x
Youth Lagoon: Pumpehuset, København

Youth Lagoon, Pumpehuset, København

Youth Lagoon: Pumpehuset, København

Anmeldt af Kim Lykke Andersen | GAFFA

Arkivfoto

Efter godt halvandet år var 24 årige Trevor Powers, under aliasset Youth Lagoon, igen tilbage på dansk grund. Efter en formidabel og intens koncert sidste år i Lille Vega var det også et talstærkt og forventningsfuldt publikum, der i aftes mødte op i Pumpehuset.

Da koncerten endelig gik i gang 22.20, var livebandet, modsat sidst i Lille Vega, vokset fra et tomandsshow til en kvartet. I forhold til sidste års intense og mere følelsesladede koncert betød bandforøgelsen en mere rocket og støjfuld lydoplevelse. Dette kommer dog i naturlig forlængelse af Youth Lagoons albumopfølger "Wondrous Bughouse" fra 2013, som har en mere livlig og pop-eksperimental side sammenlignet med den mere introverte og melankolsk-skrøbelige debut "The Year of Hibernation". Aftenen igennem bød koncerten derfor også på en god blanding af stille følsomme eskapader og larmende popbaskere, hvor grænsen hele tiden rykkede sig mellem at være catchy og mystisk.

Publikumsfavoritter

Således vekslede Youth Lagoon mellem numrene fra begge album, og bandet lagde stærkt ud med "Attic Doctor", som straks fik publikum til at vågne op, og den tidligere højlydte summen i lokalet foretog sig heldigvis. Allerede ved de første toner af "Cannons" og "Daydream" kunne man klart fornemme, at det stadigvæk var sangene fra første album, der har vundet publikums hjerter. Hertil mangler opfølgeren måske stadig et par genlyt hos nogle, før albummet sikkert også skal hænge ved.

Som tidligere nævnt var det også debutalbummets sange, som tillod plads til sjælevandring mod det mere følsomme hjørne. Ved sangene "July" og "Raspberry Cane" kom Powers' unikke stemme og toneleje også bedst til sin ret. Her startede vokalen ud med at stå alene, og tempoet var trukket ned i niveau, hvorefter numrene langsomt opbyggede intensitet og til sidst kom udløsningen i form af fængende lo-fi-perler og forløsende dreampop.

Her kunne man godt tage sig selv i at drømme sig tilbage til sidste år i marts, hvor Youth Lagoon bød på en mere rendyrket og ensrettet intensitet, uden alt for mange tempoudsving i lydfladerne. På den anden side klædte det også soveværelsesmusikeren at give slip og slå sig løs på en måde, som til tider var mindede mere om et rockband placeret på Wembley Arena end en introvert ungdomslagune for tabte drømme og melankolske længsler.

"Go Veggie"

Undervejs i koncerten henvendte Trevor Powers sig også direkte til det københavnske publikum med sine vanlige underspillede komiske udbrud. Da Christiania var en publikummers svar på ting at foretage sig på Powers' fridag i morgen, udbrød han straks med et, hvis man ellers kunne se hans øjne for bare hårmanke, glimt i øjet: "That's just a bunch of pot-smoking hippies, right?" På et tidspunkt lod Powers også mikrofonen vandre ned gennem publikum for at få opklaret, hvorfor en kvinde netop syntes, at musikeren skulle "go veggie". For en kort stund udviklede koncerten sig til en debat vedrørende kyllingeproduktion og McDonald's' fødevarer tilsat Powers' underkuede satiriske vinkel.

Til tider gik koncerten dog lidt i langdrag med lange udfasninger og overgange mellem numrene og med Powers' introverte væsen vendt med ryggen mod publikum større dele af koncerten. Men bedst som man frygtede, at publikum ville gå lidt tabt, formåede Powers alligevel at bevare nærkontakten. Som når han trådte helt ud på scenekanten og sang med hjertefølt vokal direkte mod publikum.

De store tempoudsving mellem numrene og lange faretruende lydseancer mellem numrene føltes også som at træde ind i et galehus, hvor Powers, med en hårmanke som en anden Sideshow Bob, skreg sine nasale vokaler ud gennem højttalerne, så høje at dele af publikum til tider måtte holde sig for ørerne. Det var dog hovedsageligt, som titlen på albumopfølgeren også varsler, et forunderligt galehus. Præget af kontraster mellem Powers' overjeg, som tilbageholdende og kontrolleret sanger gemt bag keyboardet, og hans dyriske det, som hamrede løs på keyboardet og manisk hoppede op og ned. Bedst var det på numre som "Pelican Man" og "Sleep Paralysis", der med lange seancer af faretruende sirener bidrog til værkerne af en forunderlig gal mands værk.

En original original

Inden bandet kom tilbage for at spille "The Hunt" som det eneste ekstranummer, sluttede de hovedsættet af med singlebaskeren fra andet album, "Dropla". Med de gentagne ord "You're not gonna die" sang Powers sig sikkert og fast igennem lyden af tamburin-bjældeklang og guitarriffs. Og må originaler som Powers leve fra nu og til evig tid. Selvom lyden måske melder om svingende stilskift, så må man tage hatten af for hans mod på at eksperimentere og ikke blot forsætte ned ad den samme sikre sti.

Som bevis kunne lydmanden for eksempel også efter koncerten berette, at Powers simpelthen var blevet træt af at spille den ellers publikumssikre "17" fra førstealbummet. Dels fordi han ikke længere følte, han var samme sted, som da han skrev sangen, og dels fordi han simpelthen er træt af, at folk synger med på nummeret. Det om noget beretter om en mand, der ikke går på kompromis med noget eller noget. At det så betyder, at publikumsfavoritter må udgå, og folk måske ikke umiddelbart får, hvad de ventede, er én ting. Til gengæld får man en mand, som tilhører sin helt egen race, og som ligegyldigt hvad formår at fange og tryllebinde lytteren både med sine sørgmodige og sommersøde melodier.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA