Alter Bridge: Store Vega, København

Alter Bridge, Store Vega, København

Alter Bridge: Store Vega, København

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Kort før Alter Bridge fra Florida gik på scenen i Store Vega ophævede politiet i København advarslen mod overhovedet at bevæge sig udenfor i årets første, seriøse eftersårsstorm. Storm eller ej: Et hengivent, talstærkt publikum i Store Vega VILLE se Alter Bridge, som med blot fire album siden 2004 har imponeret med hårdt rockende og melodiske numre. Trods en begrænset produktion over ni år kan bandet sagtens ses som en supergruppe med medlemmer, som alle har erfaring fra andre succesfulde rockbands.

Det vender vi tilbage til.

Ved koncerten i Store Vega i går kunne man blot konstatere, at bandets klassiske, tidløse hårde rock blev leveret overbevisende. Titlen "Addicted To Pain" lyder ikke som en jubelsang, men den sad lige i skabet ved åbningen af koncerten: Et hårdt groove, skarpe trommer og selvsikker guitar, bas og vokal. Bestemt ikke for nybegyndere.

En formkurve kunne begynde sin rejse opad, skulle man mene.

Ganske hurtigt samlede interessen sig om frontmanden, guitaristen og sangeren Myles Kennedy, som i øvrigt også er fast sanger for den legendariske, tidligere Guns n' Roses-guitarist Slashs soloprojekt.

Sikken stemme!

Efter sigende spænder den over respektindgydende fire oktaver, og enkelte passager ledte tankerne hen på salige Ronnie James Dio (R.I.P.). Der var denne hersens tendens til at fange publikum med de lyriske passager, som ganske hurtigt skydes effektfuldt ned med tordenbrag af energi: Ka' I så lære det!

Myles Kennedy blev godt bakket op af den prisbelønnede guitarist Mark Tremonti, som ved siden af Alter Bridge også har hænderne fulde af andre projekter. Alligevel udstrålede han et nærvær og melodisk og teknisk overskud fra scenen. Ganske heldigt, nu han jo alligevel var kommet forbi. Disse to hovedfigurer i bandet er til gengæld ingen store showmen.

De bevæger sig tilmed i et underligt, modsætningsfyldt krydsfelt af helt enormt energisk musik, som var det beregnet på at sende en bokser ud i tovene med velanrettede, rytmiske slag – og så en fortættet stemning af stille melankoli, hvor man indbydes til at lytte og nyde, som sad man i et mindre studie på nærmeste hold. Ingen store armbevægelser, rockbandklichéer eller unødig råben mellem numrene.

Det var musikken, stemningen og sangene, det kom an på.

Ja, og ligefrem teksterne, hvilket ikke ses så tit i en genre, hvor det er en dødssynd ikke at skrue ordentligt op for guitaren og trampe rigeligt på fuzz-pedalen. Men her træder Kennedy så til med tekster, der ofte handler om svære perioder i sangerens liv. Vi er ude i temaer som håb, sorg, ensomhed, dødelighed og afhængighed.

Om end vi er behageligt langt fra klynk, som var det ren Medina-lyrik. Her var sjæl og mange spændende passager. Noget var ligefrem majestætisk og så vokalharmonisk, så Eagles ikke har levet forgæves. Andet var så råt, at det var lige før, Myles Kennedy sang alt for nydeligt.

Man kan se negativt på det og kalde koncerten ujævn. Jeg vender det positivt og kalder det spændende, nuanceret og modigt at prøve sit publikum af. Vi er i et spændingsfelt af hard rock, lidt alternativ heavy metal og post-grunge, hvor selv de mindste fejl vil brage igennem, lydstyrken taget i betragtning. Men fejl var der ikke mange af hos det stilsikre band.

Myles Kennedy og guitarist Mark Tremonti fik rigelig plads til at lege og udforske, for der var en solid bund af bas og trommer at gøre det på. Tremonti er også på hjemmebane, for sammen med bassist Brian Marshall og trommeslager Scott Phillips er alle tre med i bandet Creed.

I inkarnationen Alter Bridge gæstede de også i 2011 Store Vega, og at dømme efter tilstrømningen mandag aften midt i en storm var det heller ikke helt skidt dengang i 2011.

Også mandag aften var Alter Bridge en oplevelse. Men der sker et eller andet undervejs, som ikke får koncerten til at ryge helt op i topkarakter trods alle tekniske og melodiske potentialer. Det har noget med udstrålingen at gøre. Den var mere hyggelig end medrivende. Mere opvisning af højt niveau, end den var kommunikerende med det entusiastiske publikum.

Bandets fjerde album, "Fortress", har store stunder som førnævnte "Addicted to Pain", men det var, som om der manglede retning. Vi er i underholdningsbranchen, når man spiller så rasende højt, vildt og energisk langt det meste af tiden. Men spændingskurven steg ikke konstant mod den forløsning, som forløbet kunne have haft trods en fremragende udgang i blandt andet nummeret "Isolation". Det manglende showmanship gjorde koncerten unødigt indadvendt. Jeg var glad og tilfreds, men svævede ikke hjem på den sidste brise oven på stormen – trods den solide indsats, som man ellers ikke kan sætte mange fingre på.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA