x
Leonard Cohen: Kongens Have, Odense

Leonard Cohen, Kongens Have, Odense

Leonard Cohen: Kongens Have, Odense

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Lige siden Leonard Cohen kom tilbage til turnélivet i 2008 efter en pause på 15 år, er det hver gang blevet konstateret, at nu var det i hvert fald sidste gang, at han havde sat sine fødder på dansk jord – og vi er efterfølgende blevet glædeligt overraskede ved annonceringen af genbesøg efter genbesøg. Mesteren har været en usædvanligt flittig gæst, og i aftes stod Odense så på hans og bandets omfattende turnéplan. Foråret blev brugt i USA, sommeren i Europa, og i den sidste del af 2013 besøger canadieren så Australien og New Zealand.

Mere end 11.000 publikummer havde indløst den halvdyre billet til en aften i selskab med en af musikkens allerstørste – og lad mig sige det med det samme. Det blev en stor, stor aften. Lyden til en Leonard Cohen-koncert er alt andet end høj, og jeg havde frygtet, at det ville ende i en omgang publikums-sniksnak, som det alt for ofte gør til koncerter herhjemme. Her blev jeg heldigvis meget glædeligt overrasket, og Cohen blev vist den respekt, han om nogen fortjener.

Seancen endte med at blive en maraton-koncert og startede forventeligt med "Dance Me To The End Of Love". Det virkede til, at lederen og bandet lige skulle spilles i gang, og inden "The Future" fortalte Cohen, at han ikke vidste, hvornår et gensyn kunne blive muligt, og derfor ville han og bandet give alt, hvad de havde. Selvfølgelig er det ord, han siger hver aften, men alligevel var det umuligt ikke at mærke, at der simpelthen blev givet alt. Rigtigt kørende blev vi med en underskøn "Bird On The Wire", hvor Cohen var helt nede på knæ og forstærkede de sidste linjer "I have tried in my way to be free" til publikums store jubel. Her viste den ellers lidt anonyme Mitch Watkins første gang sig med sin stille underlæggende elektriske guitar.

Uhyggeligt velspillende
Selvfølgelig er det Leonard Cohen, der er stjernen. Ej forglemme skal man dog hans voldsomt kompetente band, og dem fik vi heldigvis lov til at høre skinne hver for sig i vid udstrækning. Nogle gange kan det være frygteligt at være til koncert med mange forskellige instrumenter, hvis lyden ikke er god. Det skal jeg heldigvis hilse og sige, at den var i Kongens Have, hvor man kunne høre de forskellige klange og nuancer i musikken.

Et stort højdepunkt i første afdeling, der varede lidt over en times tid, var en nærmest forbryderisk smuk "Who By Fire", indledt med en ikke af denne verden-solo af Javier Mas på sin spanske 12-strengede guitar. Sidste år i januar kom Cohens seneste studiealbum "Old Ideas", og heldigvis var sætlisten repræsenteret af fire skæringer fra dette udspil. Således fik vi blandt andet den magisk salme-lignende "Come Healing", hvor de lidt mere end almindeligt henrivende Webb Sisters gik ind i et sang-samspil med mesteren, der fremkaldte gåsehud. Første sæt blev afsluttet med "Lover Lover Lover", hvor Cohen i kølvandet præsenterede bandmedlemmerne med en omfangsrig præsentation. Meget fornemt og meget sigende om canadieren. Der er respekt for alle parter, og selv lydmændene blev nævnt.

Mester i mørket og sikre valg
Efter en kort pause blev andet sæt skudt i gang. Et sæt, der kom til at vare mere end to timer. Her åbnede Cohen med at vise sine evner på keyboard i en herligt humoristisk "Tower Of Song". "I was born like this/I had no choice/I was born with the gift of a golden voice" sang han og modtog øredøvende jubel. Andet sæt åbnede ret skrabet med en ikke fuld besætning på scenen. Det var stærkt at opleve "Suzanne" med Cohen på guitar, kun flankeret af kor og violinisten Alexandru Bublitchi, der spillede en stor rolle hele aftenen. Mørket var her begyndt at falde på, og mesteren trak den store "Chelsea Hotel #2" op med ham selv hivende hårdt i guitarstrengene. Wow.

Korsektionen består af de allerede nævnte Webb Sisters, Charlie og Hattie, og ikke mindst den vanvittigt velsyngende Sharon Robinson, som gav os "Alexandra Leaving", hvor man kunne høre en knappenål falde til jorden. Selvfølgelig skulle vi også have "Hallelujah", "So Long, Marianne" og ikke mindst en legesyg "I'm Your Man". Det er det sikre, der spilles på, og der tages ingen chancer. Siden comebacket i 2008 har Cohen spillet stort set det samme aften efter aften, og naturligvis kan alle klassikerne tåle endnu et genhør, men det kunne være spændende at høre nogle andre af mandens utallige gode sange.

Kavalkaden af ekstranumre var imponerende. "First We Take Manhattan" tog fællessangen videre, men en seriøs nerve ramte Cohen først med den efterfølgende "Famous Blue Raincoat". Ganske enkelt en af verdens bedste sange. The Webb Sisters overtog styringen på en fængslende udgave af "If It Be Your Will", hvor de samtidig spillede akustisk guitar og harpe. "Closing Time" troede jeg satte punktummet, men Cohen ville det anderledes og fulgte op med "I Tried To Leave You", som endnu engang viste, hvor skabet skulle stå. Her fik hvert bandmedlem også mulighed for at brillere med en lille solo.

Drifters-coveret "Save The Last Dance For Me" var hverken fugl eller fisk, og den efterfølgende "Heart With No Companion" virkede også lidt malplaceret i ekstranumrene, hvor Cohen var blevet klappet ind flere gange. Til gengæld fik vi den utrolige "Anthem" med endnu en omgang bandpræsentationer som afslutning på en koncert, som varede over tre timer og for det meste var uovertruffen, men også havde sine få døde punkter. Derfor ender vi på et gigantisk stort femtal, men det var langt hen ad vejen en uforglemmelig aften midt i Odense.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA