x
Tindersticks: Koncertsalen, Koncerthuset, DR-Byen

Tindersticks, Koncertsalen, Koncerthuset, DR-Byen

Tindersticks: Koncertsalen, Koncerthuset, DR-Byen

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Scenarie nummer et!

Kender du det? Man sidder i en koncertsal og lytter til et stort orkester. Man bemærker, at bipersoner i orkesteret er eminente, teknisk såvel som kunstnerisk. Oplevelsen vækker uventet glæde. Den tilføjer flere og nye dimensioner til det, man på forhånd havde ventet af orkesteret og dets leder. For ikke at sige af materialet/værket!

Scenarie nummer to!

Kender du det? Man sidder i en koncertsal og lytter til et stort orkester. Man bemærker, at bipersoner i orkesteret er skygger af noget, der kunne have været. Ikke nødvendigvis fordi de er dårlige, men fordi materialet/værket efterlader dem med meget begrænsede muligheder for at udfolde sig. Dét kan man f.eks. opleve i symfoniorkestre. Eller big bands. At manden med trianglen, stortrommen, guitaren spiller så lille en rolle, at man får ondt af ham: Tænk at han gider; i dén grad at lade sig reducere til "ubetydelig" sideman! Om lidt skrider han garanteret. Sådan som dirigenten /kapelmesteren suger al spotlight til sig selv.

Tanker af sidstnævnte karakter indfandt sig hos denne anmelder søndag aften i Koncertsalen i DR-Byen, da det britiske indie-rock-band, Tindersticks, spillede sit første sæt. Orkesterets ubestridte leder – forsangeren Stuart Staples – reducerede med sit materiale, sine arrangementer og sin egen optræden flere af sine sidemen til statister, som i flere numre kun spillede få banale noder.

Man tænkte uvægerligt, at de ville skride i pausen; gøre oprør; lave mytteri. For hvorfor skulle de – otte sidemen – tage med til København og træde op på en scene, hvis de skulle udrette så lidt? Skred de ikke i pausen, ville de i hvert fald skride i løbet af bandets Europa-tour! Tænkte denne anmelder.

Først sæt bestod i stort omfang af numre fra bandets nye album, Across Six Leap Years, som består af genindspilning af ti gamle numre. Across Six Leap Years er et udmærket album, som imidlertid – viste det sig søndag aften – egner sig bedre til afspilning i hjemmet efter en aften i byen end til en live-performance på en stor scene. Koncerten afslørede i dén grad, at musikken er minimalistisk, for ikke at sige simpel.

Siddende forrest på scenen sang Stuart Staples sig med sin karakteristiske croonerstemme gennem numre som Friday Night, Marseilles Sunshine og She's Gone, alt imens hans sidemen stod eller sad i en halvcirkel bag ham og "kedede sig" med de få noder, de havde fået tildelt.

Men, mytteriet udeblev. Og det af den simple grund, at andet sæt var af en anden støbning. Vel forblev Stuart Staples' vokal dominerende, men andet sæt åbnede rig mulighed for at opleve scenarie nummer et…

Staples stod nu forrest på scenen, og der fra gav han alle sine sidemen mulighed for at træde i karakter som de eminente musikere, de var – teknisk såvel som kunstnerisk. Oplevelsen vækkede (u)ventet glæde. Den enkelte musiker tilføjede nu flere og nye dimensioner til musikken / materialet / værket. Især trommeslageren, lead-guitaristen, cellisten og violinisten udmærkede sig. Sidstnævnte på en forrygende, futuristisk, elektrisk violin.

Med numre som This Fire og City Sickness og moderne klassikere som My Oblivion og Another Night In slog bandet – netop som band – fast, at det både mestrer at spille formfuldendt kammerpop, der ruller og rykker. Og kammerpop, der taler til lytterens melankolske indre.

Den koncert, der var startet som en siddende kapelmesters mærkværdigt introverte oplæg til mytteri på sig selv, sluttede – trods spontane ændringer i sæt-listen – som et (om end kontrolleret) forrygende smukt og medrivende oplæg til samspil.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA