Addison Groove og Icicle: Raw, Lokomotivværkstedet, København

Addison Groove og Icicle, Raw, Lokomotivværkstedet, København

Addison Groove og Icicle: Raw, Lokomotivværkstedet, København

Anmeldt af Christina Majcher | GAFFA

"Bare der ikke er nogen moshpit".


Det er egentlig lidt mærkeligt, at den tanke overhovedet melder sig, når jeg skal til en fest med drum'n'bass på programmet. Fordi det netop var selve fraværet af en moshpit, der fyldte mit hoved, første gang jeg hørte drum'n'bass for næsten tyve (!) år siden på en klub i London. 

"Whauw" tænkte jeg begejstret. "Det her! – det har lige så meget vild energi som i moshpitten til en dødsmetalkoncert. Men man kan stå og danse igennem til det uden at få sko og støvler i hovedet!"

Og det gjorde vi så, i mange år, helt uden spark i ansigtet. Jo jo, når bølgerne gik højt, BLEV der faktisk indimellem crowdsurfet af begejstring til drum'n'bass-festerne, såsom til den legendariske fest på Stengade med dj Hype i 2005, men det var en særlig ting og ikke noget, der forstyrrede dansegulvet i længere tid ad gangen.



Og hvad skete der så? Og hvornår?  Det var omkring, da dubstep-begejstringen pludselig skyllede ind over festlandskabet med overraskende styrke. Pludselig var de små kælder-dubstepfester med den voldsomme bas blevet tætproppede tilløbsstykker i Store Vega, pludselig var der trængsel foran højtalerne, og pludselig, pludselig stod man der på bas-scenen til RAW eller til Andy C's sæt til Strøm i Enghaveparken og skulle knokle for at holde sig oprejst på grund af massiv moshpit-skubben-og-masen. Pludselig blev det besværligt at danse igennem i front. Nu gjaldt det bare om at komme af vejen, medmindre man ville slynges ind i en centrifuge af hvirvlende kroppe i bas-ekstase. Pænt belastende. Når det jo faktisk netop var fraværet af den der moshpit, der var så fedt.

Én god tommelfingerregel er der dog for os gamle moshpit-skeptiske jungle-ravers: Jo mere mainstream, jo mere moshpit. Som man for eksempel kunne opleve det på dette års Roskilde Festival, da Chase & Status spillede på Orange Scene (læs anmeldelsen her).

 Derfor var moshpit-prognoserne for Red Bull og Ohoi!s bas-scene til dette års RAW-fest i Lokomotivværkstedet også milde. Her var aftenens drum'n'bass-hovednavn nemlig hollandske Icicle, hvis elegante (og uendeligt meget mere dansable) lyd heldigvis indbyder mindre til moshpithalløj end eksempelvis Chase & Status' hitliste-fræs.
 Hør et Icicle-eksempel her.

Dette års RAW (som var den tiende af slagsen – den første RAW-fest blev holdt i en silo på Islands Brygge i 2004) var for første gang rykket ind i Lokomotivværkstedet på Vesterbro. I år var der fem scener, heraf tre indendørs, og her var bas-scenen placeret i Lokomotivværkstedets gamle syrebad, hvor man i sin tid afsyrede de gamle vogne. 



Lokomotivværkstedet er en lækker bygning til fest, og af de indendørs scener havde bas-scenen fået den labreste placering, men indrømmet: På denne lune sensommeraften var det svært at få revet sig selv væk fra den smukke udendørs scene under de store træer og tvinge sig selv indendørs (for hvor mange sommeraftener af den slags er der tilbage?!) - men klokken var blevet kvart over 01, og britiske Addison Groove var gået på, så ind måtte man, ind igennem den enorme househal og forbi den mindre technoscene med de stemningsfyldt gennemdystre visuals af ondt smilende stenmænd, og ind i det aflange bas-rum, og halleluja! Så er både stjernehimmel og trækroner og lun sensommernat glemt.

Addison Groove mixer ubesværet fra ghetto-tech og juke til drum'n'bass og tilbage igen uden på noget tidspunkt at miste flowet i sættet, og ikke nok med det: Omkring en time inde i sættet spiller han denne perle af et mesterværk: Valley of the Shadows, – en tyve år gammel jungle-klassiker, der for evigt vil være limet til min top tre over ultimative favorit-tracks. Åh, hvor blev den spillet meget dengang for snart tyve år siden, og uh, hvor var det godt at høre den på et dansegulv igen. 



Herefter gik Icicle på, og det med et lige så hypnotiserende flow i sættet, der suger én ind i dansen, mørkt og elegant og fra det ene track til det næste, uden pause, indtil man bliver spyttet ud i den anden ende, halvanden time senere, forpustet og gennemkogt og blød som en smuttet mandel, med strittende dansehår og ømme fødder og meget, meget mere gennembanket end nogen moshpit ville kunne klare – bare på en anden og bedre måde. 
Skønt med to bas-sæts i træk, der viser, hvor elegant det kan gøres, og hvor meget vildere det er at kunne danse igennem til et gennemført flow i stedet for at blive kastet rundt i effektjagende sæts fyldt med hysteriske buildups og unødvendige breaks. Svedigt!



Og SÅ var det tid til at vende tilbage til stjernehimlen og trækronerne udenfor for at få nedkølet dansehuden i den milde natteluft, og her, på den mest sensommerforkælede scene, fortsatte festen, som traditionen foreskriver det til RAW, ud i morgentimerne, mens de indendørs scener lukkede ned, og solen stod op over Vesterbro.
 Meget fin ny location til RAW. Lad os håbe, festen også kan holdes der, når det bliver tid til ellevte omgang i 2014.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA