x
Søren Huss: Johannes Larsen Museet, Kerteminde

Søren Huss, Johannes Larsen Museet, Kerteminde

Søren Huss: Johannes Larsen Museet, Kerteminde

Anmeldt af Morten Ebert Larsen | GAFFA

Arkivfoto

Engang var Søren Huss synonym med forsangeren for Saybia. Det er efterhånden en meget lang historie, to dansksprogede album og ikke mindst mange fabelagtige sange siden. Han er stadig forsanger for Saybia, men i min optik langt mere end det. En af Danmarks ypperligste sangere og sangskrivere – på dansk. Det var en stor gave for os musikelskere, da nyborgenseren for tre år siden udsendte et af de stærkeste album i nyere dansk musikhistorie – på dansk. Huss er en af de få, der med sine sange kan få det danske sprog til at lege tagfat. Torsdag aften omkring spisetid indtog Søren Huss så for første gang nogensinde Kerteminde. Alene på scenen, kun omgivet af to akustiske guitarer og et flygel, gav han især sangene fra det første soloalbum "Troen Og Ingen" helt nyt liv. Halvandet hundrede publikummer havde trodset den noget pebrede billetpris og sat sig til rette i Vingen på det smukke museum.

Huss med seler hængende nede om anklerne og ellers klædt helt i sort åbnede med tre af de gribende skæringer fra "Troen Og Ingen". På flygelet fik vi først titelnummeret, så "Som Mejslet I Massiv Granit" og derefter "Du Er". Tre sange med så meget patos og så uendeligt meget på hjerte. De seneste gange, jeg har oplevet Huss med band, synes jeg, følelserne i disse sange til tider har virket til at være langt væk. Her fandt Huss virkelig frem igen med en varme og sårbarhed, det gav med ham alene på scenen. De to sidstnævnte sange har Huss på sine turnéer med bandet spillet på sin akustiske guitar, men her var han altså tilbage til den oprindelige form, og det klædte det hele fantastisk godt. Det var ret fedt at opleve Huss i så rolige omgivelser, hvor han kunne tage sig tid til at fortælle historier – selvom det nu ikke blev til specielt mange – på sin pilgrimsrejse som mand alene på scenen.

Gumpetung guitar

Aftenen var ét langt sæt på beskedne 75 minutter med Huss vekslende mellem guitaren og flygelet. Fra det seneste album "Oppefra Og Ned" gav han os meget lidt velspillet udgave af "Det Er Ganske Enkelt", hvor guitarspillet lod meget tilbage at ønske, og desuden glemte Huss dele af teksten og måtte starte forfra. En sang, som i sin oprindelige form er rocket, er svær for en mand alene på scenen at fyre af. Det kræver altså noget uopfundet at skulle lyde som et rockband alene, og det formåede Huss heller ikke.

Den lidt triste tone fortsatte i "Den Smukkeste Sommerdag", hvor Huss endnu engang havde problemer med at finde hoved og hale i de hurtige akkordskift på den åbent stemte guitar. Langt bedre blev det heldigvis på flygelet i de efterfølgende "Øjeblikket", efter Huss' eget udsagn en sang fyldt med lommefilosofiske betragtninger og ikke mindst en ny sang, "Ingen Appel", der med stor tydelighed beviste, at Huss ikke har glemt sangskrivningen. Eneste fungerende indslag på den akustiske guitar var afslutningen med "Et Hav Af Udstrakte Hænder", hvorefter Huss mente, han ikke behøvede at gå ud for at komme ind igen til ekstranummer.

En magisk "Tak For Dansen" i slowmotion burde have sat punktum for aftenen, men både publikum og Huss ville det anderledes. Det blev både til "Opvasken", som ikke er på noget Huss-album, og så en afsluttende fællessang med koncertens eneste Saybia-sang signeret "I Surrender". 75 minutter med Søren Huss vil altid være bedre end 75 minutter uden, og hans arbejde ved flygelet var flere gange ved at sende musikkens tiltrækningskraft på himmelfart, men guitarspillet og det noget monotone udtryk på instrumentet trak altså ned.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA