x
M.I.A.: Matangi

M.I.A.
Matangi

M.I.A.: Matangi

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 05.11.2013
Anmeldt af
Simon Nathanael

Den sydvest-asiatiske tanke fornemmes gennem albummets sydende melodier på bl.a. titelsangen Matangi og de samplede hymner og forvrængede fingertrommer på Warriors. Generelt lykkes mikset mellem den indisk-srilankanske inspiration og de råt slebne London-beats, hvis højenergiske programmering trækker tråde til både grime-lyden og den brasilianske baile funk.

Poppen introduceres for alvor på Come Walk With We, som synges som en anden Lady Gaga-sang, og på den episke slasker Exodus (som også indeholder en The Weeknd-sample). Desværre bliver begge dele for tandløse i den noget mere potente kontekst af f.eks. singlen Bad Girls. Og her menes potens helt litterært i den seksuelt eksplicitte lyrik, som både handler om at knalde i en bil – "My chain hits my chest while I'm
banging on the dashboard (…) Don't go screaming if I blow you with a bang" – men også om frigørelse af arabiske kvinder, som i sangens musikvideo ulovligt kører bil til M.I.A.'s opfordring Suki, suki (arabisk: kør, kør!).

Hun får skam også lagt en stille sviner ud til Drake, som af flere rappere de seneste års tid er blevet anklaget for letkøbt succes. "We started at the bottom but Drake gets all the credit", slynger hun ud i en reference til Drakes 2012-hit Started At The Bottom. Politiske og personlige intriger til en side er albummets budskab simpelt: fyr den af med stil. Om det så er nok til at opkalde albummet efter Hindu-guden for musik og talesprog, bør nok vurderes på musikkens interessante genremiks frem for det lyriske indhold.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA