x
Cold Specks, Anna Järvinen og Beth Orton: Tegn På Trio, Atlas, Aarhus

Cold Specks, Anna Järvinen og Beth Orton, Tegn På Trio, Atlas, Aarhus

Cold Specks, Anna Järvinen og Beth Orton: Tegn På Trio, Atlas, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Aarhus Festuge har i de senere år stået for en række spændende musikalske samarbejder, sammensat til lejligheden. Således også i år med blandt andet projektet Tegn På Trio, hvor tre meget dygtige musikere: den argentinske pianist Diego Schissi, den amerikanske bassist Tony Garnier – siden 1989 medlem af selveste Bob Dylans band – og den svenske guitarist med mere Gustaf Ljunggren i tre dage er backing for i alt ni forskellige solister til siddende koncerter på Atlas.

Tegn På Trio havde premiere lørdag aften, hvor bandet spillede sammen med den canadiske sangerinde og sangskriver Al Spx – kendt som frontfigur i/alias for projektet Cold Specks – den svenske ditto Anna Järvinen og den engelske singer-songwriter Beth Orton.

Al Spx *****

Trioen åbnede aftenen med et jazzet instrumentalnummer, inden Al Spx gik på scenen som første kunstner. Den 24-årige sangerinde optrådte også sidste år på Atlas, hvor hun imponerende med sin dybe, stærke og sjælfulde stemme, og succesen blev gentaget denne aften. Det er en gåde, hvor den lavstammede og forholdsvis spinkle kvinde henter sin voldsomme vokale kraft fra, men det var en fornøjelse at høre og se hende folde sig ud – også selvom man godt kunne blive ramt af spyt på de første rækker.

Heldigvis brølede hun ikke igennem hele tiden, men kunne også synge mere tilbageholdt og antydende, når stemningen i sangene krævede det. Hendes tekstudtale var desuden meget klar, så man let kunne følge med i de både smukke og smertefulde sange. Det hele var tilsat hendes fine, diskrete fingerspil på den elektriske guitar.

De fremragende musikere spillede fortrinligt sammen med Al Spx, også selvom de ifølge hende først var mødtes og var begyndt at øve dagen før. Sangene var primært hentet fra Cold Specks fornemme debutalbum fra sidste år, "I Predict A Graceful Expulsion", hvor de melankolske, soul-, og gospelinspirerede sange denne aften fik et småjazzet skær takket være Diego Schissis spil på klaveret og Tony Garniers kontrabas. Gustaf Ljunggren skiftede mellem mando-guitar – altså en blanding af en mandolin og en guitar – og basklarinet, og især basklarinettens dybe toner gik smukt op i en højere, eller rettere dybere enhed med Al Spx' mørke stemme fra sjælens dybe brønd.

Det siddende publikum var heldigvis eksemplarisk stille under sangene, men klappede begejstret efter hvert nummer. Efter knap 40 minutter sluttede Al Spx helt a cappella og væk fra mikrofonen med traditional'en "Goodbye Old Step Stone" og modtog endnu en langvarig og fortjent klapsalve. Hun er simpelthen et talent i særklasse – og bliver forhåbentlig meget større, end hun er nu.

 

Anna Järvinen *****

Oven på Al Spx' sange, der er inspireret af de amerikanske sydstaters soul- og gospelmusik, skulle vi en tur op til de lyse skandinaviske nætter med den svensk-finske sangerinde og sangskriver Anna Järvinen. Järvinen har en fortid som sanger i den hedengangne gruppe Granada og har desuden udgivet tre soloalbum – og var i øvrigt med i en af de indledende runder i det svenske melodi grand prix i år, dog (ganske ufortjent) uden at gå videre til finalen.

Anna Järvinens stemme er nærmest antitesen til Al Spx' dybe røst. Den er meget lys og sfærisk, men lige så ren og smuk, og selvom Järvinens sange også har et vemodigt anstrøg over sig, får de gennem vokalen et uskyldsrent, næsten barnligt skær. Anna Järvinen fortalte ganske vist, at de mindede lidt om kunstmuseet Aros – med helvede i bunden og himlen på toppen – men mørket havde lidt svært ved trænge igennem i hendes sæt på Atlas. Men ja, det var der da, i de mange mol-akkorder og i de svenske tekster, hvis man ellers kunne forstå dem.

I Järvinens sæt spillede Gustaf Ljunggren ofte mando-guitar, og instrumentets lyse, ringlende toner flettede sig smukt ind og ud af Järvinens stemme, som to sommerfugle i leg over svenske enge. Af og til tilsat fint, om end ikke ligefrem virtuost mundharpespil fra Anna Järvinen. En helt igennem skøn seance på knap 40 minutter, og så kunne man let se igennem fingre med, at Järvinen flere gange skulle have hjælp til at huske sætlisten. Anna Järvinen fortjener også et langt større publikum herhjemme.

 

Beth Orton *****

Efter pausen var det tid til Beth Orton, der havde fået et helt sæt på cirka 75 minutter –viste det sig – at boltre sig i og dermed havde karakter af hovednavn. Orton har da også den længste karriere bag sig – hun solodebuterede tilbage i 1996, men har dog kun udgivet fem album, det seneste sidste år, og holdt nogle lange pauser, blandt andet grundet børn. Tilbage i 2002 gik hendes tredje album, "Daybreaker", nummer otte på den engelske hitliste, men siden er hun forsvundet lidt fra søgelyset og har ikke spillet i Danmark i mere end 10 år. Ikke før hun i torsdags spillede til Aarhus Festuges uofficielle åbning i Rådhushallen.

Beth Orton lagde ud med "Galaxy of Emptiness" alene med Tony Garnier på kontrabas. Sangen er oprindeligt et af Ortons mere elektroniske numre fra de unge år af hendes karriere, men fik et helt andet udtryk i aftenens lavmælte og intense udgave. "Could you please knock me off my feet for a while?" sang Orton, og det var lige, hvad hun selv gjorde ved publikum med sin smukke, smertende, let hæse og diskret vibratobelagte stemme, der nærmest var en syntese af Al Spx' sjæledybde og Anna Järvinens nordiske sommerbrise.

Det høje niveau fortsatte, da de øvrige musikere kom på scenen og fortsatte med et udvalg af Ortons både ældre og nyere sange, nu med hende selv på elegant fingerspillet guitar. Orton har fået undervisning af den nu afdøde skotske folk-sanger, -sangskriver og virtuose guitarist Bert Jansch, og inspirationen fra ham var på mange måder tydelig. Nu spillede Gustaf Ljunggren ofte lap-steel-guitar, og dette instruments lange, klagende toner var atter et perfekt match til Ortons længselsfulde vokal.

I sangen "Last Leaves of Autumn" var Beth Orton alene ved flygelet, og selvom hun ikke var virtuos som Diego Schissi, gjorde hun det udmærket. I "Stolen Car" viste musikerne, at de trods alt kun var mennesker gennem et noget improviseret mellemstykke, men ellers blev også denne lidt mere neddæmpede version af et af Ortons mere tempofyldte sange leveret glimrende.

Efter en god time sagde Beth Orton tak for i aften, men blev fortjent klappet ind til et ekstranummer. Herefter kunne det konstateres, at idéen med Tegn På Trio fungerede fortrinligt. Tre meget dygtige musikere og tre stærke, vidt forskellige sangere og sangskrivere i front. Det hele gik op i en højere enhed i de intime rammer på Atlas, og derfor kan det varmt anbefales at se de to andre Tegn På Trio-koncerter, henholdsvis mandag den 2. september med Al Spx, Jim White og Ariadna Prime og onsdag den 4. september med Eddi Reader, Povl Dissing og Sofia Karlsson. Vi ses!

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA