x
Kresten Osgood m.fl. : Ken Gudman Prisen 2013, Amager Bio, København

Kresten Osgood m.fl. , Ken Gudman Prisen 2013, Amager Bio, København

Kresten Osgood m.fl. : Ken Gudman Prisen 2013, Amager Bio, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Vi kom verden rundt et par gange. Mindst. Som det sig hør og bør for en så grænseløs kunstner som trommeslager Kresten Osgood. Han var tydeligt rørt, som han modtog dels vennen Kristian Leths hyldesttale - de to havde bl.a. bandet Baron Criminel for nogle år siden - og dels den medfølgende velkendte replika af Ken Gudmans trommesæt. Når man får det, er man med i den efterhånden fornemme række af prismodtagere ved den årlige begivenhed i Amager Bio.

Osgood stikker i så mange retninger, og der var i sandhed noget for enhver smag. I første sæt var Nanna Lüders dukket op - komplet med den allestedsnærværende hvide hund, Maggie - og havde sunget et par sange, ligesom der havde været en tur med de fænomenale Thunderstrucks, hvor ex-Swan Lee-guitaristen Jonas Struck stillede op til fri improvisation med Osgood og sin gamle makker, Kasper Tranberg. Som Struck sagde det i pausen til undertegnede: "Kresten accepterer ikke øvere. Det skal være helt friskt!!!" Typisk indstilling fra prismodtageren. Andre fine sangskrivere var på i første sæt, for eksempel Per Kristensen og Carsten Valentin, men det var i 2. sæt, at der for alvor blev skruet op for løjerne.

Blowout var sandt at sige noget, der levede op til sit navn. Anders Christensen kom på bassen (også kaldet AC eller med Steen Jørgensen-dialekt, når vi er på tur med Sort Sol: The Ace) og han har tyngde og kunne ligne en kommende prismodtager i min bog! Dertil en blæsergruppe der ville noget og en bigbanddrøm af disharmoniske lykkelige dimensioner. Vi var altså godt fra land.

Jeg har i en årrække været ret vild med sangerinden Maria Laurette Friis, som indgik i syret duo med Osgood, hvorefter der kom fuldt band på, og der for alvor blev åbnet op på flotteste vis. Det er en dame med et helt specielt og mageløst talent, finder jeg.

The William Blakes kom vi selvfølgelig heller ikke udenom, til lejligheden fik Fridolin Nordsø hjælp af prismodtageren, og så fik vi flotte versioner af den flotte Vampires og Secret Of The State, hvor Kristian Leth fremstår stedse mere forankret i rollen som forsanger af den klassiske skole og med tvillingerne Nordsø til at lægge en solid funky bund og den store rockguitar på de rette tidspunkter. Det var ret godt.

Thorsten S. Høeg havde allerede været inde over i et stykke tid og det samme gjaldt selvfølgelig prismodtagerens ligeledes fænomenale fætter, pianisten Søren Kjærgaard, som fyldte en masse på scenen og gik ind og leverede formidabelt, både når det syret avantgardistiske var påkrævet og når der skulle spilles straight rock.

Et specielt moment indtrådte, da sangeren Mads Mouritz gik på, og der med tre korsangerinder - inklusive den überkompetente Nanna - for alvot gik country-twang i tingene. Fint set af Osgood at få dette lysende talent med, for han var med til at dreje en syret aften over i det basale, som siden skulle komme i afslutningen, hvor den amerikanske bluesmester George Kilby Jr. trådte ind på scenen og tilføjede et i forvejen storslået arrangement et skær af rendyrket og uforfalsket verdensklasse.

Inden det fik vi dog et syret sæt af Kresten Osgood sammen med T S Høeg og Nicolai Munch-Hansen, hvor de to førstnævnte demonstrerede samme komplicerede afrikanskinspirerede melodilinje, og især Osgood viste hele registret af virtuositet på trommerne. Han kan noget ikke så mange andre kan.

Men til sidst kom så George Kilby Jr. og med ham en tur til det amerikanske indre, hvor Osgood såmænd også synes at passe særdeles godt. Til Hank Williams og Professor Longhair. Og hvor specielt versionen af Your Cheatin' Heart var en, vi husker længe.

Det er altid en fest, men denne gang var det en kaleidoskopisk rejse på et spillested, der kombinerer ægte klasse med rendyrket folkelighed.

Tak for festen!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA