Jørgen Leth og Reverse: Atlas, Aarhus

Jørgen Leth og Reverse, Atlas, Aarhus

Jørgen Leth og Reverse: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Cæcilie Salomonsen | GAFFA

I går stod Jørgen Leth og de tre jazzmusikere fra Reverse over for et udsolgt Altas i Aarhus. Her sad publikum, som havde en overraskende lav gennemsnitsalder, klar til at modtage deres kære bysbarn til en omgang jazz'n'poetry. Folk var mødt op i god tid med høje forventninger til mødet med Jørgen Leth, som på det seneste har opnået kultstatus i sit hjemland.

Jazztrioen Reverse, som består af pianist Søren Gemmer, bassist Jesper Thorn og trommeslager Terkel Nørgaard, har det seneste år indgået et samarbejde med Jørgen Leth, der har resulteret i et to timer langt show, som fredag aften skulle stå sin prøve foran et veloplagt publikum. At tyde ud fra de mennesker, der var mødt op til aftenens koncert, er Jørgen Leths popularitet hos landets unge stor. Så stor, at de møder op på en fredag aften til et show med poesi og jazz, der ellers tidligere har været forbeholdt det højkulturelle segment.

De tre unge jazzmusikere fra Reverse er de første, der indtager scenen, imens Leth lader vente på sig i kulissen. De lægger ud med at spille de to numre "Paris" og "Fellowman", hvoraf det førstnævnte blev et af de musikalske højdepunkter for undertegnede. Reverse spiller med stor overbevisning og tydeligt talent deres fortolkning af moderne freejazz med en tilgængelighed, der gør, at selv de jazz-ubevandrede gæster kan relatere til musikken.

Efter de to intronumre kommer Jørgen Leth på scenen til en massiv klapsalve. Der er ingen tvivl om, at publikum har set frem til at opleve den karismatiske forfatter i levende live. Allerede ved første digt viser Leth sig som den fødte fortæller, han er. Entusiastisk fortæller han om inspirationen til den første omgang digte, som er udsprunget fra hans ungdommelige fascination af cykling og jazz.

Lyrikken til aftenens arrangement er taget fra Jørgen Leths bog "Samlede Digte" fra 2012, der indeholder materiale fra perioden 1961 til 2012. Rækkefølgen, i hvilken de udvalgte digte bliver fortalt er (næsten) kronologisk, og emnerne strækker sig fra alt imellem cykling, kærlighed, erotik, musik over hverdagspoesi om livets banaliteter til hårdkogte æg. Alt sammen ledsaget af musik fra Reverse, der i baggrunden supplerer Leths digte med finurlige toner og rytmer. Sammenspillet fungerer, og der er ingen tvivl om, at de alle fire nyder at stå på scenen sammen.

Halvvejs igennem showet er der pause, hvilket virker tiltrængt, eftersom flere publikummer i løbet af første sæt må rejse sig for at besøge toiletterne eller forsyne sig med flere drikkevarer. Alt i alt er der en smule uro blandt publikum, som virker til at være gearet til et lidt højere tempo end det, aftenens jazz'n'poetry byder på.

Efter pausen er det igen Reverse, der indtager scenen som de første, hvor de igen spiller endnu et fuldt jazznummer til stor tilfredshed for publikum, der lader til at tage musikken til sig. Efter nummeret kommer Jørgen Leth igen på scenen veloplagt til endnu en omgang, hvor vi nu er sprunget frem til de yngste digte i samlingen. Her får vi blandt andet lov til at høre digte om forfatterens oplevelse af jordskælvskatastrofen i Haiti i 2010.

Med sin karakteristiske underspillede humor læser Leth et tennisdigt op, der handler om en kamp mellem Roger Federer og Rafael Nadal. Leth lader sig tydeligvis inspirere af forskellige ting i sin dagligdag, og der er ingen grænser for, hvad der kan inddrages i hans poetiske univers. Han giver da også udtryk for, at det bestemt ikke har været let at vælge, hvilke digte der skulle læses op til aftenens arrangement.

Når Jørgen Leth optræder sammen med Reverse, er det baseret på få forhåndsaftaler og derudover ren improvisation, hvilket til tider kan være svært at begribe, da timingen kører som en smurt maskine. Det vidner om det talent, de tre herrer fra Reverse besidder, og der er ingen tvivl om, at de har gjort et kup i deres samarbejde med Jørgen Leth, som gør det muligt for dem at spille deres musik for et helt nyt publikum. Man savnede endda til tider at høre lidt mere fra bandet.

Alt i alt en underholdende aften, som introducerede avantgarde-kultur til et helt nyt segment.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA