
Sylvie Simmons
I'm Your Man - En biografi om Leonard Cohen
Sylvie Simmons: I'm Your Man - En biografi om Leonard Cohen
GAFFA
Bog / Gyldendal
Udgivelse D. 04.09.2013
Anmeldt af
Espen Strunk
Et sted i efterskriftet til sin store Cohenbiografi fortæller den rutinerede journalist Sylvie Simmons om en episode efter et af sine utallige interviews med hovedpersonen, hvor han har lavet hende en kop kaffe og - "med sin højtidelige stemme," som der står - siger: "Tænk meget over dette før du svarer. Vil du have en skefuld is i din kaffe?"
Da har vi over lidt mere end 500 sider fået udfoldet et stærkt og sobert portræt af den i dag 78-årige sangskriver og forfatter - og det lille Zen-øjeblik forekommer på en eller anden måde meget fint at opsummere indtrykket af en sangskriver, som i enhver tænkelig forstand er uden sidestykke i populærmusikken.
Ligeså uprætentiøs og ydmyg, som han fremstår begavet og eftertænksom - og omtrent så langt fra enhver rock'n'roll-kliché-fortælling, som tænkes kan. Det er det indtryk, man får bekræftet af murstensbiografien, som nu udkommer på dansk til glæde for såvel gamle fans som dem, der er steget på vognen i forbindelse med Cohens tilbagevenden til rampelyset de senere år.