x
The B-52s: Amager Bio, København

The B-52s, Amager Bio, København

The B-52s: Amager Bio, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var med enorme forventninger, at jeg troppede op til koncerten med The B-52s. Forventninger, som kun delvist blev indfriet. Men de var altså også skyhøje.

Spoler tilbage til startfirserne. Havde et kassettebånd, som konstant blev vendt. Her var de to album, Wild Planet og Mesopotamia. Ligesom de tidligere album også blev hørt, hver gang man skulle have partymusik med en edge af punk. Det var dengang, noget af det fedeste musik i Europa var ude på Island-plademærket, og direktør Chris Blackwell selv producerede i palmeidyl i sit Compass Point-studie på Bahamaøerne. Her var nogle af de fede kunstnere Roxy Music, Tom Tom Club, Grace Jones og altså The B-52s.

Hvor sidstnævnte totalt stak ud med den punkede surfguitar opfundet af Ricky Wilson - med stærke hints til bands som The Ventures - der i lighed med frontmanden Fred Schneider havde en tidstypisk måde at køre et meget bøsset sceneshow af, komplet med sangerinderne Kate Pierson og Wilsons søster, Cindy Wilson, som i de dage havde franskbrødshår, var som taget ud af en John Waters-film.

Ricky Wilson forlod denne verden tidligt, men satte for evigt sit præg som guitarist med specielle stemninger på sin Mosrite-guitar, og han ville indtage den ærefulde plads sammen med min absolutte New York-guitargud, Tom Verlaine, da denne indspillede det fede track, Breaking In My Heart. Ak, ja, det var tider!

Men nu var det Amager Bio, og opvarmningsbandet var en bleg udgave af The Tremolo Beer Gut. Hvorefter de virkelige stjerner gik på med udødelige hits som Planet Claire og min gamle yndlingssang, Mesopotamia. Her var lyden ikke helt oppe endnu, faktisk var det først til sidst, at bandet skruede op for alle de fede kvaliteter, selv om jeg vil påstå, at den nye guitarist ikke helt havde Wilsons stil. Selv om han hen ad vejen fik spillet noget af den fede punkguitar, som minder så meget om bands som Dead Kennedys.

Det var en af de koncerter, hvor der var rigtigt mange af os, der havde været vidner til mange store øjeblikke over de sidste over 30 år. Et fællesskab af folk, som kunne tale med om koncerter med bands som Tuxedomoon, The Residents og mange, mange andre. Og rigtigt mange smilede bredere og bredere, som koncerten skred frem, for The B-52s besidder bare en helt speciel og unik formel. De er så fede, når de spiller den ramponerede doowop-punkmusik, hvor de klassiske kald/svar-trip mellem sanger Fred Schneider staccatokommentarer og de to kvinder, der synger sammen på den typiske drevne, thrashede og skæve vis, hvor Piersons vokal hele tiden ligger i bunden og er så markant.

Men det var altså først til sidst, at vi for alvor fik skruet op for festen, hvor Love Shack i den grad satte streg under, at alle kvaliteter hos et unikt band fortsat var til stede, når de ville levere. Ligesom de to ekstranumre, hvoraf den klassiske single, Rock Lobster, sluttede det hele af, var af meget høj kvalitet.

Et meget specielt dyk ned i en verden af i går. Med en lyd og en tilgang, som det var en lise igen at være midt i. Men også med relativ tomgang i midten af koncerten, specielt på de numre, hvor Fred Schneider forlod scenen og  Cindy Wilson viste, at stemmen stadig har det fint, men også fik festen til lidt at ryge på standby.

Punksionisterne kan endnu. De rykker som få, når de gider og viste glimt af velgørende originalitet.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA