De Efterladte: Alvorsord Og Etagevask

De Efterladte
Alvorsord Og Etagevask

De Efterladte: Alvorsord Og Etagevask

GAFFA

CD / Target Distribution
Udgivelse D. 30.09.2013
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Sanger og sangskriver Peter H. Olesen har aldrig fremstået som den optimistiske type. Til gengæld har han gennem årene i Olesen-Olesen spiddet sig selv og tilværelsens påståede meningsløshed på sin egen poetiske måde, der har sendt ham op i sangskrivernes superliga. På Alvorsord Og Etagevask er der som sagt plads til alvorsord, men en snigende glædesrus har også indfundet sig, som på den umanerligt smukke hyldest til kærligheden forklædt som den danske sommer i Levende Hegn, der næsten antager Benny Andersenske dimensioner, mens en Dan Turèll svæver over den insisterende Du Fandt Ikke Dig Selv. Og så er det umiskendelig Olesen i den eksistentielt vaklende Kursiv, hvor ord finder nye betydninger.

Musikalsk har duoen fravalgt bas og trommer i forhold til debuten Traditionen Tro. Og med multiinstrumentalisten Michael Lund som melodisk omdrejningspunkt rammer De Efterladte et tæt og prægnant udtryk, der får Peter H. Olesens sang til at stå som et knejsende tårn. Der er støj på linjen, lyder det. Kald det gerne en velkommen og nødvendig forstyrrelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA