x
Julianna Barwick: Nepenthe

Julianna Barwick
Nepenthe

Julianna Barwick: Nepenthe

GAFFA

Album / Dead Oceans
Udgivelse D. 19.08.2013
Anmeldt af
Pelle Sonne Lohmann

Julianna Barwick har haft et godt øje til Island, siden hun i 2002 blev blæst omkuld af en Sigur Rós-koncert. Det må derfor have været en drøm af dimensioner, der gik i opfyldelse, da den på Island bosatte amerikaner Alex Somers (kendt fra Jónsi & Alex) opfordrede hende til at komme til Reykjavik og indspille sit nye album dér.

Barwick greb chancen og lod sig forføre af de mægtige muligheder i det islandske – både et lokalt kor, guitaristen fra Múm og ikke mindst stryger-ensemblet Amiina medvirker således på Nepenthe, der dermed er en væsentligt mere mangefacetteret størrelse end Barwicks tidligere bedrifter, som næsten udelukkende har budt på kvindens stemme.

Stemmen er dog stadig i centrum, og det er godt, for Barwick synger vidunderligt og voldsomt dragende som få, og hun har virkelig fået perfektioneret sin tilgang til stoffet – hun maler de flotteste og mest betagende ambiente lydlandskaber med sin loopede lag på lag-vokal. Særligt strygerne står smukt til stemmens vidt forgrenede format, og Nepenthe må anbefales på det varmeste.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA