x
Bassekou Kouyate & Ngoni ba: Global, København N

Bassekou Kouyate & Ngoni ba, Global, København N

Bassekou Kouyate & Ngoni ba: Global, København N

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Bassekou og Amy var synligt stolte. Dels har de et mesterligt album i ryggen, men det er også et familiealbum. Forstået på den måde, at sønner og nevøer som jeg så hænge ud rundt om huset i Bamako for et par år siden, nu er vokset til og til fulde lever op til traditionen. Den der dikterer tradition og fornyelse og ren og uforfalsket virtuositet. Hvilket de virkelig fik overført til et begejstret publikum på Global i går.

Bassekou Kouyate har udforsket de soniske muligheder i en del år nu. Fenderforstærkeren er blevet hans bedste ven sammen med wahwah-pedalen, som han bruger som forbileder som Eric Clapton. Uden at han dog helt afviger fra det andet varemærke, som er det tørt klingende kildevæld af toner fra hans lille 4-strengede n'goni-lut, som alle dage har været berusende, når han gav sig i kast med de virtuose udladninger.

Dertil kommer, at han med det nye orkester har føjet en vidunderlig friskhed til udtrykket. For nok var det gamle band formidabelt, men knægtene har tilføjet et nyt perkusivt element, som kan blive seriøst spændende, og som blev demonstreret da de til sidst fik lov til at indtage scenen med en udveksling af rytmer, så man sjældent har hørt mage. Specielt nevøen Mahamadou Tounkara tog tama'en - den såkaldte "talende tromme" - steder hen, som undertegnede aldrig har hørt mage, selv ikke fra senegalesiske Assane Thiam, som i mange år har stået ved sangeren Youssou N'dour's side.

At spille godt på en tama er kompliceret. Den består af to skind forbundet af en række snore. Den holdes under armhulen, og den talende lyd kommer ved at man strammer og slapper trykket på snorene, så skindet enten udspiles eller gøres slapt. Dertil kommer den ene hånd med hvilken man dels slår og især dæmper, og endelig har man en lille krum trommestik i højre hånd, med hvilken man slår de karakteristiske rappe slag. Det er i synergien mellem disse elementer, at "samtalen" opstår, og ofte bruges instrumenter som en gimmick, hvor man ligesom med djemben kommunikerer med publikum og får folk op at danse.

Men hos Mahamadou og hans fætre var det en helt ny stil. For de rappe beats kom med så stor variation i takt og udtryk, og det må have været et par stolte forældre, der ventede ude bagved. Mesterligt. Hvis det er forsmagen på den musikskole, Bassekou har bygget rundt om hjemmet ved Haidara-moskeen i Bamako, har vi noget seriøst i vente fremover.

For undertegnede kom højdepunktet i andet sæt, da Amy Sacko for alvor blev sat i scene og entrede den rendyrkede sufitrance med sin sang. Hun er så mesterlig en jelimousou - en klassisk praisesanger af højeste karat - og udtrykket udvikles hele tiden. Som hun stod der og gav los, mens ægtemanden svarede med sin smukke stemme, var der et skær af gospel der på scenen. Det var rent ud rystende.

Ligesom de leverede det nye sæt iblandet de sikre træffere fra de tidligere album - også selv om den vanlige konkurrence mellem mænd og kvinder hos publikum, som den engelske producer og journalist Lucy Duràn kom for skade at foreslå til det første album - er blevet vel fortærsket. Et godt show, der på mange numre har et helt eget bamana-groove, som er så specielt for denne mand fra Segou og hans utrolige gruppe. Hvor især solisten og mesteren Abou Sissoko sammen med Bassekou på specielt et nummer havde en solo, som var på højeste niveau. Han er en troldmand med den medium n'goni.

Så en fed, fed koncert fra Bassekou Kouyate, Amy Sacko og deres fantastiske band.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA