Haxan Cloak : Strøm Festival, Cisternerne, København

Haxan Cloak , Strøm Festival, Cisternerne, København

Haxan Cloak : Strøm Festival, Cisternerne, København

Anmeldt af Christina Majcher | GAFFA

Et af de mærkeligste steder, der eksisterer i hele København, er de gamle vandcisterner dybt under jorden i Søndermarken. Det katakomb-lignende tidligere vandreservoir er smukt på den dystre og foruroligende måde. Og noget af det allervildeste dernede er de 75 sandstensfigurer fra midten af 1700-tallet, som står i bagerste søjlehal. Stille og livløst står de, og så virker de alligevel foruroligende livagtige. I hvert fald hvis man har set spændings- og gyserfilm nok til at vide, at den slags figurer, de bliver ofte levende og går amok på en med en dødsbringende stensabel, hvis man forstyrrer dem på det forkerte tidspunkt.



Og det er netop inde bagved de stenfigurer, inde i den bagerste del af Cisternerne, at en af de mest omtalte og eftertragtede koncerter under hele Strømfestivalen skal foregå. Nemlig onsdagens koncert med den Londonbaserede støj/drone-musiker The Haxan Cloak aka Bobby Krlic. Her snakker vi musik, der ryster så meget i skelettet, at ideen om, at den ville kunne vække en hær af 300 år gamle stenskulpturer, ikke er helt fjern. 

De 200 billetter til koncerten blev da også udsolgt hurtigere end en rotte kan pile ind i et sort hul. For enhver lyd- og musikentusiast med sans for samspil mellem lyd og omgivelser vil selvfølgelig savle over muligheden for at høre "hekseagtig dronemusik" mellem drypsten og fugtige stenvægge, langt nede under jorden i et rum, hvor der aldrig har været dagslys. 

Den slags sker ikke hver dag.



Koncerten får da også, hvad der må være en af de mørkeste og mest effektivt spændingsopbyggende introduktioner i københavnsk koncerthistorie.

 "Der er mørkt, koldt, vådt og farligt dernede!" lyder de advarende ord ud over Søndermarkens græsplæne, hvor 200 koncertgæster står i det begyndende tusmørke til briefing, før turen går ned under jorden til koncerten.

"Der er huller i gulvet. Det kan være svært at orientere sig. Og der er lang vej ud. Det er 120 meter den vej under jorden", fortsætter han og peger hen over græsset.

 "Der er mennesker i blå trøjer dernede, som er der for at hjælpe, men de kan være svære at se. Og så en medicinsk melding: Der er stroboskoplys dernede. Og der er meget af det."



Jep, det er i sandhed "deltagelse på eget ansvar", som der da også står trykt på programmet. Og således advaret (og frydefuldt gysende) rykker vi ned under jorden, hvor dagslyset og mobilsignalerne forsvinder, mens vi går gennem den sparsomt oplyste søjlegang mod salen i bunden. 
Og så opstår aftenens mest effektfulde og uforglemmelige gys. Det er svært at beskrive, hvor livagtige sådan nogle sandfigurer ser ud i en meget, meget svagt belyst søjlehal langt under jorden, når man sammen med 200 andre mennesker skal finde vej i mørket. Er det et menneske, der står ved siden af dig, eller en statue? Det giver et godt gys, når skikkelsen pludselig bevæger sig uventet! Og et næsten lige så godt gys, når det, man troede, var et menneske, bare bliver stående helt stille.



Med sådanne små frydefulde skrækbobler sitrende i kroppen shuffler 200 mennesker sig på plads i bunden af søjlehallen foran The Haxan Cloak, i silhuet under en hvælvet bue, flankeret af højtalere.



Og så: I gang. Høj lyd. Motorlignende, kværnende  lyd. Ledsaget af et stroboskoplys, der ondskabsfuldt blinker én gang i sekundet. Netop så langsomt, at det åbenbart er  svært for mig at håndtere. Hurtigt stroboskoplys, intet problem! Men én gang i sekundet, igen, igen, igen, igen, det er ondt. Det maser sig ind gennem pupillerne og ind i knoglerne. Insisterende. Jeg eksperimenterer lidt med at knibe øjnene sammen, men det er ikke nok. Jeg er nødt til at lukke dem.



Andre ting har min krop og mine sanser betydeligt lettere ved. Da den indledende støjhvirvel gennemstikkes af det første beat efter fem minutter, har jeg lyst til at give pokker i fugt, stenstatuer og at vi kun må være hernede i tre kvarter. Lysten til en technofest bobler i kroppen. Det er jo en perfekt location! Lad os lave et rave!

 To årtiers forkærlighed for de mørkere dele af den elektroniske musik fornægter sig ikke. Kan det blive dystert nok overhovedet? Faktisk ikke, åbenbart.

Beatet, der ledsages af blævrende strygere, forsvinder dog snart igen i en ny hvirvel af støj og klagende dissonanser, ligesom enhver struktur, der opstår i løbet af de enkelte numre resten af koncerten igennem, hurtigt opløses på ny. Øret hægter sig fast på enkeltelementer, mens hjernen koger billeder frem. Sorte sværme af insektvinger, toghjul mod stålsveller, heksehvæs. Tunge golemskridt i en mørk gang. Et raslende loft. Klagende suk mellem træstammer i mørke skove. Alt mast sammen i et intenst, højt, desorienterende og brutalt lydbillede, der maser sig ind i ørerne, rusker i brystkassen, dirrer i kinden.



Det er interessant at bemærke, hvad hjernen foretager sig imens, når man udsættes for så sammenmast et sansebombardement. Nogle gange trækker man sig ind i fantasien, bare lige et par sekunder væk. Andre gange hives man tilbage til kroppen, svajende, grebet af et beat, der rejser sig fra den mørke kakofonisuppe, eller suget ind i et nyt hvirvlende støj-crescendo.



Og det er ikke bare høresansen, der får sig en ordentlig en på sinkadusen. Små ujævnheder i gulvet får balancenerven til at slå kolbøtter i det desorienterende rum. Mærkelige hallucinationer opstår i det brutalt blitzende mørke: Skikklelser forsvinder og dukker op igen. Ansigter vender den forkerte vej. Pludselig ser jeg højtalertårnet vælte, bare lige i to sekunder.



Efter tre kvarter glider det sidste infernalske støjcrescendo over i et langsomt fade. Langsomt, langsomt, og så et enkelt "Thank you", fra Bobby Krlic. Begejstrede klapsalver. Og så tilbage op til jordoverfladen med en uforglemmeligt mørk sanseoplevelse mast ind i kroppen og hovedet.



Længere end 45 minutter kan ens system næppe klare. Men The Haxan Cloak måtte meget gerne komme tilbage til endnu en omgang under jorden, så 200 flere kunne få sig en tur i mørkemaskinen. En mere perfekt location til hans musik findes næppe.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA