x
CocoRosie: Store Vega, København

CocoRosie, Store Vega, København

CocoRosie: Store Vega, København

Anmeldt af Kim Lykke Andersen | GAFFA

At være til en CocoRosie-koncert er ikke kedeligt, og i kølvandet på deres femte pladeudgivelse spænder repertoiret og erfaringerne langt. Søstrene formår at skabe et særpræget univers, hvor de drager publikum ind i deres eventyrlige og særprægede lydunivers. I går var sceneopsætningen og fortællingen drejet omkring barndommens udvikling, hvor der undervejs blev præsenteret en masse skjulte symbolikker og undertoner, der var til fri fortolkning af hver enkelt. Bianca Casady udtalte forleden til GAFFA, at alle barndomme har en mørk side, og denne side blev tydeligvis præsenteret for Vegas gæster. CocoRosie havde undladt opvarmningsband, og i stedet bød søstrene på en halvanden times lang dragende og samtidig også frygtindgydende koncertoplevelse.

Haunted House on the Hill

Det var på mange måder kontrasternes aften, hvor publikum, inden CocoRosies indtræden, blev draget ind i en stemning af hyggelig uhygge. På scenen var der opstillet et sminkebord med spejl, og over hang en tørresnor med hængende vasketøj, hvilket gav referencer til et barndomshjem på landet, men langsomt indtog tågen scenen, og messende lydflader erobrede publikums opmærksomhed. I takt med at beatsene pulserede kraftigere og kraftigere, som et menneskets åndedræt på flugt fra noget eller nogen, mindede scenen mere som the Haunted House on the Hill frem for idylliske familieminder.

Da CocoRosie endelig viste sig på scenen, blev kontrasten endnu mere synliggjort. Her repræsenterede Sierra (Rosie) vanligt tro det rene og uskyldige med sin hvide, gulvlange kjole, generte tilkendegivelser til publikum, svævende danse, harpespil og guddommelige toner, som kun en engel vil kunne matche. Omvendt gav Bianca (Coco) den som den barske med en "I don't give a fuck"-attitude. Igennem koncerten gennemgik især Coco en forvandling, som blev fortalt gennem sangene og utallige kostumeskift.

Ved koncertåbningen af majudgivelsen "Tales Of A Glass Widow"s "Child Bride' var Coco iført silkelingeri og et sminket ansigt, som mest mindede om et barn, der havde sneget sig ind og lånt fra moderens sminkesæt. Allerede fra start virkede det, som om publikum var en del af CocoRosie-universet, og så snart Tez, CocoRosies faste humanbeatboxer, lagde an til beats, levede publikum op. Generelt over hele aftenen var det et yderst veloplagt publikum, som, til trods for det relative lave antal besøgende, sørgede for at sætte liv i koncerten, og sjældent har jeg oplevet en sådan indlevelse, hvor privatsnak stort set var ikkeeksisterende, men i stedet herskede en dyb respekt for CocoRosie. Respekten voksede blot, da Rosie på andensangen gav gåsehudsfremkaldende toner til "End of Time", hvilket blev smukt kontrasteret med Tez' tunge beats og Cocos hårdtslående rap.

Ud over humanbeatboxeren Tez havde CocoRosie medbragt Tako, der med sit hvidt malede ansigt, store troldmandsagtige hat og senere sort/hvid-stribede fængselsoutfit mest mindende om en fransk klovn, der underholdt publikum med kabaret, men hans eksemplariske klaver/keyboard/trommemaskine-kundskaber tydeliggjorde hans talent og overblik for musikken som helhed. Efter anden sang var det tid til første forvandling, og Coco påførte sig endnu et lag udtværet makeup foran spejlet på scenen, som var udstyret med et kamera, der fungerede som livestream under hele koncerten til det bagved hængende lærred. Herefter viste Rosie sine signatur-neon-makeup-striber på ansigtet, og tonerne af "Harmless Monster" tryllebandt publikum.

Da "Tears for Animals" efterfølgende fremførtes, lykkedes det søstrene at levere sangen uden vennen Antony Hegartys karakterfulde stemme, så troværdigt at man næsten glemte Anthonys fravær, og publikum begyndte langsomt at røre på sig. Og da først sangen "After the Afterlife" herefter rungede ud af højtalerne, fik CocoRosie endelig for alvor tændt op under publikum. Nu henvendte søstrene sig også mere direkte til de gæstende og inviterede dem med indenfor. Cocos opløftende hænder med snurrende fløjte i hånden virkede som en forbandelse over publikum, der kvitterede med jubelråb og klapsalver. Det virkede, som om dette frigjorde søstrene lidt mere, og Rosie bevægede sig ud i hvirveldans, hvor det lange flotte hår svingede hypnotiserende fra side til side, hvilket blot gjorde begejstringen hos publikum endnu vildere.

Til sangen "Gravediggress" var det tid til endnu en transformation. Rosie påførte sig brudekjole, og som kontrast trak Coco en orange T-shirt over sig, hvilket associerede til en fængselsfange. Herfra fremførte pigerne den følelsesladene "Ana Lama", der aldrig er blevet albumudgivet, men skrevet som minde om en femårig saudiarabisk pige, der blev voldtaget og slået til døde af sin far. Publikum blev her bjergtaget af Rosies hjerteråb via operasangens smukke kunstskaber, der for alvor fik lov at folde sig ud. Sangen udløste triumferende tramp fra publikum, og Rosie kvitterede afslutningsvis med et ydmygt dansk "Tak".

Sublime beats

Halvvejs igennem koncerten trådte Tex frem og overtog scenen, hvor han imponerede med en overlegen soloperformance. Denne pauseseance bød derfor på en magtdemonstration af beatboxing af højeste kaliber, hvor Tez blandt andet inkorporerede sangen "Pony" fra 90'ernes r'n'b-sanger Ginuwine, hvilket var til stor fornøjelse for publikum. Tilbage til "anden halvleg" kom Coco og Tako iført lang fængselstribede kjoler, mens Rosie bevarede uskylden, som hun kom dansende ind i hvid kjole. Efter Tex' beatbox-kavalkade var publikum helt i stødet, og da Coco efterfølgende gav den som dj, og Rosie i takt med beatet opfordrede publikum til klap, blev dette modtaget med kyshånd af publikum, som efterhånden hungrede efter at komme nærmere CocoRosies til tider introverte univers.

Hvor første halvdel hovedsagelig bød på sange fra "Tales of a Grass Widow", åbnede CocoRosie nu yderligere  for deres musikrepertoire og fremlagde sange fra de resterende albums. Desværre tillod tiden ikke til sange som "Japan", "By Your Side" og "Beautiful Boy", men publikum fik dog et herlig genlyt med smukke "Grey Oceans", hvor publikum sørgmodigt indlevede Cocos udpenslende ord og Takos flotte klaverspil, hvorimod Tex sørgede for en beatfest ved "K-Hole". Til "R.I.P. Burnface" var Rosie endnu engang placeret foran spejlet, hvorfra hun sang ind til sit spejlbillede, og scenen trak referencer til Snehvides "lille spejl på væggen der", hvor Rosie i stedet med sin pigejammer fremtonede "baby girl don't cry", og som den heftige læbestift yderligere var påført, passede ordene "clowny tear smile" meget rammende. På lærredet i baggrunden dansede en klovn gentagne gange rundt, en klvon hvis udsmørrede læbestift mest af alt lignede Jokerkarakteren fra Batman.

Som koncerten skred længere frem, påførte søstrene sig yderligere maskemakeup foran spejlet, og de nærmede sig billedet af klovnen på lærredet. Senere trak Coco i et par slidte overalls fra tørresnoren og gav den som hip bondeknold. Personligt fandt jeg sangen "God Has a Voice, She Speaks Through Me" lidt malplaceret med stemmeforvrængning, der passede bedre til en Kanye West-koncert end til Rosies fantastiske falsetter. Dog livede søstrene op med budskabet "Everyone has love to give", og Tex hev endnu engang publikum op, hvilket udløste kæmpe jubelscene og velfortjent klapsalver til bandet. Efterhånden havde pigerne haft alt vasketøj fra tørresnoren nede, og tilbage hang nærmest kun et par hvide trusser i midten med rødlige nuancer, hvilket Coco påpegede ved at føre sin arm igennem, til stor fornøjelse for publikum. Hermed fastslog hun sin "I don't give a fuck"-attitude. Tilbage til det nyeste album messerede søstrene "Poison Her Tears Are" fra sangen "Poison", der normalt synges a cappella med Antony Hegarty, men i Vega gav pigerne den i en up-tempo-udgave, som med Tez' hjælp nærmest udspillede sig som et bånd, der blev spolet hurtigt frem.

Desværre blev den opløsende stemning hurtigt afløst af endnu en operaseance med Rosie og Tako på klaver. Ikke at dette ikke blev leveret med fantastisk præcision og indlevelse, men jeg kunne personligt godt have tænkt mig, at søstrene gav plads til lidt mere løsslupenhed og lød publikum ride på den bølge, som de gentagne gange lagde op til. I stedet blev klimaks ofte afbrudt brat af nye seancer. Men igen: koncerten var og skulle ikke tænkes som en popfest, men i stedet gav temposvingene plads til både eftertænksomhed og udskudte forløsninger. Inden aftenens sidste officielle afslutning modtog CocoRosie publikums dom i form af endnu en lang jubelscene, som lagde op til sangen "We Are on Fire", der symbolsk afsluttede med ordene "I'm giving some hell and I'm feeling free, never was more than a fantasy".

Publikums jubel

Da CocoRosie forlod scenen, kunne de bag scenen igen modtage publikums tilkendegivelse i form af enorme klapsalver og tramp i gulvet. Jubelscenen varede ved, og, på trods af at Store Vega langtfra var udsolgt, tror jeg, selv de heavy metal-fans, som var på vej til den efterfølgende Paradise Lost-koncert på Lille Vega, stoppede op. Som CocoRosie igen gik på scenen til aftenens sidste to ekstranumre, kogte salen. Rent subjektivt synes jeg, der gik lige lovlig meget melodi grand prix-stemning over det, da publikum hev lightere i vejret og vuggende svingede med. Dog blev der sluttet af med manér, da søstrene, som et barnedigt, oplæste første vers fra "Werewolf" og efterfølgende brød ud i Cocos hiphop-beats akkompagneret af Rosies inderlige sangstemme.

Hermed blev der sat punktum for en fantastisk koncert, og Cocos iførelse af klovnekostume symboliserede en dybere mening med CocoRosie-galskaben. En galskab, som, afhængigt af modtageren, var åben for fortolkning, hvilket gjorde, at forløsningen hele tiden lurede om hjørnet. En større søgning indad synes påkrævet, før denne kan opnås, hvilket blot medvirker til, at koncerten stadig, her dagen derpå, sidder i kroppen på en. Med deres alternative popleveringer er CocoRosie ikke for alle, de hører til i en klasse for sig, specialklassen vil nogle måske mene, men jeg er til den klasse, og under koncerten beviste Coco og Rosie, at de ikke blot er specielle, de er unikke.

Dette blev understreget med de mange rekvisitter, som harpe, guitar, flygel, trommer, samplere, klokkespil, fløjt og livekamera, blandet med vekslede genreskift mellem freakfolk, electropop, hiphop og human beatboxing, hvilket medførte en masse teknik, som skulle snakke sammen. Alle disse remedier ville umiddelbart, instrument for instrument, give et forvirrende og skizofrent sammensurium af en koncertoplevelse, men sammen formåede søstrene alligevel at sammensmelte lydbilledet, så hver ingrediens i stedet komplementerede hinanden og i stedet fremhævede den samlede smagsoplevelse. På vej ud af salen hører jeg en fra publikum udtale: "Kæft, hvor var det smukt", og bedre kan det ikke siges, for smukt det var det.

Befinder du dig i Aarhus-området i aften anbefales det derfor varmt at tage på VoxHall og opleve søstrenes indlevende fortælling og fantastiske sanglevering.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA