Burhan G: Din For Evigt

Burhan G
Din For Evigt

Burhan G: Din For Evigt

GAFFA

CD / Copenhagen Records
Udgivelse D. 07.10.2013
Anmeldt af
Sohail Hassan

De bedste sange kommer fra personlige oplevelser. Man synger sine følelser ud, og lytteren kan mærke det. Burhan G er smaskforelsket på dette album, hvilket man ikke kan være i tvivl om, og blotter hudløst ærligt sine følelser. Spørgsmålet er så bare, hvor meget vi, der ikke lige danser rundt på lyserøde skyer, kan holde ud at lytte til hans kærlighedshymner.

Heldigvis har Burhan en fantastisk evne til at ramme sin vokal ind i ørehængende melodisk pop, så man har svært ved ikke at blive revet med. Første single og titelnummeret Din For Evigt er nok det bedste eksempel herpå. Resten af albummet følger samme opskrift af stærkt følelsesladede ballader med blandet succes. Af og til rammes man af Burhans enestående evne til at ramme helt rigtigt, men for det meste er det kedeligt og bliver trættende i længden.

Det eneste up-tempo nummer er Karma featuring L.O.C., der ikke formår at give én specielt lyst til at feste. Det når på ingen måde up-tempo-hittene fra forrige album eller de lækre r&b-numre fra starten af Burhans karriere. En anden allestedsværende gæstestjerne er Shaka Loveless på reggae/dancehall-inspirerede Verden Drejer, der heller ikke imponerer mere end gennemsnittet. Det er bare okay.

Albummet afsluttes med Lever For Dig, der låner mistænkeligt meget fra Seals Kiss From A Rose, der i Burhans version lyder, som var den sunget af Michael Jackson. Alligevel et af de bedste numre på albummet.

Så alt i alt formår Burhan ikke helt denne gang at sælge sine sukkersøde romantiske budskaber på velproduceret musik og sangevner. I hvert fald ikke til et voksent publikum, men der er sikkert masser af teenagepiger, der vil knuge dette album tæt til hjertet om natten. Sov godt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA