x
Ariadna Prime, Cold Specks og Jim White: Tegn På Trio, Atlas, Aarhus

Ariadna Prime, Cold Specks og Jim White, Tegn På Trio, Atlas, Aarhus

Ariadna Prime, Cold Specks og Jim White: Tegn På Trio, Atlas, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Aarhus Festuge har i de senere år stået for en række spændende musikalske samarbejder, sammensat til lejligheden. Således også i år med blandt andet projektet Tegn På Trio, hvor tre meget dygtige musikere: den argentinske pianist Diego Schissi, den amerikanske bassist Tony Garnier – siden 1989 medlem af selveste Bob Dylans band – og den svenske guitarist med mere Gustaf Ljunggren i tre dage er backing for i alt ni forskellige solister til siddende koncerter på Atlas. Koncerter, hvor musikere og solister først møder hinanden få dage før koncerterne.

Tegn På Trio havde premiere lørdag aften, hvor bandet spillede sammen med den canadiske sangerinde og sangskriver Al Spx – kendt som frontfigur i/alias for projektet Cold Specks – den svenske ditto Anna Järvinen og den engelske singer-songwriter Beth Orton. Det var en fremragende aften, og løjerne fortsatte mandag med den argentinske sangerinde og sangskriver Ariadna Prime, førnævnte Al Spx og den amerikanske sanger og sangskriver Jim White.

Aridna Prime ****

Ariadna Prime gav en halv times koncert, der tog musikalsk udgangspunkt i argentinsk folkemusik med både egne sange og fortolkninger af sange kendt med blandt andre den berømte landsmand Mercedes Sosa. Teksterne var på spansk, men den veloplagte Prime fortalte os venligt, hvad sangene handlede om, og hvem der havde skrevet dem. Hun sang de ofte vemodige, langsomme lange med en smuk, fyldig og blød stemme og akkompagnerede sig selv på sprød ukulele. Privat har hun i mange år dannet par med aftenens pianist Diego Schissi, og hendes samspil med hans jazzpåvirkede anslag var ikke overraskende særdeles indlevet, men de to andre musikere havde heller ingen problemer med at falde ind i lydbilledet. Gustaf Ljunggren spillede ofte lap-steel-guitar, og de lange, klagende toner smeltede smukt sammen med Primes ditto.

I et nummer måtte Prime skæve lidt meget til sin medbragte sangtekst, med det kan vi godt se gennem fingre med. Hvor mange i salen, der ville have bemærket det, hvis hun bare sang noget mumletekst i stedet, skal jeg ikke kunne sige. Som sidste sang i sættet fik vi et mere enerigsk nummer at vågne op på, nu med Gustaf Ljunggren på tværfløjte, og det var en kærkommen variation i det fine sæt. Tango fik vi ikke noget af, men argentinsk musik er jo også meget mere end det.

Al Spx *****

Den 24-årige sangerinde Al Spx optrådte også såvel sidste år på Atlas som til lørdagens Tegn På Trio-arrangement, hvor hun begge gange imponerende med sin dybe, intense og sjælfulde stemme, og succesen blev gentaget denne aften. Det er fortsat en gåde, hvor den lavstammede og forholdsvis spinkle kvinde henter sin voldsomme vokale kraft fra, men det var igen en fornøjelse at høre og se hende folde sig ud.

Sættet var tre numre længere end lørdagens og bød blandt andet på et helt nyt solonummer, "Let Loose The Dogs", som Al Spx efter eget udsagn ikke tidligere har fremført live, og som medvirker på hendes andet album, som hun for tiden er ved at indspille. Endnu en stærk sang i direkte forlængelse af de melankolske og meget smukke, soul- og gospelinspirerede sange fra sidste års debutalbum, "I Predict A Graceful Expulsion". Ellers mindede Al Spx' sæt meget om lørdagens – kjolen var også den samme, om end skjorten var ny. Jeg tillader mig derfor at genbruge en række passager fra min anmeldelse af denne koncert, men kan da lige tilføje, hvilket jeg ikke fik skrevet i lørdags, at sættet begge dage bød på en fin fortolkning af den åndsbeslægtede – om end lidt mere folk-påvirkede – Dallas-sangerinde og -sangskriver (og det senere Lower Dens-medlem) Jana Hunters "Restless".

Stor er Al Spx' stemme som sagt, men heldigvis brølede hun ikke igennem hele tiden. Hun kunne også synge mere tilbageholdt og antydende, når stemningen i sangene krævede det. Hendes tekstudtale var desuden meget klar, så man let kunne følge med i de både smukke og smertefulde sange. Det hele var tilsat hendes fine, diskrete fingerspil på den elektriske guitar, som hun i øvrigt brugte en del tid på at stemme – hun bruger mange usædvanlige stemninger – uden at dette generede.

De fremragende musikere spillede fortrinligt sammen med Al Spx. Sangene fik et småjazzet skær takket være Diego Schissis spil på klaveret og Tony Garniers kontrabas. Gustaf Ljunggren skiftede mellem mando-guitar – altså en blanding af en mandolin og en guitar – og basklarinet, og især basklarinettens dybe toner gik smukt op i en højere, eller, om man vil, dybere enhed med Al Spx' mørke stemme fra sjælens krinkelkroge.

Det siddende publikum var heldigvis eksemplarisk stille under sangene – også når Al Spx stemte sin guitar – men klappede begejstret efter hvert nummer. Efter cirka 45 minutter sluttede Al Spx helt a cappella og væk fra mikrofonen med traditional'en "Goodbye Old Step Stone" og modtog endnu en langvarig og fortjent klapsalve. Hun er simpelthen et talent i særklasse – og bliver forhåbentlig meget større, end hun er nu. Og man kunne sagtens tåle at se hende to gange med kun en dags mellemrum.

Jim White ****

Efter pausen var det tid til Jim White, som fik lov at spille i lidt mere end en time. Han nåede dog kun at spille syv sange, da han også fortalte en række underholdende historier mellem numrene. Historier, som havde været inspiration til sangene, og som blandt andet bestod i ankomsten af hele fire fanatiske religiøse klædt ud som Jesus på Whites hjemegen, Pensacola, Florida. Det blev til den fredselskende sang, "If Jesus Drove A Motor Home". Et ophold på et meget billigt hotel og mødet med dets særprægede beboere var blevet til nummeret "The Girl From Brownsville, Texas".

Teksterne i Whites sange var i sagens natur i centrum, og han skriver nogle begavede numre, igen ofte i den melankolske afdeling, som han fremførte med en tilpas fyldig og myndig, let hæs stemme og solidt spil på sin el-guitar, som han ifølge sig selv kun havde givet 30 dollar for. Gustaf Ljunggren understregede med sin mandolin og lapsteel-guitar sangenes country-påvirkede udtryk. Tony Garniers kontrabas blendede naturligt ind, og det samme gjorde Diego Schissi, som igen gav sangene et småjazzet skær.

Jim White fortalte også om sin begivenhedsrige livshistorie, hvor han først havde satset på en karriere som atlet, derpå havde brækket benet to gange inden for et år, så havde kastet sig over musikken, havde næsten fået fingrene skåret af ved en motorsavsulykke, havde haft en periode på stoffer, dernæst var blevet overbevist kristen, havde gået på universitetet og derpå igen havde lagt kirken bag sig. Måske en samling røverhistorier, men han har i hvert fald noget på hjerte, og det gjorde hans optræden til en fornøjelse, selvom den ikke nåede helt samme musikalske højder som Al Spx.

Tegn På Trio viste sig endnu engang som en kunstnerisk succes, hvor solister og band igennem spillede fortrinligt sammen og op til hinanden – og publikum. Sidste aften er onsdag den 4. september, hvor Diego Schissi, Tony Garnier og Gustaf Ljunggren akkompagnerer skotske Eddi Reader, danske Povl Dissing og svenske Sofia Karlsson. Så ses vi igen.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA