x
Amadou & Mariam: Images, Utopia Stage, Dronning Louises Bro, København

Amadou & Mariam, Images, Utopia Stage, Dronning Louises Bro, København

Amadou & Mariam: Images, Utopia Stage, Dronning Louises Bro, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Amadou & Mariam er historien om et mirakel. Reelt om et par mirakler. Og om en helvedes masse hårdt arbejde. Begge kendte til synet og mistede det. Og begge var så stålsatte på at få den store karriere, at intet kunne stoppe dem, trods begrænset talent indenfor den klassiske jelisang, som bare har højeste prioritet hjemme i Mali.

Undertegnede har fulgt dem i 15 år. Her lagde de charmerende ud med en kvartet, hvor bassisten Laurent Griffon var fast makker i mange år, samt et udtryk der rumede en egen kantet bluesrocklyd. Det var, som kunne de gå i to retninger, og den anden var en sjælden evne til at få den helt enkle kærlighed, som i andre sammenhænge ville være direkte plat, til at komme til udtryk i de tos munde og måden de ville røre hinanden på scenen. Samtidig med at de ville spille de mest enkle sange, der ofte bestod af klassisk kald/svar-dynamik og simple forløb, hvor man strengt taget kunne klare sig fint med to greb.

Nu var de hovednavn på Images (images.dk), om hvem det skal siges, at de gode planlæggere lidt sidder i en programmæssig kattepine. Det havde været nemt nok, hvis man bare skulle fyre et par gratis koncerter af på lokaliteter som Dronning Louises Bro over Søerne i København på en fredag nat omkring den 1. i måneden. Men man skal også turnere med konceptet så århusianere og ålborgensere også får glæde af koncerterne. Og verdensmusik har ualmindeligt dårlige vækstbetingelser uden for hovedstaden. Så derfor hyrer man gamle travere som Amadou & Mariam, som sidste år var nået så langt op ad stigen, at de debutterede på Roskilde Festivals Orange scene.

Koncerten forløb langt fra som planlagt. Jeg var ret vild med det gamle setup, hvor Griffons plekterbas spillede op til Amadous kantede bluesguitar, men desværre havde man hyret en særdeles dominerende bassist, der kunne alt fra reggae til jazzet ekvibrilisme, ligesom vokalerne blev mikset, så de to kordamer som regel overdøvede Amadou & Mariam. Det fik lydmanden aldrig hold på. Desuden var der enorm forskel på lyden alt efter, hvor man stod på pladsen.

Dertil kom, at Amadou Bagayokos guitar var mudret, frem for den kantede blueslyd, vi er vant til. Og endelig havde den altid charmerende Mariam Doumbia en af de dage, hvor vokalen kun lige kunne følge med.

Vi fik en række af hittene, fra uopslidelige Coulibali til Sabali, som var gaven fra Damon Albarn for nogle år siden. En slags pendant til duetten 7 Seconds med Youssou N'Dour og Neneh Cherry. Og det feststemte publikum dansede som gale, som koncerten blev mere og mere intens.

Det kunne altså have været ret godt, som det også plejer at være, men den elendige lyd ødelagde meget. Og trods en professionelt gennemført koncert blev det aldrig rigtigt godt. Som det eksempelvis er blevet det i studiet over de sidste par plader.

Så en okay koncert, men heller ikke mere. Må lydmanden finde de vises sten en anden god gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA