x
The Mission: The Brightest Light

The Mission
The Brightest Light

The Mission: The Brightest Light

GAFFA

Album / SPV / Playground
Udgivelse D. 23.09.2013
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Nogle bands bør indstille karrieren i tide i stedet for at ende som vaklende fortidslevn. The Mission er et af dem. Sammen med Sisters Of Mercy og Fields Of The Nephilim var de om nogen med til at definere den britiske gothscene i slutfirserne. Siden er der løbet meget vand i åen, og en snigende selvparodi har for længst indhentet de nævnte bands. Det kan godt være, at frontmand Wayne Hussey og tidligere Sisters Of Mercy-guitarist har forliget sig med sin alder, og genren for længst er stendød, men at udsende sådan en samling miserable sange, som udgør The Brightest Light, er under al værdighed.

The Mission i næsten original besætning anno 2013 er reduceret til en ordinær joke, der på Everything But The Squeal og Drag slår sig på boogie- og pubrock, mens den ikke får for lidt på singer/songwriter og countrytangenterne på The Girl In A Furskin Rug og Ain't No Prayer In The Bible Can Save Me Now. Kun på den pastorale og højtsvævende Swan Song fornemmes det sjælfulde mørke, som var bandets varemærke og gjorde debuten God's Own Medicine til en gothklassiker. Missionen er slut, synd at The Brightest Light skulle efterlade så kummerligt et eftermæle.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA