x
Povl Dissing, Sofia Karlsson og Eddi Reader: Tegn på Trio, Atlas, Aarhus

Povl Dissing, Sofia Karlsson og Eddi Reader, Tegn på Trio, Atlas, Aarhus

Povl Dissing, Sofia Karlsson og Eddi Reader: Tegn på Trio, Atlas, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Aarhus Festuge har i de senere år stået for en række spændende musikalske samarbejder, sammensat til lejligheden. Således også i år med blandt andet projektet Tegn På Trio, hvor tre meget dygtige musikere: den argentinske pianist Diego Schissi, den amerikanske bassist Tony Garnier – siden 1989 medlem af selveste Bob Dylans band – og den svenske guitarist med mere Gustaf Ljunggren i tre dage er backing for i alt ni forskellige solister til siddende koncerter på Atlas. Koncerter, hvor musikere og solister først møder hinanden få dage før koncerterne.

Tegn På Trio havde premiere lørdag aften, hvor bandet spillede sammen med den canadiske sangerinde og sangskriver Al Spx – kendt som frontfigur i/alias for projektet Cold Specks – den svenske ditto Anna Järvinen og den engelske singer-songwriter Beth Orton. Det var en fremragende aften, og løjerne fortsatte mandag i fin stil med den argentinske sangerinde og sangskriver Ariadna Prime, førnævnte Al Spx og den amerikanske sanger og sangskriver Jim White. Onsdag sluttede træffet så med Povl Dissing, svenske Sofia Karlsson og skotske Eddi Reader på scenen.

Hvor de tre solister de tidligere aftener har givet hver sit sæt, var kortene blandet til finalen, hvor alle tre sangere befandt sig på scenen samtidig. Nogle gange med den ene i centrum, mens de to andre sad i en sofa tilbage på scenen og af og til sang lidt kor, andre gange med duetter mellem to af parterne, mens den tredje så var bænkevarmer – med eller uden korfunktion.

Povl Dissing fik lov at være i front på de første tre numre, blandt andet hans og beatpoeten Laus Bengtssons billedrige 1968-klassiker "Tape Fra En Halv Mand" med linjen "og dine plader med ham der Bob, dem har jeg allesammen snart slidt op." Ganske underholdende, nu hvor ham der Bobs mangeårige bassist stod et par meter fra Dissing og spillede med ham for første og måske eneste gang. Dissing var, som nu Dissing er, hvilket vil sige, at han gav en karismatisk performance med sin særegne, reciterende, nasale sangstil, som er typen, der deler vandene. Som barn brød jeg mig ikke om den, nu er jeg på fan-holdet. Til gengæld stemte hans 12-strengede guitar ikke helt, men lad nu det ligge. Det blev overdøvet af de fremragende musikere, selvom Gustaf Ljunggrens ansigtsudtryk antydede, at han ikke altid helt vidste, hvor Dissing var på vej hen.

Herefter var Sofia Karlsson i centrum på yderligere tre sange med svenske tekster af blandt andet digteren Dan Andersson (1888-1920). Karlsson var en fornøjelse at opleve med sin smukke, lyse og meget rene stemme, fine fingerspil på den ottestrengede akustiske guitar (der næsten lød som en mandolin) og sine let melankolske, viseorienterede sange. En oplagt sammenligning er Lisa Ekdahl, selvom Karlsson er langt mere end en kopi, og begge kunstnere trækker jo på den samme svenske visetradition.

Oven på dette indtog Eddi Reader scenen. Hendes stemme var lige så ren og smuk som Karlssons, men spændvidden lidt større. Hun havde dog vokalt samme ungdommelige og uskyldsrene skær, som da hun i 1988 brød igennem med Fairground Attraction og kæmpehittet "Perfect". Hendes sange trak ikke overraskende på den skotske folkemusiktradition, og som hun fortalte, havde hun selv lært at synge i sit barndomshjem, hvor folk altid brød ud i sang, når whiskyen og øllet flød, og det lød det til at gøre ofte. Ud over elegant fingerspillet akustisk guitar underholdt hun fra tid til anden med at imitere lyden af en violin, hvilket hun gjorde glimrende.

Særprægede kunstnermøder

Efter tre solosange begyndte kunstnerne for alvor at blande kortene. Sofia Karlsson og Eddi Reader sang således duet på folkesangen "Black Is The Colour Of My True Love's Hair" – især kendt med Nina Simone – og senere fik vi et par højst særprægede kunstnermøder. Povl Dissing og Eddi Reader gav en dansk-engelsk fortolkning af Robert Burns' "My Love Is Like A Red Rose" med en noget mindre romantisk  fordanskning foretaget af Niels Hausgaard, og Povl Dissing og Sofia Karlsson kastede sig ud i "Ræk Mig Din Hånd, Du Kære" fra Mozarts opera "Don Giovanni" med Povl Dissing på noget, der mindede om skønsang. "Næste stop Carnegie Hall," som Dissing selvironisk formulerede det.  

Povl Dissing fremførte også et par af Benny Andersens klassiske sange, "Længsel Efter Sverige" og den meget smukke og alvorlige "Hymne Til Natten" om menneskehedens ødelæggelse af kloden. Vi fik ligeledes "Pjerrot", Pjerrot, Græd Nu Ikke", hvor Dissing i mellemstykket igen ved at komme ud af sync med resten af orkestret, men parterne fandt hinanden igen.

Mod slutningen af sættet fik vi Eddi Readers gennembrudshit "Perfect", hvor hun finurligt ændrede omkvædsteksten til "It's got to be Aarhus", og hvor Tobias Trier crashede ind på scenen med fint kor. Til allersidst fik vi jazzklassikeren "On the Sunny Side of the Street" med Povl Dissing flankeret af de yngre sangerinder, så ikke et øje var tørt.

For første gang resulterede Tegn På Trio i stående ovationer. Det var da også en på alle måder fortræffelig aften, som var noget mere løssluppen end de to øvrige. Til tider lettere kaotisk, når musikerne ikke altid vidste, hvem der skulle på hvornår, og når det ellers glimrende sammenspil kortvarigt kom ud af fokus. At der var tale om fornemme musikere og veloplagte solister med stærke, personlige stemmer, var vi dog ikke i tvivl om, og med en perlerække af gode sange fra både egne rækker og fra rundt om i musikhistorien kom Tegn På Trio også denne aften sikkert i hus. En ubetinget succes, som festugen meget gerne må gentage næste år. Gerne under en lidt anden ramme, for variationens skyld, men idéen med det unikke møde mellem dygtige, særegne sangere og musikere fra vidt forskellige hjørner af musiklivet i intime rammer er rigtig god. Tak for den.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA