x
Bruno Mars: Forum, København

Bruno Mars, Forum, København

Bruno Mars: Forum, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Siden jeg så Bruno Mars første gang fremføre hittet Grenade i et tv-show, har jeg fornemmet, at her endelig var en kunstner ud over det sædvanlige i grænselandet mellem soul og pop. Men at hans show var så i den grad helstøbt, var en glædelig overraskelse af de store. For nok skreg pigerne i en grad, at man kunne gribes i at tænke, at en horde af Beliebers havde taget fejl af koncertsalen og indgangen til børnehaven, men hvad fanden, han er da cute og ægte og har altså et sjældent godt sæt gode popsange med stor variation i bagagen. Læg dertil en stemme, der i den grad holder og en egen rørende sødme, og du begynder at forstå skrigeriet og den efterhånden bugnende bankkonto.

Bruno Mars ligner alle mulige og har så alligevel sit helt eget udtryk. Han lærte at give den som Elvis som lille på Hawaii, og den inspiration er der stadig. Så er der selvfølgelig Prince, og der bliver der lånt med lind hånd, fra idéen med at spille guitar og trommer, som er som taget ud af Sign O' The Times-perioden og måden at dirigere bandet, som reagerer med et piskesmælds præcision. Her er det Mars, der leger Prince, der legede James Brown. Ligesom vi oven i købet får riffet fra Purple Rain på et tidspunkt, men det med soloen på den elektriske guitar er altså et sted, hvor Mars ikke når den lille prins til sokkeholderne.

En væsentlig del af Bruno Mars' magi er hans band, The Hooligans, som er anført af hans faste medproducer, Philip Lawrence, og er en sjælden homogen enhed, med hvem vi hele tiden får en koreografi, hvor man danser og bevæger sig unisont, og der er hints til et andet stort forbillede, nemlig Michael Jackson, som han fremstod på toppen i Bad-videoen. Men de mange veloplagte hints til trods, var det dog først og fremmest et møde med en ægte stjerne, som nok skal vise sig både holdbar og i fortsat vækst.

Koncerten havde dog også sin begrænsning i form af Forums forfærdelige akustik. Specielt i begyndelsen lød bassen, der hvor jeg stod, som et bumletog langt ude i rummet, men da vi først nåede til hittet Treasure og især den medrivende Billionaire, var der for alvor gang i festen. Så begyndte Mars sin kærlighedsaffære med publikum, og på Marry You var alle med i omkvædet og hooklinjen "'Cause it's a beautiful night..." og det var her, at Mars ikke kunne lade være med at smide sit Purple Rain-hint i et rum fyldt til rammen med amerikansk LOVE. Han havde her publikum, hvor han ville, og han gav tilbage på højeste niveau.

The Lazy Song blev et andet højdepunkt, for egentlig er den bare en sød lille reggaeting, men publikum var så meget oppe at køre, og bandet så meget ude over rampen, at den blev en fest. Og så var det tid til det store klaverforspil, hvor vi kom indenom Beethovens 5. klaverkoncert og alskens andet, inden vi gik i gang med Grenade, som er en mestersang, der kun blev lidt skændet af, at den lille soulgud kun evnede en halvslatten guitarsolo. Til gengæld viste Mars i første ekstranummer, at han er mere end en habil trommeslager.

Med Gorilla kunne festen få en sidste tur op under loftet, komplet med de kanonslag, der åbenbart skal til for at markere det bombastiske. Her havde vi forinden fået endnu et hint på Locked Out Of Heaven, hvor der var en temalinje, som grangiveligt mindede om Millennium med Robbie Williams.

Koncerten var en sine steder rent ud berusende rejse. Bruno Mars og hans hypersammenspillede gruppe evner at levere langt, langt ude over rampen, og solisten selv har så meget ægte stjernedrys over sig, at det i det stykke kun må være folk som Justin Timberlake, der helt kan følge med. Til gengæld er vi stadig et stykke under de helt gyldne øjeblikke i firserne, da Prince var geniet, der med The Revolution ikke kunne gøre noget galt. Så ingen revolution, men suveræn underholdning.

En koncert, der derfor lige akkurat sniger sig op på et femtal.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA