende smukke "Love Love Love" var bevis på, at det islandske ensemble sagtens kan noget andet end lave bulder og brag. Blot var det ærgerligt, at det aarhusianske publikum – som så mange gange før i andre sammenhænge – opfattede et stille indslag som en invitation til snak.

Nogle sange er bare gode
Et eksempel? Jeg kan faktisk give to. De kom sjovt nok lige efter hinanden og fik VoxHall til at eksplodere. "Lakehouse" med Nanna Bryndis Hilmarsdóttir på endnu mere utydelig vokal end før, var festlig, fordi der pludselig blev skudt sølvfarvet konfetti udover det dansende publikum. Problemet med vokalen gjorde ikke det store her, for fællessangen havde taget over. Ekstasen fortsatte forståeligt i det ultimative hit "Little Talks", hvor gryden var oppe og koge over. Så er det, jeg konstaterer: Når sangene swinger så ultimativt som de to førnævnte, når det hele er oppe og køre, så er det bare fordi, de kan et eller andet. Især "Little Talks", islændernes signatursang, er ganske enkelt bare en kongesang.

Disse to indslag var svære at komme efter, og afslutningen på det ordinære sæt med "Six Weeks" ramte ikke klimaks på samme måde. Vi fik to ekstranumre at gå hjem på, og de ramte heller ikke det store. Coveret af Yeah Yeah Yeahs' "Skeletons" eller den punktum-sættende "Yellow Light" var kun parenteser i en koncert, hvor fællessangen og dansen gjorde udslaget. Man følte sig hjemme med Of Monsters And Men som værter, hvor flere indslag var toppen af folk-poppen, men i det store og hele spillede ensformigheden for stor en rolle til, at det kunne blive rigtig stort.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA