Günter Schickert & Pharoah Chromium og Felix Kubin: Phono Festival, Arkaden og Brandts, Odense

Günter Schickert & Pharoah Chromium og Felix Kubin, Phono Festival, Arkaden og Brandts, Odense

Günter Schickert & Pharoah Chromium og Felix Kubin: Phono Festival, Arkaden og Brandts, Odense

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Günter Schickert & Pharoah Chromium
****

Sidst på eftermiddagen, på Brandts scene, stod den på Krautrock ved d'herrer Günter Schickert og Pharoah Chromium, Schickert på guitar og ikke mindst effekter Chromium på elektronik og diverse fløjte-instrumenter. Musikken var, måske ikke just overraskende, bygget op omkring improviserede forløb lagt an omkring Chromiums elektroniske droner og Shickerts elektriske guitarspil, begge dele svøbt så rigeligt i rumklang og ekko. En sumpet forestilling, kan man nok godt tillade sig at kalde det. Publikum sad da også henslængt omkring de populære sækkestole, enkelte med lukkede øjne.

Det generelle udtryk var udpræget ambient, med brug af lange lydflader og lag af effekter, typisk med ekkofigurerne fra Schikerts guitar som de eneste egentlige rytmiske elementer i traditionel forstand. Egentlig melodik var der heller ikke meget af, tættest på kom nok Chromiums fløjtepassager, der ligesom resten af musikken var godt pakket ind i rumklang. Det var, i sine bedste øjeblikke, stemningsfuldt og behageligt at lytte til, men, hånden på hjertet, ikke som sådan voldsomt originalt.

Ydermere havde Schickert og Chromium en tendens til i en vis grad at improvisere hver for sig, uden egentlig at spille så meget sammen. Og det kan man jo godt slippe af med når man laver dronebaseret musik, og som sådan fungerede udtrykket egentlig fint nok. Jeg tænkte dog et par gange undervejs, at det kunne være interessant, hvis begge musikere fra tid til anden forsøgte at gå ud ad hinandens tangent, når nu man, i hvert fald i en eller anden forstand, improviserede sammen.

Jeg har det fint med især den mere elektroniske ende af Krautrocken, folk som Klaus Schulze og Tangerine Dream, og derfor havde jeg også en fin oplevelse på Brandts, men jeg tror godt, at man kan sige, at Schickert og Chromium i høj grad spillede genren, og måske var det mest af interesse for netop genrekendere og indforståede.

Felix Kubin (billedet)
******

Kl. 22, ret præcist, stod Felix Kubin klar på Arkadens scene, og her må jeg, som odenseaner, forfalde til lidt lokalromantik og tale i floskler om historiens vingesus. Det er således, at Arkaden i Odense indtil for et par år siden var, nåja, lad os da kalde en skovl for en spade, et provinsdiskotekshelvede af en anden verden, i en sådan grad at TV2 engang i en programserie om vold i Danmark udråbte kvadratmeterne foran stedets indgang til det suverænt mest voldelige sted i hele landet. Havde Kubin sat sine ben der dengang - for slet ikke at tale om spillet sin musik - så havde der med garanti været slagsmål i luften, for d'hr'sgudda'ik'Ötzi, som man angiveligt ville have sagt. Men som det skrevet står: den, der ler sidst, ler bedst.

Felix Kubin er, underligt nok, egentlig, blevet noget nær lokalnavn i Odense af alle steder. Han har optrådt flere gange på Phono Festival, han har optrådt på Teater Momentum og hos Klub Golem, og han har fundet et publikum, og det kunne man godt se, for Arkaden var godt fyldt op, da tyskeren gik i gang. Udstyret med et par synthesizere, bl.a. den legendariske Korg MS20, hastigt indlånt fra det københavnske synthband Polyfon, og iklædt grå uniform, lagde Kubin en anelse forsigtigt ud. Men det varede ikke længe, før publikums klapsalver lod vidne om, at Kubin har en helt speciel særstatus hos Phono Festival, og så gik det ellers slag i slag.

Felix Kubin er noget så sjældent som en særdeles sær snegl, musikalsk yderst konsekvent og samtidig slet og ret folkelig. Egentlig skulle man ikke tro, at flere hundrede mennesker i Odense, en lørdag aften i bedste sendetid, var klar til at danse til en særegen cocktail af Neue Deutsche Welle, skrammeltechno, electrocabaret og Schlager-synth, men sådan forholdt det sig ikke desto mindre koncerten igennem. "Idiotenmusik" sendte tankerne i retning af DAF, Einstürzende Neubauten og Palais Schaumburg, mens "Hotel Supernova" med sin space-vuggende 12/8-takt og rumstationsromantiske melodier kaldte på forestillinger om et lummert stævnemøde mellem Joe Meek og Jean Michel Jarres "Oxygene IV".

Og den afsluttende "There Is A Garden" tog det formentlig næppe eksisterende genrebegreb "skrammel-Schlager" til nye højder med sin evergreen-værdige melodi og seriøst triste tekststumper: "There is a garden full of beauty, there is a garden I will never see. There is a desert full of disgrace, and in this desert I will find my place" - det er jo ikke bare for sjov, det her, meine Damen und Herren.

Kubin var, som altid, evigt aktiv på scenen, som en anden Rick Wakeman betjente han ofte to synthesizere på én gang, sprang så til sin mikrofon for at synge, så til mixer, tilbage til synthesizere, etc. Det så let og ubesværet ud, og selvom Kubins musikalske udgangspunkt er en tid, hvor tyske musikere sværgede til et koncept som Geniale Dilettanten, så er Der Felix slet og ret yderst kompetent på sine synthesizere. Og så besidder han noget, som velsagtens kun få i moderne elektronisk musik kan bryste sig af - som en anden rockguitarist eller jazzsaxofonist har Felix Kubin en helt egen spillestil.

Hans valg af lyd såvel som den kantede melodiforståelse, ofte med smag for en smule atonalitet her og der, er ganske hans egen. Jo, man hører alle referencerne, ikke mindst de tyske: Kraftwerk, DAF, Klaus Nomi et. al., men Kubin tilfører samtidig noget nyt, noget personligt. Jeg har efterhånden oplevet Felix Kubin live nogle gange, og jeg vil mene, at denne gang overgik han sig selv. Når man nu ikke slipper for at skulle dele stjerner ud, og GAFFA samt flere dele af det kendte univers ville som bekendt implodere, hvis man forsøgte, så får Felix fuld skrue herfra.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA