x
Christopher Andersen: Mick, The Wild Life and Mad Genius of Jagger

Christopher Andersen
Mick, The Wild Life and Mad Genius of Jagger

Christopher Andersen: Mick, The Wild Life and Mad Genius of Jagger

GAFFA

Bog / Biteback
Udgivelse D. 17.07.2012
Anmeldt af
Rune-Leander Mikkelsen

Christopher Andersens biografi om Mick Jagger, "Mick, The Wild Life and Mad Genius of Jagger", lander på boghandlernes hylder på samme tid, som Rolling Stones fejrer guldbryllup. En biografi, der bygger på andenhåndskilder, ugebladsartikler og ikke et eneste face to face-interview med hovedpersonen selv.

Når den gode historie skubber sandheden i baggrunden

Michael Philip Jagger blev født i London-forstaden Dartford i 1943. Et meget opmærksomhedssøgende barn, der som teenager gik meget op i fysisk aktivitet. En mønsterelev i den lokale skole, der, ifølge Christopher Andersens biografi, "Mick, The Wild Life and Mad Genius of Jagger", ikke kunne sætte en fod forkert.

I samme skole gik den flyveørede Keith Richards. Symbolsk gik Richards, som barn, ofte rundt med en sort cowboyhat. Keith var nemlig, ifølge Andersens fortælling, Micks modsætning – Keith kunne ikke finde ud af noget som helst og var en social outsider, som fik bank af sine klassekammerater på sin vej hjem fra skolen hver dag.

Vi følger Mick med Keith på sidelinjen gennem de første Rolling Stones-år, hvor de to og bandets første guitarist Brian Jones deler lejlighed i Edith Grove i Londons Chelsea kvarter.

Ifølge Anderson er der fra begyndelsen ingen andre medlemmer i Rolling Stones end Mick Jagger. Jagger har fra dag 1 taget alle beslutninger og næsten ene mand skrevet alle sangene – ja, Keith Richards har åbenbart bare været heldig. Et postulat, der går stik imod Stones-bassist Bill Wymans selvbiografi "Rolling with the Stones" (2002).

I følge Wyman var det netop Richards, der mere end nogen anden var drivkraften i de tidlige Stones-år. Det er dog ikke den eneste gang, Christopher Andersen går stik imod, hvad bandets medlemmer selv har givet udtryk for – det skinner hurtigt igennem i bogen, at fokus er mere på den gode historie end den dokumenterede sandhed.

I 1967 blev Keith Richards' landsted, Redlands, stormet af politiet under et LSD-orgie. Siden har en vandrehistorie lydt, at Mick Jaggers daværende kæreste, Marianne Faithfull, blev fundet nøgen og iført en Mars-chokoladebar et vist sted... I sin fremragende selvbiografi "Life" (2010) begravede Keith Richards den historie så dybt i jorden, at den skulle blive vanskelig at grave op igen. Det forhindrer dog ikke Andersen i at fortælle den i sin Jagger-biografi, som om han selv sad lige ved siden Faithfull, da det skete.

Undervejs i Andersens fortælling bliver Brian Jones' kæreste, Anna Wohlin til Anna Wholin, og vi får at vide, at de fleste engelske skoledrenge har deres seksuelle debut med en anden dreng (det ville her have været rart med en fodnote for at se, hvor et sådan postulat var dokumenteret).

Mick Jagger er biseksuel – surprise!

Hvad er det så, Christopher Andersen vil fortælle i sin biografi "Mick, The Wild Life and Mad Genius of Jagger"? Andersen har sat sig for at skrive en biografi anskuet fra Mick Jaggers soveværelse - i stedet for fra mikserpulten. Ret imponerende har Andersen faktisk formået at skrive en biografi om en af de største sangere gennem de sidste 40 år uden at lade mandens musik spille nogen rolle overhovedet.

Gennem bogens små 400 sider guides vi igennem alle de forhold, seksuelle eskapader og elskerinder/elskere, som Jagger har kunnet kædes sammen med, siden han var 15 år gammel. Anderson gør ikke forskel. Forhold, der er bekræftet af Jagger selv, får lige så meget plads som rygter om kvinder, der kun er blevet spekuleret i af de britiske tabloidaviser. Ifølge Andersen har Jagger været mere end aktiv, faktisk så aktiv, at det kan undre mig, at han overhovedet har haft tid til at skrive og indspille musik.

Jaggers seksuelle forhold til David Bowie beskrives så detaljeret, at man skulle tro, Andersen havde ligget under sengen med notesbogen. Faktisk besidder Andersen mere detaljeret insiderviden om de to mænds forhold, end David Bowies tidligere kone Angela Bowie kunne give i sin selvbiografi "Backstage Passes: Life on the Wild Side with David Bowie" (2000). En af Andersens "opdagelser" undervejs er, at Mick Jagger er biseksuel – surprise! Vi taler her om en mand, der op gennem 1960'erne optrådte i kjole, offentligt udråbte Marilyn Monroe og Tina Turner som sine største inspirationskilder og en mand, der konsekvent kaldes "Brenda" eller "Her Majesty" af Keith Richards – men vi kan takke Andersen for, at vi nu ved, at Mick Jagger har biseksuelle tendenser.

Se & Hør meets "Fifty Shades of Gray"

Vi efterlades med et billede af en Mick Jagger, der er ekstremt narcissistisk, usikker og kontrollerende i sin trang efter at nedlægge damer (og mænd). Bevæbnet med andenhåndskilder og avisartikler leder Andersen os gennem Mick Jaggers formodede seksuelle aktiviteter gennem de sidste 50 år. Tilblivelsen af Stones-album som "Exile on Main Street" (1972) og "Let it Bleed" (1969) tildeles hver en halv side, mens en ligegyldig affære med en total ukendt fransk studine i London får fem sider. Det er ganske okay, at Andersen har valgt at sætte fokus på personen og ikke musikeren Mick Jagger - men grundpillen til at forstå Jagger ligger vel i hans musik, eller omvendt. Ved ikke at inddrage musikken kan man vel aldrig komme ind under huden på manden? Kunne man forstille sig en biografi om personen Oscar Wilde uden at inddrage hans roman "The Picture of Dorian Gray" (1890) til belysning af mennesket Oscar Wilde, eller en biografi om David Lynch uden at referere til hans film, næppe? Ved udelukkende at fokusere på de damer, Jagger har nedlagt, bliver det hurtigt et meget ensidigt billede, vi sidder tilbage med som læsere af Andersens "Mick, The Wild Life and Mad Genius of Jagger".

Er det mig, der bare er sippet eller ikke gider høre om en rockstjernes (formodede) seksuelle eskapader? Langtfra – jeg fandt Mötley Crües samtale biografi med Neil Strauss "The Dirt" (2001) fremragende læsning.

Er det mig, der synes, at biografier kun virker, hvis de skrives af personen selv? Igen langtfra – for nylig udgav Sylvie Simmons en udmærket Leonard Cohen-biografi i form af "I'm Your Man" (2012).

Eller måske det bare er mig, der mener, at biografier over musikere skal handle om musik. Igen nej, Duff McKegans selvbiografi "It's so Easy and Other Lies" (2011) var en fremragende selvbiografi over en musikers liv, hvor musikken kun spillede en af mange roller i personens udvikling.

Uheldigvis har Christopher Andersen skrevet en biografi, der er mere for folk med hang til sladderblade end musikhistorie – der går ret hurtigt Se & Hør møder "Fifty Shades of Gray" i "Mick; The Wild Life and Mad Genius of Jagger".

I biografiens indledning gør Andersen det aldrig klart, hvad det egentligt er, han gerne vil belyse over de næste små 400 sider – så vi må jo tolke biografiens problemstillinger ud fra titlen.

Andersen belyser "the Wild Life"-delen, men "the Mad Genius" aner jeg simpelthen ikke hvad refererer til – med mindre geniet ligger i, at Jagger har kunnet lokket 4000 kvinder ind i sit soveværelse gennem de sidste 40 år. Mens vi venter på, at Sir Mick selv samler pennen op, er de bedste kilder til Rolling Stones' univers stadig Keith Richards "Life" fra 2010 og Ronnie Woods selvbiografi "Ronnie" (2002).


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA