Sink Ships: Sink Ships

Sink Ships
Sink Ships

Sink Ships: Sink Ships

GAFFA

CD / Egen udgivelse
Udgivelse D. 11.11.2013
Anmeldt af
Espen Strunk

Det er faktisk imponerende, hvor meget musik der kommer ud af vor trods alt ikke så store hovedstad, og ikke alt er i sagens natur lige interessant. Med det dansk/svensk/australske, København-baserede ensemble Sink Ships' selvbetitlede album har vi imidlertid at gøre med en både gennemarbejdet og overbevisende debut.

Man fornemmer et slægtskab med amerikanske Band of Horses her, hvor det, man med en elastisk betegnelse kan kalde indierock, iblandes et strejf af country; hvor americanaen i højere grad ligger i stilistisk kolorit som lap steel end i selve sangskrivningen. Genrer ufortalt er sangene simpelthen skruet sikkert sammen her, hvor blandt andre åbneren The Pier og den følsomt fraserede Easier to Stay stikker op.

Selv nævner bandet referencepunkter som Neil Young, My Morning Jacket og Uncle Tupelo; undertegnede kom til at tænke på de jævnaldrende – og fremragende – canadiere i The Deep Dark Woods. Det er ikke mindst den sikre sans for arrangementer og frontfiguren Carl Colemans vokal, som bringer albummets ti sange hjem på overbevisende vis.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA