x
CODY og Copenhagen Phil: Konservatoriets Koncertsal, København

CODY og Copenhagen Phil, Konservatoriets Koncertsal, København

CODY og Copenhagen Phil: Konservatoriets Koncertsal, København

Anmeldt af Stine Lykkebo | GAFFA

CODY er et kært band med mange genrer. Det er i hvert fald svært at putte dem i en enkelt kasse. De nævnes som spillende alt lige fra folk til indie, country, pop og post-rock. Bandet med de seks mænd og en enkelt kvinde har i hvert fald en særlig blanding at byde på.

De er blevet inviteret indenfor i det ti gange så store symfoniorkester Copenhagen Phil, der i går bød velkommen til sæsonens første "60 minutes"-koncert: "60 Minutes of CODY".

Fingerspidser mødes

60 Minutes er et projekt, der forsøger at bygge en bro. En bro mellem den rytmiske folk og rock og den klassiske verden. En bro mellem løs leg og stramme traditioner. En bro mellem CODY og symfoniorkestret. Som bygherre er komponisten Benjamin de Murashkin hyret.

Han har brygget 60 minutters koncert ud af CODYs musik, der er blevet pudset op med en gang klassisk mørtel. Med andre ord har forsanger og sangskriver Kaspar Kaae overladt hjerteblodet til en klassisk komponist, som enerådigt har udvalgt sætliste og skruet numrene sammen, så der ikke blot er tale om en indie/folk-koncert med et orkester i ryggen, men et gadekryds, hvor verdnerne smelter sammen.

Salen i det tidligere radiohus var så godt som fyldt, da CODY og Copenhagen Phil for første gang skulle præsentere deres symfonialliance for publikum.

Duoen Monkey Cup Dress, hvor CODY's cellist, Line Felding, udgør den ene halvdel, stod for en kort opvarmning. De skubbede os blidt længere tilbage i de brune lædersæder med bløde nuancerede popnumre og kontrastfyldte stemmer, der forstår at ramme hinanden.

Da de 70 sort- og velklædte musikere medfulgt af CODY indtog deres pladser, rykkede man dog en anelse frem i sædet igen. Åbningsnummeret var "Mirror". De mange strygere lagde afdæmpet ud og blev hurtigt ledsaget af CODY's trommer, der med den velkendte tøffende rytme ledte tankerne mod folk-rocken. Det post-rockede nummer accelererede op og ned i slagkraften, og den enorme energi fra orkestret fik det til at prikke i hovedbunden og løbe behageligt ned ad ryggen. Enden var placeret på kanten af sædet.

En lydlegeplads

Løbende gennem koncerten skiftede CODY instrumenter. Fra elektrisk til akustisk, violin til mandolin, pedal steel til banjo. I "That's What She Sees" fandt Kaspar Kaae sin mundharmonika frem. Ligeledes legede symfoniorkestret med forskellige former. Der blev kælet med det rørende klassiske udtryk med de følsomme strygere, som senere trappede op til et krigerisk hakkende udtryk med xylofonen i spidsen. Symfonirock! Det kunne mærkes i blandt andet "Catch the Straw".

Symfoniorkestret fik også prøvet grænser af med CODY's spillestil med varierende støjniveau og dramatiske kulminationer. Den nye musikalske symbiose fik yndefuldt sprængt mere energi ind i numrene og fik skåret kontrasterne endnu hårdere. Eksempelvis da "Under The Pillow" ramte sit rungende klimaks og brat skar ned til en duet mellem violinen på Frederik Thybos skulder og guitaren i Kaspar Kaaes arme. Salen duftede af de barkede skove og golde skotske heder –countryfolk'en var tilbage sammen med "Disharmony".

"Another Year" blev aftenens sidste nummer. Igen et nummer, hvor den dramatiske eskalering kom til sin ret. Orkesteret løftede nummeret med nye lyde, som et syvmandsband aldrig vil kunne levere på egen hånd. Det endte i en stående klapsalve – den længste jeg har oplevet – der blev ved, til hænderne var absolut følelsesløse. Tre gange kom CODY tilbage og bukkede – det blev ikke til et ekstranummer, hvilket jo også kan være svært spontant at arrangere med et helt symfoniorkester, og der var tilsyneladende ikke planlagt noget.

Jeg er dybt imponeret over både CODY, orkester og Benjamin de Murashkin. En utrolig smuk sammensmeltning af rytmisk og klassisk, indie-band og symfoniorkester, hvor de bedste elementer fra begge verdner akkompagnerede hinanden. Bandet – og især vokalerne – druknede dog til tider en smule i det overvældende symfoniorkester, men samlet set en formidabel præstation og en fantastisk lyd. Hele koncerten igennem holdt jeg bævrende vejret tilbage i frygt for at komme til at tude, hvis jeg virkelig inhalerede oplevelsen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA