x
Macklemore & Ryan Lewis: Tap1, København

Macklemore & Ryan Lewis, Tap1, København

Macklemore & Ryan Lewis: Tap1, København

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr | GAFFA

Siger man Macklemore & Ryan Lewis, så vil de fleste nok også sige "rapperne, der skiller sig ud". De er nemlig ikke som så mange andre rapgrupper. Og det er deres shows heller ikke. På denne første oktoberaften i 2013 gik duoen på scenen i en fyldt Tap1 og viste, hvad de kunne, og det var super fedt og alt for kort - og alt, alt for langt på samme tid.

Pelse kan også crowdsurfe
Duoen lagde rigtig godt ud. Der var fart på, det var stramt, energien var god, og stemningen i salen var helt i top. Hænderne (mange af dem med rullende kameraer) var i vejret, og pigerne hvinede, som gjaldt det livet. Jo, det var en rigtig god start for den populære duo. De gik scenevant og egentlig ganske uhøjtideligt til værks - Macklemore lavede fine præsentationer i form af gode indledninger til sangene, som både var personlige og underholdende. Og selv om han talte meget, så formåede han at holde publikum fanget ved blandt andet at sætte dem i gang med at crowdsurfe en pels på tid (!). Ja, for en pels må man selvfølgelig have fat i, når storhittet Thrift Shop skal spilles - heldigt, at så mange havde valgt netop dette outfit til koncerten.

Men som tiden gik, blev mere og mere af den brugt på snak, og mindre og mindre på musik. Der gik nærmest moderne amerikansk preacher i den, og hvor det i starten var sjovt og med glimt i øjet, blev det desværre bare mere og mere klichéfyldt og selvhøjtideligt. Der er ingen tvivl om, at Macklemore har meget på hjerte - det være sig såvel sin egen kamp mod misbrug som sit engagement i ligestilling og homoseksualitet - men hver ting til sin tid. Denne aften var folk kommet for musikken, og det kunne de to herrer på scenen sagtens have givet mere af, for når de spillede, så gik det nærmest op i en højere enhed.

Ord skal rappes - ikke tales
Med blæsere, strygere, bas og percussion blev musikken til en blanding af backtrack og live, og det fungerede virkelig godt. Der var stunder, hvor det havde været en fordel at skrue ned for trækbasunen, for at man kunne høre alle instrumenter, men bortset fra det, var der ikke fingre at sætte på det. Derudover havde duoen de to sangere Wanz og Ray Dalton fra henholdsvis Thrift Shop og Can't Hold Us med, og den feature var cool. For hold op, hvor er der mange, der vælger kun at have deres gæstesangere med på track og/eller video. De kan deres kram, de to, og den ret store variation, der er i numrene, gav en god dynamik. Samtidig er det altid en fornøjelse at lytte til en rapper, der kan formidle sin historie live - hvor ord og indhold er vigtigt og tydeligt går igennem.

Men de der ord. De kom til at blive akilleshælen i koncerten, for selv om det er interessant at høre baggrunden for sangene og ideerne bag dem, så er der ingen grund til at bruge mere tid på snak end på musik. Det gik ud over gejsten og energien hos publikum, for da duoen som fjerde nummer valgte at spille Thrift Shop, dér var salen på kogepunktet! I stedet for at bruge dette til at feste videre, så gik det helt ned i tempo. I stedet for hurtigt at spille videre og holde det kogende, gik der nu en rum tid (som føltes som rigtig mange minutter) med Macklemores personlige historie om opvækst, lysten til at blive rapper, trangen til stoffer, lysten til at stoppe, rehab-turen, den ædru tid og sejrsfølelsen, tilbagefaldet, skuffelsen - og oprejsningen. Det virker langt og lidt malplaceret med sådan en opremsning i en anmeldelse - det er småting i forhold til koncerten. At Macklemore så i virkeligheden fortalte alt det for at komme til en a cappella version af Otherside er egentlig ret cool, men det tog ganske simpelt alt, alt for lang tid at komme derhen. Og sådan var det faktisk resten af aftenen.

Det kunne have været årets koncert
Det blev nærmest en dokumentar-koncert og en lidt for amerikaniseret version af "jeg har set lyset"-tale. Der er dog ikke nogen tvivl om, at det gik rent ind hos rigtig mange af de unge (piger) i salen - og de var mange. Når Macklemore talte om lighed og om at finde sig selv, blev der jublet og hvinet forrest i salen, og længere tilbage, hvor det også var, som om alderen var lidt højere, ja, der var jublen utvivlsomt større, når duoen rent faktisk spillede deres musik.

Og det er det, der gør denne koncert til sådan en mærkelig oplevelse. For duoens sceneshow og musikalske performance var så gennemført. Der var lækre visuals fra start til slut, der var røg, ild og glimmerkonfetti - og med de mange variationer med forskellige instrumentalister, dansere og effekter, så var det virkelig en god oplevelse. Det var på sin vis også fedt at høre deres historier - men at navngive kendisvennerne fra middagsselskabet virker ærligt talt ret unødvendigt. Det, der næsten er mest ærgerligt er, at gruppen har repertoire nok til, at de snildt kunne have smidt mere end 12 relativt korte numre ind i deres 75 minutters show og dermed skåret mindst 30 minutters snak. Og hvis de samtidig kunne have holdt den stemning, der var i Tap1 under Thrift Shop og Can't Hold Us - så havde det nok været årets koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA