x
Harry Nilsson: The Complete RCA Album Collection

Harry Nilsson
The Complete RCA Album Collection

Harry Nilsson: The Complete RCA Album Collection

GAFFA

Box / Sony Music
Udgivelse D. 30.07.2013
Anmeldt af
Lars Löbner Jeppesen

Amerikanske Harry Nilsson var mange ting og mange af dem modstridende. En gudbenådet sangskriver, der dog er bedst kendt for coverversionerne af Everybody's Talkin' og Without You. Indehaveren af en stemme som en engel og en livsstil som det stik modsatte. Ekstremt ambitiøs under pladeindspilningerne, men aldeles uinteresseret i den efterfølgende promovering såsom at spille koncerter. Og så var han egenrådig i sådan en grad, at hans pladeselskab må have rendt rundt med grå hår en masse. I bakspejlet priser de sig nu nok lykkelige for, at de fik lov til at udsende en sand guldgrube i den amerikanske sangskat.

Det står i hvert fald klart, når man sidder med det nye bokssæt The Complete RCA Album Collection i hånden, for magen til vidtfavnende og omfattende musikalsk livsværk skal man lede længe efter. For Nilsson var et så arbejdsomt gemyt, at der netop skal en hel boks til at dække de ti år, han var tilknyttet pladeselskabet RCA. For fra 1967 til 1977 nåede Nilsson at udsende 14 album, der alle er inkluderet her, samt en lang række outtakes, sjældenheder og alternative versioner af sange. I alt 308 skæringer, hvoraf 123 er bonussange, og ud af dem har 55 aldrig tidligere været udsendt. Så altså noget af en mundfuld med 17 propfyldte cd'er, men vi har retfærdigvis at gøre med en sangskat, der burde være lige så essentiel en del af ens pop-forståelse som den komplette Beatles-samling.

Samlingen starter med Nilssons første regulære studiealbum Pandemonium Shadow Show (1967), der byder på legesyg og boblende 60'er sukker-pop, der blandt andet indeholder sangen You Can't Do That, der består af løsrevne referencer til 23 Beatles-sange, og måske derfor var John Lennon og Paul McCartney hurtige til at nævne Nilsson, da de blev bedt om at pege på deres yndlings"band."

Albummet er sammen med opfølgeren Aerial Ballet måske de fineste eksempler på Nilssons tæft for små og naive popkompositioner og en vidnesbyrd over, at han fra startskuddet havde perfekt teknisk kontrol over de eftersigende tre en halv oktaver, vokalen spændte over. Det var også på dette tidspunkt, at en forvirret anmelder slog ned på, at det var dårlig stil, at Nilsson ikke havde krediteret sine korsangere. Hvad anmelderen imidlertid ikke vidste var, at det var Nilsson selv, der havde indsunget alle de smukke harmonier og stablet dem i en lagkageproduktion. Meget af den tidlige magi lå nemlig i produktionerne, og det er derfor også vanvittigt interessant at dykke ned i 1971-udspillet Aerial Pandemonium Ballet, hvor Nilsson selv har omarrangeret og stykket udvalgte numre fra de to første plader sammen til et helt nyt remix-værk.

Ligeledes i 1971 udsendte Nilsson soundtracket til animationsfilmen The Point, baseret på en historie, han kom på under et syretrip, om en dreng med et rundt hoved i en verden, hvor alt og alle skulle have en spids. Pludselig henvendte Nilssons musik sig også til børn (og sikkert også syrehoveder), men han var ikke færdig med at overraske og flytte udtrykket det år. For i november 1971 udsendte han også karrierens mesterværk Nilsson Schmilsson. I et tæt samarbejde med produceren Richard Perry indspillede Nilsson albummet i en arbejdsrus på 14 dage i London. Pladen bød for første gang på rock i form af sange som Let The Good Times Roll og den hæsblæsende Jump Into The Fire, med Jim Keltners sejt swingende trommer og Herbie Flowers møgbeskidte bas. Der var dog stadig plads til den muntre pop på sange som Gotta Get Up og den fjollede calypso Coconut og en sand tåreperser i Without You. Albummet blev en succes, og Without You røg til tops på hitlisterne.

Nilssons næste træk var Son Of Schmilsson-albummet, der ikke ligefrem levede op til pladeselskabets ønske om en enslydende opfølger, for selvom albummet er endnu en stærkt inspireret perle, er det også en plade, der byder på hørbar fuldskab, bøvser og et omkvæd på førstesinglen, der lyder "you're breaking my heart, you're tearing it apart, so fuck you!" Altså et pænt stykke fra udtrykket på Without You. Næste album var heller ikke til at forudse, for her havde Nilsson lyst til at springe ud som velourblød crooner på albummet A Little Touch Of Schmilsson In The Night, hvor han sammen med Frank Sinatras orkesterleder Gordon Jenkins fremtryllede fuldorkestrerede fortolkninger af standarder som Makin' Whoopee og As Times Go By.

Nilssons engagement i drukkenbolte-broderskabet The Hollywood Vampires var på dette tidspunkt lige så stort som engagementet i studiet, og sammen med vennerne Keith Moon, Micky Dolenz, Alice Cooper, Ringo Starr og John Lennon tog den ene våde nat den anden. Om det var under en af disse drukture, at idéen til Nilssons næste træk opstod, skal ikke kunne siges, men Pussy Cats-albummet virker stadig mere som et sjovt påfund end et livsnødvendigt værk. Uanset hvad markerede albummet starten på den sidste del af karrieren, kendetegnet ved kvalitetsmæssige dyk. Ikke dermed sagt, at de sidste fem plader ikke indeholder henrivende højdepunkter som Don't Forget Me, Many Rivers To Cross, Kojak Colombo, Ain't It Kinda Wonderful og All I Think About Is You. Men under det tætte og også meget våde og vilde samarbejde med John Lennon på Pussy Cats-albummet fik Nilsson skadet stemmebåndet i sådan en grad, at de følgende udgivelser blev lavet af en hæmmet mand, der ikke kunne nå de samme høje toner længere og derfor måtte sænke ambitionsniveauet. Men selv i karrierens efterår var charmen høj, og var det ikke netop fordi, disse plader blev sammenlignet med de ni første sublime pragtstykker, så ville de sikkert være blevet vægtet højere. For den sidste håndfuld plader er retfærdigvis langt bedre, end de er blevet gjort til.

Når man læser om og lytter til Harry Nilsson, tegner der sig et billede af en mand, der vidste præcis, hvad han ville og endnu mere, hvad han ikke ville. Men selvom han muligvis vidste nøjagtigt, hvordan en sang skulle lyde, kunne han ikke dy sig for at afprøve alle muligheder i studiet. Det forklarer i hvert fald de mange alternative udgaver af sangene, som denne boks indeholder. Alternative udgaver, der ofte matcher originalerne i eksemplarisk kreativitet.

Der er ikke så meget andet at skrive ud over, at den dag, man opdager det skammeligt oversete popgeni, der var Harry Nilsson, ja så kan det kun blive en god dag. Vær dog opmærksom på, at du får svært ved at slippe ham igen, for man har altid lyst til endnu et stykke med Harry.

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA