x
Wovenhand og Christine Owman: Train, Aarhus

Wovenhand og Christine Owman, Train, Aarhus

Wovenhand og Christine Owman: Train, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Sommeren er snart forbi, hvis man kigger på kalenderen, og den var allerede ophørt på Train onsdag aften i tidsrummet 21-22.30. I stedet spredte sig vintermørke og kulde takket være Denver, Colorado-gruppen Wovenhand med den mildt sagt karismatiske sanger, guitarist og sangskriver David Eugene Edwards i forgrunden. Manden er noget så usædvanligt som en dybt kristen støjrocker, og selvom mange af hans sange priser Herrens herligheder – men også omhandler menneskenes synder – så lød det umiddelbart mere som helvedesprædikener, at dømme efter musikken.

Wovenhand begyndte ellers i sin tid som et mere folk- og countryorienteret sideprojekt for David Eugene Edwards, da han sang i bandet 16 Horsepower, men efter denne gruppes opløsning har Wovenhand gradvist antaget et mere rocket udtryk, der kulminerede på sidste års album "The Laughing Stalk". Et album, som dannede grundlag for en stor del af koncerten, hvilket betød tunge rocksange spillet af en trio bestående af Edwards på sang og guitar, bassisten og slagtøjsspilleren Gregory Garcia Jr. og trommeslageren og slagtøjsspilleren Ordy Garrison. Med masser af forvrænger og feedback på guitaren og hyppige hiv i vibratoarmen.

David Eugene Edwards' karakteristiske messende stemme var hele tiden i centrum, primært sunget gennem en klassisk, lettere forvrængende Shure-mikrofon, men af og til gennem en nyere mikrofonmodel uden forvrænger. Hans fyldige stemme, tydelige udtale og intense sangforedrag gav straks associationer til en vækkelsesprædikant, og dramaet blev ikke mindre af den spinkle, hat-med-fjerpryd-klædte mands gestikuleren, når han ikke lige spillede guitar. Han viftede med armene, satte hænderne for øjnene, rystede på hovedet og så på et tidspunkt ud til at forsøge at skubbe sit hoved på plads (!) – alt sammen uden at fortrække en mine.

Numrene udviklede sig ofte fra en afdæmpet intro med en talesyngende Edwards over semi-rockede passager til pompøse crescendoer med fræsende guitarer, piskende trommer og slagtøj og en manisk messende David Eugene Edwards. Hyppigt med sange på syv-otte minutter. I længden blev det en kende monotont, trods solide sange, og derfor var det en lise, da Edwards i midten af sættet i bogstaveligste forstand trak stikket og i stedet fandt sin banjola – en mellemting mellem en banjo og en mandolin – fra 1887 og fremførte de tre ældre og mere afdæmpede Wovenhand-numre "Sinking Hands", "Kingdom of Ice" og "Whistling Girl" foran et tilbageholdt band. Inden stærkstrømmen kom tilbage.

Tre gange undervejs sagde Edwards tak til pubikum – den første efter 65 minutter – og de to gange oven i købet på nogenlunde dansk, men det var alt. Mere ville også have brudt den fortættede stemning. David Eugene Edwards var ikke kommet for at plante smil og solskin, men for at sprede det kristne budskab med aggressiv rock og lidt folk og country. Om han fik omvendt nogle fortabte sjæle, skal jeg ikke kunne sige, men det forholdsvis talstærke publikum klappede pænt. Også jeg, der var nogenlunde godt tilfreds. Som performer er David Eugene Edwards svær at overgå, men musikken blev en anelse ensformig i det lange løb – men det er jo også kun Gud, der er fuldendt.

Opvarmning: Christine Owman ***

Inden Wovenhand fik vi en halv times opvarmning med den svensk-danske sangerinde, sangskriver og cellist Christine Owman. Hun stillede op med en trio bestående af guitar, bas og hende selv på sang, cello og laptop. Musikken var næsten lige så dyster som Wovenhand, med lange, langsomme sange med den dybe bas i en fremtrædende, melodiførende rolle, mens celloen klagede med, og guitaren også malede med den mørke pensel. Som modvægt til disse triste toner sang Christine Owman med en lys, smuk og engleagtig stemme, der desværre ikke var mikset højt nok i lydbilledet. Alt sammen tilsat smådansable beats fra laptoppen og stemningsfulde, sort-hvide filmklip på bagtæppet. Spændende var det – og ret gennemført. Sangene var dog ikke særlig melodiske og savnede lidt personlighed, men der er bestemt noget at arbejde videre med for Christine Owman.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA