x
Airbourne: Amager Bio, København

Airbourne, Amager Bio, København

Airbourne: Amager Bio, København

Anmeldt af Christian Weigel | GAFFA

Airbourne er efter et par års pause og udgivelsen af deres nyeste cd "Black Dog Barking" tilbage på landevejen og stoppede lørdag aften i en udsolgt og tæt pakket Amager Bio. Det var fjerde gang, jeg så disse hårdt rockende australiere, og jeg tænker stadig tilbage på deres fuldstændig fantastiske koncert i Pumpehuset for et par år siden. Der var fart over feltet, ægte spilleglæde, og vi fik et musikalsk los i røven. Bandet løftede deres ellers ret begrænsede repertoire til maksimal højde. Det var en fest!

De har stadig fart på, deres attitude er da stadig medrivende, og de skruer op på 11 ... men for helvede, det holder desværre ikke! Det startede så godt med deres skønne debutplade, der var fuld af energi og gode numre med kant. "No Guts, No Glory" kom forholdsvis kort tid efter og var gabende kedelig og uinspirerende. Gruppen skulle efter min mening have arbejdet mere med den skive, men de ønskede ganske givet at smede, mens jernet var varmt. De tog så lidt længere tid til at lave "Black Dog Barking", og resultatet er da også meget bedre. Men for satan, det er bare så uoriginalt og forudsigeligt som amen i kirken. Hver især er deres numre okay, men når man har hørt mere end en håndfuld, taber man interessen.

Jeg hader at skrive dette, da gruppen bed sig fast i mit rockhjerte med deres første skive, og jeg ville ønske, at denne koncert havde bevist over for mig, at Airbourne hører til i fremtiden og ikke i fortiden. Det skete bare ikke. Alt, og jeg mener - stort set - alt er ved det gamle. Sanger og leadguitarist Joel O'Keeffe i bar overkrop og med sin hvide Gibson-guitar står der, som var den forrige koncert bare sat på pause.

Airbourne lægger ud med "Ready to Rock", der er åbningsnummer på "Black Dog Barking". En god sang, der straks sætter publikum i omdrejninger med en let genkendelig fælleshymne. "Too Much, Too Young, Too Fast" og "Girls in Black" fra debutskiven sætter yderligere fart i festen, og Joel begiver sig i sidstnævnte ud blandt publikum på ryggen af en roadie. Så er den gimmick brugt, skulle man tro! "Back in the Game" swinger faktisk ret godt, og "Diamond in the Rough" er en Airbourne-klassiker.

"Black Dog Barking" er i og for sig også okay, men nu begynder man at miste gejsten, da det hele ligner hinanden. De hurtige numre har stort set de samme riff og tempo, og de lidt langsommere består af stramme riff i klassisk AC/DC-stil. "Cheap Wine & Cheaper Woman" er ligeledes en klassiker fra debuten. Nummeret forlænges til det dobbelte, da Joel vanen tro tager en slurk af en billig rødvin.

"No Way But the Hard Way" er en af de stramme, og "Stand Up for Rock'n'Roll" er en af de hurtige og lukker koncerten på under en time. Vi får dog en lille halv time med ekstranumre. Det sidste af i alt fire numre fra "Black Dog Barking" er første ekstranummer, et af de hurtige og følges af en anden hurtig sang. "Raise the Flag" fra "No Guts, No Glory" er virkelig hyldevare, og minsandten om ikke Joel begiver sig ud blandt publikum igen. Det er sgu for langtrukkent og for uoriginalt.

"Runnin' Wild" lukker af med tempo og energi, og Joel smadrer vanen tro øldåser i hovedet og sender kaskader af øl ud over de forreste rækker, alt imens der bliver surfet blandt publikum. "Runnin' Wild" indeholder elementer af alt det, der er Airbourne. I løbet af de godt 11 minutter, nummeret varer, får vi hele repertoiret fikset sammen i en fin pakke.

Jeg får sikkert ballade for de hårde ord, men jeg kan ikke som anmelder sige andet end, at Airbourne kører i fuldstændig samme rille. De kan næsten vælge de sange, de vil, og indtrykket vil blive det samme. En koncert fuld af energi og med masser af rock'n'roll. Vi får guitarlir og ølsprøjt, men det bliver for ensformigt. Bandets tre øvrige medlemmer er aldeles anonyme, så det hele hviler på Joels skuldre, og han er helt klart en god og aktiv showmand, men han var denne aften ikke på samme niveau, som vi tidligere har set. Spontaniteten var væk, og showet er for indstuderet og forudsigeligt. Der er ikke mere at sige om den koncert. Jeg blev underholdt, og der var flere steder, hvor foden vippede gevaldigt, men man skal være hardcore-fan for at synes, at de leverede varen i stor stil.

Jeg tror helt ærligt ikke, at Airbourne holder i længden. Der skal ske et eller andet, hvis de skal blive ved med at tiltrække publikum. Der vil helt sikkert være flere blandt publikum, der synes, at de var fantastiske og hyggede sig vildt. Særligt, hvis man ikke har oplevet dem før, men mon ikke der var flere, der ligesom jeg havde en mærkelig fornemmelse af, at det hele er ved at stivne lidt. Jeg tror det. Bandet sluttede som sagt af med "Runnin' Wild", og det er vist meget kendetegnende for koncerten, at de var "Ready to Rock", men løb vild lørdag aften i Amager Bio.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA