x
Drenge: Atlas, Aarhus

Drenge, Atlas, Aarhus

Drenge: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Arkivfoto

På denne søndag aften var der besøg fra England af et søskendepar og duo ved navn Drenge. Ja, ligesom det danske ord: drenge. Et af rygterne går på, at de tog navnet efter at have deltaget i en dansk fodboldskole, et sted, hvor der bliver råbt "drenge" en hel del gange i løbet af dagen. De præsenterede dog sig selv med engelsk udtale.

Storebror Eoin Loveless spiller guitar og synger, mens lillebror Rory tager sig af trommerne. En minimalistisk bandkonstellation, som både The Black Keys og The White Stripes har fået det maksimale ud af. Det var dog hverken rock and roll à la Black Keys eller Jack White-blues, de to spillede, men deres egen højenergiske, grynede rockmusik.

Der blev lagt ud med +100 km/t. Jeg har sjældent set en trommeslager i moderne rockmusik, der spiller med sådan en vildskab, men alligevel har bevaret en ro og kontrol over tingene. Det var imponerende præcist, hårdt og bestemt. Den første liter vand var da også drukket på et kvarters tid. Og storebroren fulgte trommerne i tykt og tyndt. Sammenspillet var eminent, bestemt en fordel ved kun at være to i bandet. Opmærksomheden var da heller ikke rettet imod publikum, den var rettet imod hinanden, som i en slags positiv selvtilstrækkelighed. De klarede den udmærket selv, men deres glæde ved hinandens musik smittede af på iagttageren, så man ikke følte sig udenfor.

Den første halve time foregik for fuld fart og volumen. Den indeholdt blandt andre den repeterende "Dogmeat", den tunge "Backwaters" og den evigt skiftende "Bloodsports". Numre, der viste, at selvom stilen godt nok var støjende rockmusik med vokal og guitar sovset ind i effekter, så har drengene talent for det iørefaldende og melodiøse, der – skønt det høje tempo – bider sig fast i lytteren.

Efter en halv time i højt tempo og med den samme lyd var det rart, at de to satte farten lidt ned med den roligere "Fuckabout". Her viste Drenge virkelig, hvor godt de spiller sammen, og hvordan deres timing sidder lige i skabet, når de med skævt placerede breaks følger hinanden helt præcist. Både når de begge stopper samtidigt, og når guitaren følger trommernes fills og omvendt. De har bestemt styr på deres instrumenter og på hinanden. Denne fulgtes op af en anden flot og fængende melodi, "Let's Pretend", med indlagt trommesolo, hvor Rory Loveless benyttede muligheden for at vise de sidste tvivlere, hvor dygtig han er bag kedlerne. Men så tabte de det på gulvet med afslutningen af koncerten. Midt i musikken blev guitaren smidt og fik så ellers lov at hvine ind, til sceneteknikeren slukkede forstærkerne. De havde ganske vist sagt, at det blev det sidste nummer, men det kunne godt have været afsluttet mere elegant end dette antiklimaks.

Er mindre nok?

Jeg er i det store og hele stor tilhænger af "less is more". Men det sætter sine begrænsninger kun at være to i bandet. Paletten indeholder altså bare ikke mere end trommer, guitar og vokal. Det kan man så opjustere ved at tilsætte effekter. Problemet med aftenens koncert var, at der altid var tilsat effekter. Både guitar og vokal var begravet i dem, og så forsvinder muligheden for at variere på det punkt. Jeg savnede lidt variation i lydbilledet. Det var med få undtagelser det samme høje tempo hele vejen igennem, og det var med ingen undtagelser de samme grumsede effekter, der forvrængede sang og guitar.

Jeg håbede på lidt forandring, da Drenge efter blot tre kvarter annoncerede deres sidste nummer. Der stod jeg tilbage med en noget ambivalent følelse: De havde spillet det samme længe nok til, at jeg så småt begyndte at kede mig, men jeg var bestemt ikke klar til at tage hjem. Jeg ville gerne have hørt mere. Med til historien hører dog, at deres debutalbum er tre måneder gammelt og varer omkring 40 minutter. De har nok ikke meget mere at byde på. Endnu. Men det er bestemt et par Drenge, som jeg vil holde øje med fremover.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA