x
Polica: Lille Vega, København

Polica, Lille Vega, København

Polica: Lille Vega, København

Anmeldt af Gudrun Hagen | GAFFA

Arkivfoto

Den danske duo Kill J var yderst velvalgte som opvarmning. Deres storladne, sfærisk drømmende 80'er-inspirerede beats og forsangerens Jenny Hval-vilde vokal komplementerede stemningen omkring Polica forbilledligt. Trods deres kun fire sange blev de så absolut et band, man noterede sig. Der kunne oplagt komme meget mere interessant fra den kant. Så er det sagt.

Hypet hovednavn

På slaget 22.00 gik Polica på scenen. Der er tale om electro-r'n'b-goth-pop eller indie-synth/pop, om man vil. Kært barn har mange navne, og Polica er ikke sådan lige at sætte i bås med deres kontrastfyldte udtryk, som effektivt flirter med både det mere eksperimenterende og den glade mainstream electropop.

De to trommeslagere og bassisten, der sammen med forsanger Channy Leaneagh udgør den amerikanske kvartet, har formået at skabe en del hype omkring sig selv. Ikke mindst på grund af samarbejdet med producer Ryan Olson og Bon Iver-frontmand Justin Vernon, der overstrømmende har kaldt Polica for "The best band I've ever heard".

Selvom albummet "Give You the Ghost" fra 2012 – indtil "Shulamith" udkommer til efteråret – er deres eneste, er det følgeligt med høje forventninger, at undertegnede spidser ører denne aften. Og det kræves. Især i starten er der så meget overstyring og rumklang, at det er umådelig svært at høre, hvad Channy Leaneagh synger, og mange af numrene får af samme grund et temmelig ens præg i denne lydkulisse.

Kontrastfyldt udtryk

Det er synd, men det er på ingen måde nok til at ødelægge disse kavalkader af elektroniske effekter, der så mesterligt mikses med live instrumentering og en vokal, der er helt i særklasse. Uden problemer, men med en del pedaler, hamler Leaneagh op med hele to trommesæt og særdeles groovy basgange. Hendes stemme bliver et instrument i sig selv – svævende over vandene, blød og omfavnende for så pludselig at skifte over i det forvrængede, dramatisk skingre og hidsigt insisterende.

På samme måde forlenes det gentagende, trance-messende – næsten mekaniske – med det organiske, poppede, inkluderende og forførende. En blanding, der får tankerne hen på et band som Lamb, der sammenligneligt mikser en overlegen, kraftfuld vokal med hurtige beats og et væld af samples.

Den legende, funky "Dark Star" leveres veloplagt upbeat med fine vink til reggaegenren. Bassisten Chris Bierdans krop shaker og groover helt uafhængigt at den basgang, han afslappet, kompetent spiller, og efterhånden får de intense trommer larmende lov at overtage styringen. Det er en bragende udvikling, der går rent hjem. Ligeledes begynder singlen "Tiff", indspillet med føromtalte Bon Iver-frontmand, som et magisk, langstrakt lydbillede på et lag af beats, bas og blød vokal, men stemningen ændres dramatisk, og især vokalen viser tænder mod slut.

Aggressivt percussion-drive

Coveret af Keith Sweats sleazy "Nobody" fik også smilet frem. Her blev der for alvor sat streg under bandets r'n'b-forkærlighed, og der følges godt op med den spritnye single "Chain My Name", som bliver i det melodiøse, festlige hjørne.

Helt gennemgående er det, som virkelig løfter udtrykket denne aften dog, at hele rytmesektionen er live. Ben Ivascu og Drew Christopherson sidder bagerst, indhyllet i røg ved hver deres kæmpe trommesæt med front mod hinanden. Grundrytmerne får ofte tricky kantslag med på vejen, og der gås hverken ad vejen for trommehvirvler eller Sepultura-hurtigt tempo, når de to battler og sætter trumf og intenst drive på de drømmende stemninger.

Det – sammen med Leaneaghs vokal – sidder i kroppen længe efter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA