Eminem: The Marshall Mathers LP 2

Eminem
The Marshall Mathers LP 2

Eminem: The Marshall Mathers LP 2

GAFFA

CD / Universal Music
Udgivelse D. 04.11.2013
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Eminem er atter blond – og hvad vigtigere er: han er inspireret igen. Som titlen antyder, genbesøges det gamle mesterværk The Marshall Mathers LP fra 2000, og i det lyrisk vanvittigt velorkestrerede åbningsnummer Bad Guy, følges der op på historien fra storhittet Stan, hvis lillebror nu er ude på hævntogt. Nummeret er så elegant bygget op, at det, man først tror er en hjerte-smerte-sang med dovne rim, pludselig kammer over i et hævndrama, der afslører en anden afsender.

Væk er de halsende forsøg på morsomme punchlines og one liners fra Relapse – jo, der er selvfølgelig Kendrick-samarbejdet på lårklaskende Love Game og de alt for poppede udsving fra Recovery – jo, der er godt nok en ny Rihanna-single i form af The Monster – men fælles for de to eksempler er, at det fungerer. og resultatet er sammen med albummets øvrige 14 numre Eminems bedste udspil siden The Eminem Show.

Albummet er en overflod af intelligent ordekvilibrisme, der ikke altid er lige rablende. Der er også er ærlige øjeblikke, hvor Eminem uden glimt i øjet beskæftiger sig med dobbeltmoralen i sine egne tekster i forhold til det at være far, sin problemfyldte barndom og endda en undskyldning til den ellers så udskældte mor på Headlights. Men selvfølgelig er der også sange til ekskæresterne, til faderen, der forlod ham og stik til tidens popstjerner. Han lyder bare mere tændt end længe, når emnerne håndteres – eller angribes, om man vil.

Der er tale om en yderst intens toer til Marshall Mathers-pladen. Også lydmæssigt, hvor der lægges en solid bund under Ems stadig imponerende og decideret overlegne evner som rimsmed og rapper. Eksemplerne er talrige, men på det meget sigende titulerede nummer Rap God flekser han speedrap-musklerne, så man som lytter bliver helt forpustet.

Eminem har atter fast greb om det, han gør bedst, og med afsæt i et visse steder nostalgisk tilbageblik er ordene, rimene og flowet sammen med alvoren, humoren og vreden er med til at løfte The Marshall Mathers LP 2 som helhed. Det matcher ikke den ældre navnebror, men mindre kan også gøre det, og Marshall har atter fundet ind til kernen af sit talent – og det er en hæsblæsende fornøjelse at lægge ører til. Velkommen tilbage Marshall, Em og Slim!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA