John Cale med flere: Uofficiel festugeåbning, Rådhushallen, Århus

John Cale med flere, Uofficiel festugeåbning, Rådhushallen, Århus

John Cale med flere: Uofficiel festugeåbning, Rådhushallen, Århus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Som enhver anden by af en vis størrelse har Aarhus sine ufravigelige traditioner. Og lige så sikkert, som højreekstremisterne har deres stamværtshus oppe i Jægergårdsgade, at byen er overrendt af fulde børn fra oplandet på en fredag aften, og at man skal holde sig langt væk fra Stadion Allé efter en fodboldkamp - ja, lige så sikkert er det, at den traditionsrige Aarhus Festuge indledes af den såkaldte "uofficielle åbning" i Rådhushallen dagen, før festen skydes formelt i gang fredag.

I år imponerer arrangørerne ved at præsentere ikke blot The Velvet Underground-legenden John Cale, men oven i købet en nyopførelse af hans kuldslåede 1982-værk "Music for A New Society", særligt sat op til lejligheden. Inden vi kommer så vidt i aften skal vi dog igennem et trefoldigt opvarmningsprogram, som trods tilbagevendende lydproblemer byder på flere gode stunder. 
 
Beth Orton; The Desoto Caucus med Jim White og KT Tunstall ****
 
Britiske Beth Orton - som var tæt på at blive rigtig stor for et årti siden - lægger ydmygt ud; overbeviser med den ifølge hende selv ikke tidligere offentligt spillede sang "Last Leaves of Autumn" (fra det seneste album "Sugaring Season") om at være "Ready for a first time feeling", inden arven fra 70'ernes folk-scene og navne som Nick Drake og Melanie Safka demonstreres i en lille håndfuld pluk fra bagkataloget. "Jeg er sikker på, at John Cale vil bifalde det, jeg laver i aften," bemærker hun humoristisk med henvisning til hovedpersonens avantgardistiske ekskurser, da en mislyd på et tidspunkt truer med at overdøve hendes følsomme fingerspil.
 
Så er hun allerede færdig, og scenen overlades til festugens husorkester The Desoto Caucus og den amerikanske sangskriver Jim White. Nu fortættes stemningen, og det er ikke kun fordi mørket er faldet på ude på den anden side af de store panoramaruder; nej, bandet lever igen op til deres gode ry og klæder i den grad Whites minisæt, der indledes med det Tom Waits-inficerede americana-stykke "Jesus Drove a Motor Home" og rummer flere fine oneliners - om at være fortabt eller bare faret vild i Mississippi og om at "those smalltown clowns will drag you down / can't leave the past behind".
 
Sidstnævnte i den fine "Jailbird," hvor Palle Hjorth bag tangenterne og resten af bandet får lov at brillere, inden scenen gøres klar til aftenens tredje opvarmningsnavn. Skotske KT Tunstall får selskab af en Brian Lopez fra Tuscon, Arizona, men det er ikke kun de genstridige lydproblemer, som forhindrer hendes energiske pop/rock i at lette: Materialet er ganske enkelt ikke mere end middelinteressant, selvom finalen med "Hallowed Ground" er ganske festlig.
 
John Cale *****
 
Og så er det tid. Iført mørkt jakkesæt, kondisko og løsthængende slips entrer 71-årige John Cale scenen, som er dækket af et hullet, hvidt fortæppe under hele første nummer - emblematisk for den arktiske metaforik, som skal vise sig central i aften. Cale er flankeret af såvel egne musikere som lokale strygere og korsangere, og fra starten står det klart, hvad Cale mente, da han for nogle dage siden fortalte undertegnede om, hvordan sangene fra det 31 år gamle album "har ændret personlighed... de har de samme problemer, samme understregninger og nuancer - men nogle af dem er blevet til andre dyr".
 
Først og fremmest mindre indadvendte dyr, kan man tilføje. Men selvom materialet måske nok fremstår en kende mindre utilnærmeligt end i sin originale form, er det ikke et kunstnerisk kompromis, vi bevidner i aften - det er et værks genfødsel, og det gør stadig ondt. Flere indslag - navnlig "Santies" og afslutningsnummeret "In the Library of Force" - er stadig knap nok sange, snarere tilfrosne lydlandskaber, hvor en eksistentiel permafrost lægger sig om de fremmedgjorte fraser om "a stronger world to die in in", om at sætte ild i alting, inklusive luften.
 
"Close Watch" og "Broken Bird" kryber umærkeligt ind under huden, inden en tavs Cale for første gang i aften forlader tangenterne og griber en hvid Stratocaster for at fremføre albummets eneste tilnærmelsesvise "ørehænger". "Chinese Envoy" står stærkt og smukt i sine nye gevandter, drives frem af Cales eget solide band, mens de til lejligheden tilføjede lokale islæt for længst har demonstreret berettigelsen af deres tilstedeværelse i det højloftede lokale. "Changes Made" - originalalbummets eneste egentlige bandsang - lyder i aften som noget, der kunne være løftet fra monstrøst mesterlige "Sabotage Live" (1979).
 
Forbandede liv
 
Og så alligevel ikke, for Cale gentager sjældent sig selv - og således heller ikke i aften i Aarhus, her et halvt århundrede inde i karrieren. "Damn Life" kulminerer i Cales karakteristiske primalskrig, inden "Library of Force" intoneres med linierne om at "vi dræber i verden". Som sagt knap nok en melodi - og så alligevel på sælsom vis så meget mere inciterende end hovedparten af de sange, der kommer til verden derude, hvilket som bekendt ikke er så få. Da albummet er spillet til ende tøver publikum et øjeblik, inden bifaldet bryder løs. For er det her overhovedet noget, man klapper af?
 
Absolut. Men det er på den anden side heller ikke tilfældigt, at salig Dan Turèll engang i midten af halvfjerdserne valgte at kalde en (glimrende) artikel om Cale for "Ikke typen der elsker." For udover at henvise til den konkrete sang "Not the Loving KInd" berører Turèll her noget ganske centralt ved ikke mindst den ældre del af Cales værk:
 
Der er en grundtone af dyb og inderlig ensomhed og eksistentiel smerte - fremmedgørelse, om man vil - som i en vis forstand kan siges at kulminere i netop det musikalske smertensbarn, Cale præsenterer for det heldige publikum i aften.  
 
Efterladt på arktis
 
"Som én, der er blevet efterladt alene på en arktisk base", sagde Cale om albummet til undertegnede forleden, og man forstår så udmærket, hvad han mener, mens de kuldslåede lydlandskaber foldes ud i aften. Det er en vital veteran, en overlever, der synger for os. Men dæmonerne lever videre i sangene - og det i en grad, så man kunne fristes til at sige, at det gør ondt ind helt ind i sjælen. Hvis ikke det var fordi, netop selve sjælen synes frosset til hos afsenderen af disse soniske breve. 
 
"Music for a New Society" bløder sømløst over i en håndfuld udpluk fra det øvrige bagkatalog - herunder "Riverbank" (med sine "cold people getting colder"), den helt nye "All Summer Long" og endelig en ekstensivt udfoldet, hypnotisk "Ship of Fools." Ingen hitparade her - ikke så meget fordi, Cale strengt taget har få eller ingen deciderede "hits," men fordi der tydeligvis tænkes i kunstnerisk konsistens, i helheden.
 
Nej, festligt er det på ingen måde i aften. Og alligevel kunne man - paradoksalt nok - ikke have bedt om en stærkere åbning af den traditionsrige, jyske kulturuge. Exceptionelt, ganske enkelt.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA