x
Allan Olsen: Med D'damer, Aarhus Musikhus

Allan Olsen, Med D'damer, Aarhus Musikhus

Allan Olsen: Med D'damer, Aarhus Musikhus

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Allan Olsen har alle dage været et rigtigt mandfolk, og en vis bestanddel af hans materiale er da også uomtvisteligt skrevet fra en mands synspunkt med en sådans sprogbrug – ikke at der behøver at være en forskel. Så meget desto mere interessant er præmissen for denne aften, hvor fem sangerinder i koncertens første del vil gå på opdagelse i Olsens bagkatalog. For hvordan ville eksempelvis Fem Under Nul, Aston Martin 66, Vi Lå Jo I Herning, Han Har Tænkt eller for den sags skyld Taberens Søn lyde fra en feminin vinkel? Det finger vi desværre ikke ud af i aften – i stedet får en samling sangperler leveret af fem unikke kvindestemmer.

Olsen på andre måder

Efter en kort introduktion af Olsen selv – nu med begyndende movember–sølvsnegl under næsen – kommer første kvinde på banen i Musikhusets Store Sal. Annika Aakjær, der tilegner en elegant ulmende version af bedstefar-hyldesten En Stille Glød I Mørket mindet om sin farmor. En god start på aftenen, hvor Aakjærs store stemme flot foldes ud.

Uden de store dikkedarer tager Randi Laubek stafetten og leverer Onomatopoetikon-perlen Guernica i en på én gang tyst og buldrende udgave, hvor vokalen desværre går en smule tabt hist og her. Heldigvis skal Onomatopoetikon vise sig at være rigt repræsenteret i aften. Laubek bliver på scenen med sin guitar for at assistere Dorthe Gerlach i den triste fortælling Mens Folk Snakker. Både Aakjær og Gerlach indleder i øvrigt deres numere på vaskeægte Olsen-maner med skarpe kommentarer og underholdende anekdoter, der reflekterer sangen, de skal til at spille.

Maria Timm insisterer på et hårdt og skramlet lydbillede i sine fortolkninger af de to Olsen-sange Lun Luft Over Danmark og Frie Mænd, der i aftenens anledning er omdøbt til Frie Kvinder. Og det er med en vis tilfredsstillelse, det kan konstateres, at dele af det bænkede grå publikum sidder med fingrene i ørene. Ros til Timm for at kradse i lakken og ikke bare levere gengivelser af numrene med ungpigevokal. Det er heldigvis ikke tilfældet ved nogen af aftenens solister. Desværre er der lidt knas med teknikken (i bogstaveligste forstand) under begge Maria Timms optrædener – uden at de dog skæmmes synderligt heraf.

Et klart højdepunkt opstår med aftenens eneste svensker – Marie Bergmans udtryksfulde version af Toreador. Stemmen er smukt hæs og patosfyldt lige til grænsen, og der er tale om en stærk fremførelse af en ditto nummer.

I damernes anden runde minder Aakjær om hvorfor "spild af liv som parkometerpenge en søndag" er så glimrende en linje og Gerlach med d' andre damer som kor leverer pågående, dyster og huggende version af Balladen Om Rosa. Bergman afslutter aftenens første afdeling med Under Rimelige Grænser, der bringer mindelser om Olsens Daltonbror Lilholt, mens Laubek glimrer ved sit fravær af endnu en solooptræden.

It's a man's world

Efter en pause er det Olsens egen tur og med klarhed i stemmen og fast greb om den akustiske får vi Vores Dronning og en anekdote om Olsens eget møde med majestæten, sidst han spillede i Musikhuset ("Hr. Olsen, vi holder meget af rytmen i Deres musik"). Men afsæt i en historie om han og moderens rejse til Grønland får vi Helikoptermyg, hvormed Olsen lige viser, hvor skabet skal stå i forhold til leveringen af sine egne numre. Manden er vel en af de eneste herhjemme, der kan rime "slagtøj" på "cowboy" – måske med undtagelse af Per Vers.

Rimmerby Strand ville pigerne ikke fremføre, fordi den er for uappetitlig – det vil Olsen gerne, og Swe'je præsentere med en stikpille til tidens udgivelser som en "efter danske forhold ganske fremragende sang". Og det kan han jo have ret i. Med selskab af violinisten Jane Clark giver han en smuk levering af historien om det svenskofile jammerhoved fra Frederikshavn. Der er fortsat tekniske vanskeligheder, men de tages med ophøjet ro, tørre kommentarer og professionalisme.

Bandet kommer på scenen, og som det første skal vi have jaget Satan op af hullet i en inspireret levering af Besé Besæt Kassér, der blandt andet byder på den første af en række besættende tangentsoli fra Palle Hjorth. Olsen og håndlangerne er tydeligt tændte, og en forrygende 5 Under 0 slår gnister.

Henvendt til, at Mergelgraven her til aften optræder mere dystert slæbende end vanligt, forklarer Olsen, at en ordentlig sang i hans optik kan tåle hvad som helst: "Ofte prøver man at gøre dårlige sange gode ved at lade en køn pige synge dem – men den går ikke… Kun her i aften."

Efter Lille Ørred og en banjo-udgave af Før Bay City Rollers Kom Frem kommer damerne efter en kort pause ind og leverer en blændende Lille Gråspurv før Olsen, bandet og Jane Clark kommer ind igen og hele holdet serverer De Kommende År, så englene synger og sætter punktum for den tre timer lange koncert (inklusiv pause).

Olsen og damerne er så absolut en vellykket omgang, og det er en skam, de kun spiller to gange, for det er bestemt en oplevelse, man kunne unde mange flere af landets koncertgængere. Tilbage er der vel kun at sige: Kjøwenhawnere – glæd jer til på søndag i Det Kongelige!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA