x
Max Richter og Copenhagen Phil: Store Vega, København

Max Richter og Copenhagen Phil, Store Vega, København

Max Richter og Copenhagen Phil: Store Vega, København

Anmeldt af Henrik Jensen | GAFFA

Billedet: Fra Dark Matters' visuelle backdrop

Man skal have boet i en sandhule i over 200 år, hvis man påstår aldrig at have stiftet bekendtskab med den italienske komponist Antonio Vivaldis berømte værk "De Fire Årstider" fra 1723. Værkerne er blevet skambrugt i reklamer, film, supermarkeder, ja til og med som elevatormuzak er årstiderne blevet brugt som underlægning, i en sådan grad at værkerne hænger de fleste ud af halsen og har mistet genkendelsesglæden over årene.

Den samme følelse har åbenbart passeret den britiske komponist Max Richter. Richter er måske mest kendt for at have komponeret soundtracket til den Golden Globe-vindende film "Waltz with Bazir", men har også haft æren af at have et enkelt stykke musik med i Martin Scorseses "Shutter Island". Men nu har han altså kastet sig over det tudsegamle værk og har med sine bare næver brudt værket ned, for på ny at bygge det op med sit eget islæt. Dette værk blev opført i aftes med Richter bag computeren, i samarbejde med det meget veloplagte strygerkvartet Copenhagen Phil og under kyndig vejledning af dirigent Jon Gjesme. Koncerten var sat op under et tæt samarbejde med CPH:DOX.

Ingen kat i sækken

Fra første dirigentslag var scenen sat. Man blev som beskuer og medlytter hurtigt kastet ind i det meget genkendelige lydunivers, "De Fire Årstider" efterhånden har indgroet i os. Men noget var anderledes. Noget som umiddelbart kunne være svært at sætte en finger på.

En tone hist og her var erstattet af en anden eller underbygget af strømlignende effekter. Basgange var pludselig, hvor de ikke plejede at være, og indlagte pauser i violiner kom som en sky på en klar himmel.

Noget var galt, men alt var alligevel korrekt. Da jeg først hørte om projektet, tænkte jeg ved mig selv, at dette måtte være endnu et bohemeagtigt påfund fra en højere og bedrevidende kulturelite, der på ny ville bilde os ind, at kejseren havde tøj på. Men sådan forholdt det sig på ingen måde onsdag aften under perfekte rammer i Store Vega.

Rørstrømsk nytænkning

Under hele koncerten kørte en form for diasshow i baggrunden på et stort lærred, som bestod af små animerede naturlignede film, der skulle underbygge de givne årstider. Desværre lignede det grafisk set en pauseskærm fra Windows 95 eller til nød noget, der var strikket sammen på en Amiga 500. Øjet fokuserede derfor hurtigt på det smukke sammenspil orkestermedlemmerne imellem, og øret på de forunderlige lyde der spredtes i salen.

De fire årstider havde egentlig som sådan ikke gennemgået nogen helt stor evolution, og man kan ikke sige, at nogen dyb tallerken var blevet opfundet. Og dog. De var de små detaljer, der udgjorde den fornemmelse, man sad tilbage med i kroppen. Man kunne tydeligt fornemme det filmiske univers, Max Richter havde tilført. Det kom til udtryk ved, at musikken, om muligt, var blevet endnu mere bombastisk og episk. Koncerten havde generelt set mange elementer fra filmmusikkens verden, hvilket jo heller ikke er så underligt med Richter bag roret. Dette gjorde, at de støvede italienske klassikere havde fået et nyt pulserende liv. Musikken legede sin helt egen leg og påtvang sig vej til samtlige kroge af beskuerens følelsesregister.

Specielt da året var nået til den kolde vinter, gav musikerne alt, hvad de havde i sig og efterlod en tåre i undertegnedes øjenkrog. En anmelder, som normalt fylder sine ører med beskidt hiphop, hvilket burde sige en ting eller to om "Vivaldi Recomposed".

Den positive vrede

Max Richter skulle være en af de mange, der har sig træt på "De Fire Årstider. Men i stedet for at bande og svovle efter supermarkedets skrattende højtalere, besluttede han sig for at nedbryde og genopføre det legendariske værk. Dette er gjort til et punkt, hvor jeg er overbevist om, at selv Vivaldi ville blive rørstrømsk ved tonerne af Richters nyopsætning. Alt i alt en rørende aften i selskab med Richter, de entusiastiske medspillere i Copenhagen Phil og dirigent Jon Gjesme. Smukt er et meget fattigt ord at bruge om musikernes indsats under aftenens koncert. Var man ikke selv så heldig at opleve koncerten, giver jeg hermed mine dybeste anbefalinger til, at man tager et smut forbi Spotify, begraver sig dybt i den mest nærliggende stol og lader sig betage af en genindspilning, der bestemt må siges at have sin berettigelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA