Robbie Williams: Swings Both Ways

Robbie Williams
Swings Both Ways

Robbie Williams: Swings Both Ways

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 18.11.2013
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Han har gjort det før. Fundet crooneren frem og swinget til de gamle klassikere på Swing When You Are Winning tilbage i 2001. På Swings Both Ways går han dog et skridt videre og byder på egne swingnumre skrevet med Guy Chambers. Og så indeholder albummet en række prominente gæster, så vi får de obligatoriske duetter på plads.

Og det hele lugter lidt af jul, hvor Robbie Williams får Dream A Little Dream til at lyde som en julesang i duet med Lily Allaen. Rigtig big band-swing kommer der i Swing Both Ways, der er skrevet i samarbejde med Rufus Wainwright, som også synger med og næsten forsvinder i sangen.

Det når dog aldrig at blive det helt store swingalbum, fordi Robbie Williams mest af alt går efter et nostalgisk og sødladent udtryk, der ikke kan genere nogen. Og for en sikkerheds skyld har han også indkaldt Michael Bublé, Kelly Clarkson og Olly Murs. Der kommer bare aldrig rigtig brand i sangene, selv om Robbie gør et ihærdigt forsøg i den nyskrevne Soda Pop og klassikeren Puttin' On The Ritz.

Men mon ikke Robbie Williams har hygget sig gevaldigt i det gode selskab og samtidig kunnet få afløb for de mere flødebelagte sangskrivertalenter, som i sin egen musicalagtige Snowblind. Og hørt over hele albummet må man konkludere, at den ellers ferme popsnedker skuffer gevaldigt. Væk er gavflaben, der i stedet synger sig mageligt gennem klassikere og egne sange, der er under hans niveau. Julen er bestemt en velsignet tid til at lufte ligegyldige musikprojekter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA